Berlin

Berlin

Er en smuttur i Berlin. Arbejde. Blot en enkelt overnatning. Nede for at fortælle nogen om noget de allerede ved. Havde store planer om at udnytte tiden. Optimalt. Det er i stedet blevet til en “nappucino”. På en bænk i den lokale park. Og flow TV på hotelværelset. Tom Cruise taler åbenbart tysk i alle sine film. Forstår ikke er ord. Ser det alligevel. Er for træt til andet. Kender historien. Tænker at resterne af Berlinmuren nok også står her til næste år. Misforstå mig ikke. Det er fedt at være afsted. Kan bare ikke huske hvornår jeg sidst har kunne tage en morfar. Uforstyrret.

#provinsfar

Ugeplaner

Ugeplaner

Presset er alle vegne. Kan I mærke det. Eller er det kun mig? Arbejdspres. Gruppepres. Samfundspres. Pres hjemmefra. Pres på motivationen. Pres på indfaldsvejene. Og på formen. Prøver at trække vejret dybt. Stopper. Halvvejs. På grund af presset. Giver ikke mig selv lov. Lov til at slippe følelsen. Var det bare det? Ligusterhæk og lyserøde Hortensia. I krukker selvfølgelig. Mindes ikke at den kådeungdomsdrøm lød på sorte træsko og lokalaviser i én stor pærevælling. Fanget i et tomrum. Tomrum mellem en dagligdag af ugeplaner der blot gentages. Igen og igen og. Henter du. Så bringer jeg. Og så en længsel. En udefinerbar længsel. Lige nu er ungerne små. Definerer alle ens tanker og handling. Det kræver åbenbart ugeplaner. Mest fordi man prøver at få dem til at passe ind i det man længes efter at få mere af. En udefinerbar længsel. Kan ikke. Vil ikke. Tør ikke gøre det håndgribeligt. Er der noget at sige til at man er presset. Presset presser en til at slappe af. Ifølge ugeplanen er der luft tirsdag morgen. Og torsdag. Efter ungerne er lagt. Eksperterne siger mindfulness. Har fundet ud af at havevanding og plæneklip har den samme effekt. Perfekt. Så kan jeg strege det af to-do-listen nu hvor jeg er igang. Presset er alle vegne. Kan I mærke det. I virkeligheden er det nok bare mig selv. Der presser. Hvad fa’en gør man ved det? 

#Provinsfar

Sommerform

 

Løbeture. Ferien sætter høje standarder. Noget man aldrig kan opretholde når hverdagen kalder. Igen. Efter tre uger i solen. Men i ferien holder man ved. Ender som regel med aftenture. For træt om morgenen. Bruger i stedet hele dagen på at finde motivationen. Eller. Motivationen er der. På sin vis. Måske handler det mere om viljen. Viljen til at komme i skoene. Og afsted. Vinden har lagt sig. Sammen med aftensmaden. Tungt. Kartofler og spareribs. To portioner. Fra den lokale slagter. Han kender sit kød. Øl og to kugler is fra sommerkiosken. Det samme hver gang. Pistacie. Og straticcella. Nederst. Men så er det også ud at løbe. For ungerne puttes af konen og roen har sænket sig. En blanding af spareribs og straticcella tager til genmæle. Må holde en pause halvvejs. Giver lænden skylden. Overstået. Opkogt. Men ovenpå igen. Snupper et par mavebøjninger. Plus det løse. På terrassen. Mens konen nyder lidt rosé. I morgen skal vi have burgere. Det ligger nok knap så tungt. Det skal nok gå. Det er jo ferie. Motivationen er der. På sin vis….

#Provinsfar