Lidt ude af takt

Diskotek

Har for en gang skyld forvildet mig i byen. Forladt den formelle julefrokost med arbejdet og sneget mig ud til en flok venner fra fodbold. Gode gutter. Fra dengang man stadig havde en forestilling om det kunne blive til noget. Fodbolden. Ender på et diskotek. Aner ikke hvilket. Er koblet helt af på hvad der er hot. Men alle er oppe at køre så det er jeg også. Drinks. Prøver at følge med de unge. Shots. Umuligt. Ældste mand på dansegulvet. Ja hele diskoteket. Spillereglerne synes ændret. Scanner gulvet og lægger an til at finde nogen at danse tæt med. Lykkedes ikke. Det slår mig. Er blevet ham der danser lidt ude af takt. Kæmper med at følge den hurtige basrytme. Timerne går. Musikken. Øredøvende. Det giver ingen mening. Sludrer mere med mine medpassagerer i pendlertoget. Måske det er dét der er meningen. Ikke sige et kvæk. Under normale omstændigheder burde det lysne udenfor. Kommer i tanker om resten af weekendens planer. Gymnastik. Med datteren. På gulvet i byens store hal. Tanken om kolbøtter gør mig svimmel. Forvilder mig ned til toget. Sammen med de andre provinsielle. Fyldt. Med hjemløse og kåde teenagere skudt af på mokai. Godt brugt. Men tilfreds. Trods alt.

@provinsfar

Blåt skær

Blåt skær

Så sidder man her. Endnu engang lidt for længe.
På et vilkårligt toilet.
Med automatisk tænd-sluk lys. Blackoutet.
Ikke designet til fædre med brug for fred.
Både til det ene. Og til det andet.
Men mest af alt bare fred.
Så nu sidder man her. I mørke. For miljøets skyld.
Underbukser. Med gylp. Nede om anklerne.
Hverken helt. Eller halvt. Færdig.
Må klare resten i skæret fra en overophedet iPhone.
Ikke videre kønt.
Overvejer om jeg skal tage en selfie.
Dropper hurtigt tanken.

@provinsfar

Aftensmad

Aftensmad

Aftensmaden. Døgnets vigtigste måltid for den lille familie. Et spinkelt holdepunkt i en fortravlet hverdag. Fritidsaktiviteter og forlænget arbejdstider presser sig på. Undtagen ved aftensmaden. Her har man mulighed for at se sig selv og hinanden i øjnene. Der hvor vi bevæger vi os ind til kernen af det der betyder noget. Nærværet. Glemt er pendlertid. Dårlig økonomi. Nedprioriteret voksentid. Og den evige tsunami af institutionssygdomme, der presser familiens work-life balance. Vigtigt at værne om ritualet. For en stund. Det er i hvert fald hvad det kan blive til. En stund. Det er som om kernen af det der betyder noget ikke rigtig trænger igennem. Gråden. Trætheden. Sure og kræsne miner. Kulminerer i forældre der giver køb på ritualet. Ind vælter alt det der pludselig fylder noget. Pendlertid. Deadlines. Dårlig økonomi. Nedprioriteret mand/kone-tid. Tsunamien af institutionssygdomme. Et fast holdepunkt i en fortravlet hverdag. Overvejer at flytte ritualet over på morgenmaden. Om søndagen. Det er som om honning og pålægschokolade redder ritualet. Hver gang.

#provinsfar