Kategori: Børn

Nytår

Forsøger at gemme mig. Bag en håndfuld raketter. Hundelufter. Løber. Nabo. Alle blikke synes at følge min gang. Til og fra bilen der efterhånden er fyldt op med krudt. Og unger. Har de voksne fra pressemødet ikke lige sagt at man skal skrue lidt ned for festen. Blive hjemme. Fejre nytåret med de allernærmeste. Selv hunden ryster på hovedet. Skrue ned for festen. Ordene rammer mig. I år. Hvordan. Hvis vi gør som Søren og Mette siger bliver det jo bare den samme fest.  Som de sidste mange år. Har derfor købt mig fattig. I raketter. Et forsøg på at gøre det lidt anderledes end vi plejer. Godt Nytår. Også til hundelufteren….

Corona – Dag 6

Isolation. Fuldstændig afhængig af min kones omsorg. Og den bakke med mad hun stiller inden for døren. Tre gange om dagen. Elsker hende for det. Passer på mig. Ungerne. Glemmer nok at passe op sig selv. I processen. Det eneste hun nægter at give mig er cola. Påstår gang på gang at hun har glemt at købe dem. Men jeg kan se det på hendes blik. Når jeg spørger. Hun nyder at have overhånden på den her.

Isolation. Fuldstændig afhængig af min kones omsorg. Og den bakke med mad hun stiller inden for døren. Tre gange om dagen. Elsker hende for det. Passer på mig. Ungerne. Glemmer nok at passe op sig selv. I processen. Det eneste hun nægter at give mig er cola. Påstår gang på gang at hun har glemt at købe dem. Men jeg kan se det på hendes blik. Når jeg spørger. Hun nyder at have overhånden på den her.  

Corona – Dag 1

Coronaen har ramt. Mig. Hårdt. Må derfor isolere mig i udestuen. Herfra betragter jeg resten af familien på afstand mens jeg skiftevis fryser. Hoster. Og har hovedpine. På den anden side af glasdøren går livet videre. Mørket falder på, men udestuen lyser haven op. Som et andet akvarie følger de forbipasserende med fra stien. I provinsen er rygtet nemlig det eneste der spreder sig hurtigere end selve coronavirus. Der bliver holdt øje. Feberen raser i kroppen. Vil ud. Men hænger i. Det eneste jeg kan tænke på er mine unger. Om jeg mon har isoleret mig i tide så de slipper for at blive smittet. Og så selvfølgelig hvornår de logger af Netflix. Vi har begrænsning på hvor mange enheder der kan være på af gangen.

Coronaen har ramt. Mig. Hårdt. Må derfor isolere mig i udestuen. Herfra betragter jeg resten af familien på afstand mens jeg skiftevis fryser. Hoster. Og har hovedpine. På den anden side af glasdøren går livet videre. Mørket falder på, men udestuen lyser haven op. Som et andet akvarie følger de forbipasserende med fra stien. I provinsen er rygtet nemlig det eneste der spreder sig hurtigere end selve coronavirus. Der bliver holdt øje. Feberen raser i kroppen. Vil ud. Men hænger i. Det eneste jeg kan tænke på er mine unger. Om jeg mon har isoleret mig i tide så de slipper for at blive smittet. Og så selvfølgelig hvornår de logger af Netflix. Vi har begrænsning på hvor mange enheder der kan være på af gangen.