Kategori: Arbejde

Panderynker

Putter unger. Den yngste falder for en gang skyld i søvn. Hurtigt. Den ældste derimod. Kæmper. Med at give sig hen. Vender. Drejer. Normalt ville jeg blive utålmodig.

Putter unger. Den yngste falder for en gang skyld i søvn. Hurtigt. Den ældste derimod. Kæmper. Med at give sig hen. Vender. Drejer. Normalt ville jeg blive utålmodig. Se aftenen sidste timer uden afbrydelser. Forsvinde. Madpakker der mangler. Oprydning. Mails. Inden jeg selv skal i seng. Og kæmpe. Med at give mig hen. Vende. Dreje. I stedet gør jeg mig umage med at nyde øjeblikket hvor hun er glad. Træt og snakkesalig. Ligger ved siden af hinanden. På ryggen. Blikket flakker på loftets skrå vægge. Snakker om skolen. Venner. Bussemænd. Korruption. Plus det løse. Samtalen flyder hele tiden i nye retninger. Nysgerrig. På det hele. Vender sig om på siden og betragter mine efterhånden dybe furer i panden. Tidens tand. Spørger hvorfor de er der. Rynkerne. Alderen der sætter sig. Bekymringer. Dybere for hvert år der går. Hun synes nu mere at det ligner bølgeribber. Formet af havet der brydes på stranden. Lyden sol og sommer. Holder fast i det billede mens datteren langsomt giver sig hen til søvnen. Det samme gør jeg. For en stund. Vågner brat. Af næste bølgeskvulp af bekymringer der skyller ind over min pande. Sætter sig. Glæder mig til sommer.

Firmajulegave

Arbejdet har bedt mig vælge en julegave. Klik ind på en hjemmeside og vælg fra listen. Støvsuger. Højtaler. Keramik. Listen fortsætter. Sidste år fik man et gavekort til oplevelser. Mulighed for at udvide horisonten. I år. En liste med kolde ting. Løvblæser. Sengetøj. Stegepande. Jeg panikker. Vælg inden fredag. Ellers vælger vi for dig. Koldsveden sætter ind. Jeg kan ikke engang tage en beslutning om de store ting i livet. Det projekterer jeg ned på listen med dammaskdug. Stiksav. Glasskål. Tidløs. Ligegyldig hvilken tid vi lever i. Ligegyldig. Konen spørger hvad vi skal. Fremadrettet. I livet. Ungerne vil lege. Kommer til skade. FIFA vil have at jeg skal vende det blinde øje til. Fodbold. Det hele sitrer. STOP! Jeg er faktisk i gang med at vælge en støvsuger. Ledningsfri. Tror jeg. Jeg har til fredag med at vælge. Alle andre beslutninger må vente indtil da…

Rawplugs

Hvis jeg skal være helt ærlig. I virkeligheden har jeg nok brugt tiden fra mit seneste opslag, og til nu, på at samle overskud til at få lavet de huller. I væggen. Sådan føles det i hvert fald. Men nu hænger det der. Billederne. Og derfor er det også tid til et nyt opslag. Håber I alle har det godt. Godt Nytår.

Hvis jeg skal være helt ærlig. I virkeligheden har jeg nok brugt tiden fra mit seneste opslag, og til nu, på at samle overskud til at få lavet de huller. I væggen. Sådan føles det i hvert fald. Men nu hænger det der. Billederne. Og derfor er det også tid til et nyt opslag.

Håber I alle har det godt.

Godt Nytår

Løbetid

Er begyndt at løbetræne igen efter en lang periode uden motion. Efterårs-blues. Coronasyg. Jul. Nytår. Kulde. You name it. Men nu er jeg altså begyndt at løbe igen. Hurtigere og oftere end jeg egentlig havde regnet med. Jeg prøvede først med gåture men de viste sig ikke at gøre noget godt for mig. Satte for mange tanker igang. Om livet. Børn. Ægteskab. Job. Karriere. Hobby. Krop. Form. Sjæl. Fremtid. Fortid. Lyster. Dæmoner. Ønsker. Drømme. Begrænsninger. Muligheder. Sorg. Glæde. Grin. Åndenød. Masser af åndenød. Så nu er jeg altså begyndt at løbe igen. Der har jeg nemlig kun overskud til at koncentrere mig om at trække vejret. Og følge med…..

