Bankrådgiver
Kategori: Børn
Drikkebouillon
Har været ramt. Flere dage. Af en allergisk reaktion. Ingen ved noget. Gætter. Også lægerne. Måske er det den fancy sovs fra sidste weekends bryllup. Penicilin-kuren jeg måtte igennem ugen før. Eller noget vaskepulver vi aldrig har brugt. Ingen ved noget. Men den har sit eget liv. Allergien. Ræser rundt i kroppen. Prøver at finde vej. Ud. Så må en tur på sygehuset og bliver budt velkommen med armbånd. Festivalsæsonen går på hæld. Registreret. Under observation og med binyrebarkhormoner direkte i årene. Venter på svar. Det eneste jeg kan gøre er at kigge på uret. På væggen. Den røde sekundviser tikker. Langsomt. Imens transporteres den ene båre efter den anden forbi ude på gangen. Supersygehus in spe. En alarm går midt om natten. Personalet smider hvad de har i hænderne. Løber. Timerne går. Prøver at vurdere hvornår det er bedst at tage hul på en kop drikkebouillon. Knorr. Pulver. Kræver kun lidt kogt vand. Fandt den ude ved rullebordet med det røde saftevand. Klassisk. Stærk. Ikke engang svigermor blander sin Ribena half n’ half. Men Knorr-koppen er dagens højdepunkt. Venter. Til personalet fylder nyt vand på kanden. Skoldhed. Ellers er den spildt. Lægen kommer men ingen ved noget. Så må blive en nat mere. Stadig solide doser. Af hormoner og histaminer. Nu i pilleform. Når de ellers engang finder dem. Pillerne. Supersygehuset er efter sigende løbet tør. Timerne går. Indtil de kapitulerer og jeg sender bud efter egne piller. Hjemmefra. Imens kommer pigerne på visit. Hånd i hånd. Med gave til far. Chokolade. Smelter. Hjertet. Ikke chokoladen. Den spiser ungerne selv. Leger turpas med min hæve-sænke-seng indtil forældrenes stress tager over og vi vinker. Farvel. Efterlader altid et stort indtryk. Ungerne. Denne gang chokoladepletter på lagenet. Og dyk-ænder i vandflasken. Elsker det. Sover. Vågner. Tid til tjek af puls og temperatur. Termometer i det ene øre “hmm, temperaturen er lidt lav”. Det andet øre. “Den er også lav. Du har nok bare meget ørevoks. Alt er fint…”. Jeg indtager min hjemmebragte piller og får at vide at jeg kan tage hjem igen. Allergien vil stadig gerne ud. Det vil jeg også. Alle er glade.
@provinsfar
Nej – men jeg prøver!
Campist i eget hjem
Ungerne vil sove i telt. Tænker vi hellere må teste inden vi går all in. Så vi drager på tur. I haven. En flok campister i eget hjem. Smart træk. Den ældste panikker nemlig da mørket sænker sig. Afviser telt og vil sove i egen seng. Forældrene må splitte op. Som så mange andre nætter vogter vi over hver vores unge. Jeg stirrer på bålet mens konen trækker indenfor. Drikker en øl. To. Gløderne har gemt sig i asken inden jeg kravler i teltet. Sovepose. Kulden trænger sig på. Blottede skuldre. Supplerer med dyne mens jeg prøver at sno mig i den stramme sovepose. Hverken plads til arme. Eller ben. Desperat. Det hårde underlag tynger. Afviste luftmadras da konen spurgte. Enhver kan da sove på liggeunderlag. Timerne går. Kulden tager til. Den yngste vender sig uden at sovepose og dyne følger med. Så det gør jeg. Lukker ikke et øje. I stedet fanger jeg lydene. Udenfor. En avisdreng på knallert gasser op. Tæller. Gashåndtag. Postkasse. Gashåndtag. Postkasse. Noget tyder på at vejen hælder til den samme småborgerlige avis. Knallerten overtages af gæs. På træk. Sommeren er ved at vende. Skratter. Højt. Og hæmningsløst. Som en anden familie på vej sydpå synes de at diskutere indbyrdes. Bilferie. Uenighed om ruten. Trafikken. En iPad der løber tør for strøm. På bagsædet. Skal tisse. De to øl trænger sig på. Igen. Det samme gør det våde græs. Snor mig tre gange i soveposen. Kan ikke finde lynlåsen. Venter til det sidste med at stå op. Trækker pinen ud på det uundgåelige. Lister. Teltdugens lynlås knitrer. Skærer i ørerne. Uanset om man gør det langsomt. Eller hurtigt. Ungen vender sig men sover videre. Endelig overstået. Kravler ind i teltet igen. Mærker ryggen mod den våde teltdug. I det fjerne kan man høre motorvejen. Summer. Nærmest beroligende. Sover. Vågner. Avisbuddet drøner forbi. Igen. Ét langt kværn. Færdig med nattens rute. Jeg har mistet tiden men mærker temperaturen. Stige. I teltet. Må kæmpe mig fri af dyne og sovepose. Koger. Den tidlige morgensol har ramt haven. Ungen vågner. Campister i eget hjem. Vi går all in.
