Jeg er blevet en del af statistikken. Måske ikke liiiige som 33 årig. Var lidt tøvende ift til at flytte ud af byen. Men nu sidder jeg her. I provinsen. Vi er efterhånden nogle stykker. Tilflytterne. Studieliv og lejlighed i København ligger bag os. Nu med små børn og behov for mere ro til den lille familie. Hus. Og have. Især have trænger sig på. Provinsen. En mental overvindelse. Følte sig næsten helt unik da man tog springet. Men nu viser det sig at alle har stået i de helt samme overvejelser. Tilflytterne. Forlige sig med tanken om at flytte ud af byen. Storbyen. Og til provinsen. Acceptere at livet som pendler sætter rammerne for din hverdag. Nu skal man i stedet forholde sig til radon og århundredets stormflod der giver fugt i kælderen. Igen i år.
Tilflytterne. Alle midt i 30’erne-ish. Med institutionsbørn og virus på work-life-balancenerven. Generationen der har indrettet hverdagen efter måltidskasser og Nemlig-leveringer. Jeg har spurgt dem alle sammen. Næsten. I hvert fald her i det lokale kvarter. For dem var provinsen ikke den største overvindelse. Det var visheden om at den lokale børnehave ikke kører med madordning. Du læste rigtigt. Madordning. Den gjorde ondt. Det er nemlig en dejlig børnehave. Masser af plads og ugentlige cykelture i den lokale skov. Alt er godt. Undtagen det med maden. Eller. Mangel på samme. Udsigten til at skulle smøre madpakker nager. Gentagelsen af sammenklap med postej hver dag de næste 10 år. Plus det løse. Tænk sig. Det var det der fyldte mest. For tilflytterne i provinsen. Alle midt i 30’erne-ish.
#provinsfar
Provinsfar 
Men er det så det værd? Jeg står selv i sammen situation. Jeg har boet i hjertet af Aarhus i mere end 10 år og er nu “havnet” i provinsen. En lille by uden for Aarhus, hvor vi har vores eget lille og afsides samfund. Er det så det værd, når det så tydeligt er godt for vores små børn? Jeg kan godt sidde en mandag morgen og betvivle det, men så får man sine små mirakel/lykke øjeblikke og her er der så aldrig nogen tvivl…
LikeLiked by 1 person
Hej Morten.
Tak for din kommentar! Det er et godt spørgsmål. Er det så det værd. Tror det er svært at svare på. En ting er dog sikkert. En mandag morgen er man altid i tvivl. Om alle ting her i livet 😉
Jeg havde personligt meget svært ved tanken om at skulle flytte ud af byen. København. Er ikke vokset op i byen, men til gengæld blevet voksen i den. Men vi havde brug, og behov, for at der skulle ske noget andet end vores 2-værelses andelslejlighed. Så vi kiggede på hus. Først i lige i nærheden, hvor priserne var langt uden for rækkevidde. Dernæst blev vores radius. Efter hus. Større og større. Til sidst så vi os selv stå og kigge på huse i oplandet. Villakvarterer klemt ind mellem de mange indfaldsveje. Intet liv. Stemning. Eneste salgsargument var cykelafstanden til byen. Mere afstand end cykel.
Det var dér vi besluttede os til at tage springet og flytte længere væk. Godt nok med mere pendlertid i baggagen, men til gengæld landede vi i et hus. I en købstad. I udvikling. Ikke afvikling.
Ungerne kan cykle i børnehave. Uden at jeg skal panikke over trafikken. Der er strand, skov og torvedage. What’s not to like 😉
Har ikke fortrudt. Men ja. Mandagen er som du siger ubarmhjertig. Mon ikke et blad, køreledning, sne eller en eftermiddagsstorm lammer morgentrafikken. Igen.
Men jeg vil tænke på dine lykke-øjeblikke og minde mig selv om at det er det værd 😉
LikeLike