Kategori: Børn
Vindermentalitet
Slik (eller ballade)
Vendespil
Strikketøj
En smuttur til Sverige. Lund. Med konen. En hurtig forkælelse. Overnatning. Det kan noget. Sverige. Eller også er det bare følelsen af at komme lidt væk. Fra hverdagen. Har efterhånden været over broen nogle gange i år. Altid godt vejr. I dag står de dog. Og venter. På den anden side. Tjekker folks pas. Fuld bemanding. Er det kun i efterårsferien at folk smugler sig selv over grænsen? Har selvfølgelig glemt passet. Slipper igennem på det blegfede, glatte ansigt. Fotoet fra man fyldte atten. Og spritnyt kørekort i lommen. Luksus. Byens fineste hotel. The Lady Deluxe Room. Especially customed to ladies like yourself. Træt provinsfar. Det er lige mig. That little extra something. Strikketøj og gæstebog på værelset. Fuck it. Vi gør det. Har betalt for værelset så vi kører all in.
#provinsfar
Aftensmad
Aftensmaden. Døgnets vigtigste måltid for den lille familie. Et spinkelt holdepunkt i en fortravlet hverdag. Fritidsaktiviteter og forlænget arbejdstider presser sig på. Undtagen ved aftensmaden. Her har man mulighed for at se sig selv og hinanden i øjnene. Der hvor vi bevæger vi os ind til kernen af det der betyder noget. Nærværet. Glemt er pendlertid. Dårlig økonomi. Nedprioriteret voksentid. Og den evige tsunami af institutionssygdomme, der presser familiens work-life balance. Vigtigt at værne om ritualet. For en stund. Det er i hvert fald hvad det kan blive til. En stund. Det er som om kernen af det der betyder noget ikke rigtig trænger igennem. Gråden. Trætheden. Sure og kræsne miner. Kulminerer i forældre der giver køb på ritualet. Ind vælter alt det der pludselig fylder noget. Pendlertid. Deadlines. Dårlig økonomi. Nedprioriteret mand/kone-tid. Tsunamien af institutionssygdomme. Et fast holdepunkt i en fortravlet hverdag. Overvejer at flytte ritualet over på morgenmaden. Om søndagen. Det er som om honning og pålægschokolade redder ritualet. Hver gang.
#provinsfar
Fra børn og fulde folk…
Tanker
Morgenritual
Søndag. Morgen. Det er weekend og tid til at slappe af. Herligt. Første barn skriger. Op. Morgenmad. Havregrøden brænder på. Den ene kræver at blive madet. Sur. Den anden kan selv. Vil selv. Tror på det. Laver en kop te. Stanken. Bleskift. Først den ene. Så den anden. Gisp! Hvornår har de sidst været i bad? Rødmer. Den ene skal bades. Sur. Den anden kan selv. Vil selv. Tror på det. Et øjebliks ro. Gisp! Hvornår er der sidst blevet støvsuget! I gang. Oprydning. Samme klodser. Morgen, middag, aften. Indkøb. Til hele ugen. Slæber. Yngste skriger. Lur. Ældste. Her, iPad. Shhh. Ikke sige det til nogen. Teen. For længst blevet kold. Så blev klokken efterhånden 09.00…hvad fa’en skal man lave resten af dagen?
#provinsfar
Madordning
Jeg er blevet en del af statistikken. Måske ikke liiiige som 33 årig. Var lidt tøvende ift til at flytte ud af byen. Men nu sidder jeg her. I provinsen. Vi er efterhånden nogle stykker. Tilflytterne. Studieliv og lejlighed i København ligger bag os. Nu med små børn og behov for mere ro til den lille familie. Hus. Og have. Især have trænger sig på. Provinsen. En mental overvindelse. Følte sig næsten helt unik da man tog springet. Men nu viser det sig at alle har stået i de helt samme overvejelser. Tilflytterne. Forlige sig med tanken om at flytte ud af byen. Storbyen. Og til provinsen. Acceptere at livet som pendler sætter rammerne for din hverdag. Nu skal man i stedet forholde sig til radon og århundredets stormflod der giver fugt i kælderen. Igen i år.
Tilflytterne. Alle midt i 30’erne-ish. Med institutionsbørn og virus på work-life-balancenerven. Generationen der har indrettet hverdagen efter måltidskasser og Nemlig-leveringer. Jeg har spurgt dem alle sammen. Næsten. I hvert fald her i det lokale kvarter. For dem var provinsen ikke den største overvindelse. Det var visheden om at den lokale børnehave ikke kører med madordning. Du læste rigtigt. Madordning. Den gjorde ondt. Det er nemlig en dejlig børnehave. Masser af plads og ugentlige cykelture i den lokale skov. Alt er godt. Undtagen det med maden. Eller. Mangel på samme. Udsigten til at skulle smøre madpakker nager. Gentagelsen af sammenklap med postej hver dag de næste 10 år. Plus det løse. Tænk sig. Det var det der fyldte mest. For tilflytterne i provinsen. Alle midt i 30’erne-ish.
#provinsfar
Provinsfar 