@provinsfar
Tissetrængende
200 skridt. Mindst
Møder en dreng på diget efter en dukkert. Hedebølge i sommerhuset. Kun lige fyldt fem. Drengen. Går alene da solen står højest på himlen. Kigger rundt mens jeg prøver at øjne en voksen. Ingen. Kun en enkelt hundelufter vandrer forbi i rask tempo. Kæmper for at følge med hunden. Hvem lufter hvem? Drengen slentrer videre uden at se sig tilbage. Iagttager ham et par hundrede meter inden jeg kalder på ham. Sød dreng. Virker ikke synderligt påvirket. Han er bare ude at gå en lille tur. En hemmelighed for sin mor. Og bror. Mærker panikken brede sig. I mig. Knægten stadig ukuelig. Overtaler ham alligevel til at vende om mens jeg prøver at finde ud af hvorfra han er kommet. 200 skridt. Eller 1000. Mindst. Ifølge ham selv. Imens prøver jeg at bevare roen. Trasker ned på stranden med knægten i hælene. Lyshåret. Ingen lyserøde håndklæder i sigte. Ifølge drengen kan der sidde mindst tre på det håndklæde. Mor. Lillebror. Og ham selv. Ikke far. Han er rejst sydpå. Spørger det ene badehåndklæde efter det andet. Ingen har set en mor på jagt efter en forsvunden knægt. Som ringe i vandet spredes budskabet. Fra badehåndklæde til tæppe. Fra gummibåd til badedyr. Indstiller mig langsomt på en tur til campingpladsen mens vi venter på landbetjenten. I stedet spotter jeg en kvinde længere nede af stranden. Famler. Rådvild. Fra badedyr til gummibåd. Fra tæppe til badehåndklæde. Vores blikke mødes og jeg vinker beroligende tilbage. Peger på drengen der tålmodigt er fulgt i hælene. Med tårer trillende omfavner hun sin knægt. Sender et taknemmeligt blik. Jeg nikker. Siger at alt er godt og trisser langsomt mod sommerhuset. Varmt sand. Vender mig om og spejder efter knægten. Stadig i sin mors favn. Nu i det fjerne. Et tåre trænger sig på da jeg ser mine tøser lege i haven. Skal lige til at tale med store bogstaver. Ingen går nogen steder uden at sige det til mor. Eller far. Vælger i stedet at give dem et kram. Sætter mig på terrassen. Betragter deres leg. Fredfyldt. Et øjeblik. Indtil den ene har taget den andens legetøj. Eller var det omvendt. I hvert fald ender det i gråd. Også her må man finde en løsning. Dramaet fra diget får en lykkelig slutning. Dramaet i haven tegner til at trække ud.
Er du helt sikker?
Censureret
En aftentur på stranden. Et hop i havet. Ungerne lokker.
Tager et billede der indfanger øjeblikket. Tøver lidt med at lægge billedet på de sociale medier. Man skal jo begrænse den slags når det ikke kun handler om en selv. Beslutter mig alligevel for at lægge det op.
Censureret. Selvfølgelig.
@provinsfar
Toiletbesøg
Fiskenet
10 dage i sommerhus.
På stranden. To gange dagligt.
Forcerer klitterne i fuld oppakning.
Ekstra bleer. Solkrem. Strandlegetøj.
Fiskenet. Tæpper. Håndklæder.
Madpakker. Skiftetøj. Badevinger.
Drage. Gummibåd. Læhegn.
Trækvogn. Og cykler. Selvfølgelig.
Bygger sandslot. Og spiser is.
Sover som en drøm.
På den igen i morgen.
10 dage i sommerhus.
@provinsfar
Provinsfar 