Det ligner et billede af to der holder i hånd. Et ægtepar der nyder et øjebliks tosomhed. Et småbørnsforældrepar der er stukket af. I hvert fald mentalt. Fra gråd. Putteritualer. Og modellervoks i gulvtæppet. I virkeligheden er der blot tale om dagens vagtskifte på legepladsen. Stranden. Haven. De eneste tidspunkter i løbet af dagen hvor min kone og jeg holder i hånd, og ser hinanden i øjnene, er ved vagtskifte. Et hurtigt klap. Udskiftning. Imens den ene holder ungerne beskæftiget i lock-down lister den anden sig op på loftet. Gemmer sig i en stille afkrog. Tramper i arbejdsklaveret en times tid indtil der tikker en sms ind fra den ene. At det er tid. Vagtskiftet kalder på legepladsen. Stranden. Haven. Den anden forsøger at ignorere den første sms men beskederne lader ingen tvivl tilbage. Det er tid.
Provinsfar 