Selvynk

Troede egentlig at nedlukning og aflysning ville give tid til tanker. Igangsættelse af nye projekter. Færdiggørelse af gamle. Men det er ikke tilfældet. Den står stadig på gråd. Grin. Oprydning. Rugbrødsmadder. Aftensmad. Tøjvask. Kamp om brusebad. Tøjvalg. Sengetid. Et glimt af lykke rundt om bålet. Snobrød. Skumfiduser. Kalaha. En ny dimension er dog kampen om skærmtid. Nu mellem forældrene. Afløser hinandens online-møder. Hjemmeskole. Til tider føles det som om hverdagen fylder mere end nogensinde. Måske fordi det er det eneste vi har for tiden. Hverdagen. Bladrer dagens Facebook-opslag igennem. Blandt profiler med madopskrifter og 5G konspirationsteorier falder jeg over en mand. Far. Kalder sig selv Barnlig. Gift. Og otte børn. Otte! Gisper ved tanken. Men de ser nu alligevel ud til at klare hverdagen i karantæneland. En barnligfar  med  overskud. Min dårlige samvittighed overdøver for en kort stund min selvynk. Hvordan klarer han det. Jeg kan dårligt overskue mine to. Indtil det slår mig at alle hans børn jo også er hjemsendt. På den måde slipper han jo faktisk for at smøre fire gange så mange madpakker som mig. Hver dag. Det løber jo ret hurtigt op. Relativt set. Sikke meget tid han lige pludselig har fået frigivet. Til sig selv. Min selvynk genvinder langsomt sit retmæssige overtag over den dårlige samvittighed…

Genåbning

Skolerne genåbner i dag. I hvert fald for de yngste. Datteren på seks må derfor afsted. Cykelhjelm og den alt for store skoletaske står klar. Det samme gør datteren. Spændt. Smiler over hele ansigtet som var det første skoledag. Igen. Det er dog med en vis gru at vi sender hende afsted. Ud af døren. Tanken om de mange ufærdige lektier tynger. Nu i rygsækken. Ungen gad ikke. Og forældrene havde hverken energien eller disciplinen til en måned med Teams-møder og hjemmeskoling. Den dårlige samvittighed nager. Tiltager efterhånden som vi nærmer os skolen. Konstaterer at børnene stadig skal afleveres udenfor. Forældre ingen adgang. Ånder lettet op. På den måde slipper jeg for at se datterens lærer i øjnene. Undskylde. Vi vinker farvel og jeg sniger mig hurtigt væk af den samme vej vi er kommet. Griber telefonen. Ringer til konen. Foreslår at vi øger den årlige indbetaling til børneopsparingen. Bare for en sikkerheds skyld. Så har datteren da noget at falde tilbage på. Hvis alt glipper...

Skolerne genåbner i dag. I hvert fald for de yngste. Datteren på seks må derfor afsted. Cykelhjelm og den alt for store skoletaske står klar. Det samme gør datteren. Spændt. Smiler over hele ansigtet som var det første skoledag. Igen. Det er dog med en vis gru at vi sender hende afsted. Ud af døren. Tanken om de mange ufærdige lektier tynger. Nu i rygsækken. Ungen gad ikke. Og forældrene havde hverken energien eller disciplinen til en måned med Teams-møder og hjemmeskoling. Den dårlige samvittighed nager. Tiltager efterhånden som vi nærmer os skolen. Konstaterer at børnene stadig skal afleveres udenfor. Forældre ingen adgang. Ånder lettet op. På den måde slipper jeg for at se datterens lærer i øjnene. Undskylde. Vi vinker farvel og jeg sniger mig hurtigt væk af den samme vej vi er kommet. Griber telefonen. Ringer til konen. Foreslår at vi øger den årlige indbetaling til børneopsparingen. Bare for en sikkerheds skyld. Så har datteren da noget at falde tilbage på. Hvis alt glipper…