Vi er tilbage. Til regn. Blæst. Og daglige gøremål. Flyveturen hjemover sugede den sidste rest af sol. Overskud. Ud af forældrene. Resten af familien holder fast eventyret ved at aflevere flasker i Askepot-kostume. Jeg må prøve at tage ved lære…
Håbet var at en lille måned i troperne ville lette dagligdagen. Ingen madpakker eller flyverdragter der dominerer morgenritualet. I stedet udsigt til klipklappere. Badeshort. Solbriller. Videre. Men det modsatte har vist sig. Møder i stedet dagen. Varmen. Med en allergisk reaktion. En økologisk solcreme sender mig til tælling. Faktor 30. Da hævelsen lægger sig hen ad eftermiddagen må jeg til lægen. En tur i poolen har fjernet hørelsen. I øvrigt det tredje kontinent hvor øret kræver et lægebesøg. Sidst det skete var i Liberia. Hos en god ven bosiddende i Monrovia. Her placeres jeg på et stålbord. Vipper. Fanen skratter i baggrunden. Den lokale læge kigger opgivende på mig. Med en vis skepsis undrer jeg mig over at jeg skal have en lang, spids og brugt stålpind ind i øret. En udefinerbar, udtørret creme ligger på bordet. Tube uden låg. – Don’t worry. This is medicine made by the white man. Han griner. Lægen. Jager den spidse metalpind ind i øregangen på mig. Resterne af den udtørret creme følger samme vej. Seancen koster mig en formue. Men virker. Dag 2. Tilbringer dagen i sengen med opkast og dårlig mave. Jeg har boet næsten 10 år i troperne. Sammenlagt. Uden at det tilsyneladende har har gjort mig synderligt hårdfør. Skrøbelighed frem for alt. Dag 3. Solcreme. Øredråber. Mavepiller. Babypudder. Følsomme inderlår. Næsespray. Morgenritualet i troperne trækker ud. Resten af familien sidder tålmodigt og venter.
I dag formåede jeg at læse i min medbragte bog. Kan ikke huske hvornår det sidst er sket. Hele fem sider kun afbrudt af ledsaget toiletbesøg. Oppustning af badevinger. Konfliktmægling over strandlegetøj. Jagt efter muslingeskaller. Koralrester. Hentning af friskpresset juice til at dæmpe rastløsheden hos børn. Og voksne. Solkrem i rotation. Men jeg gjorde det!
Det er skønt med ferie.
Resort.
Buffet døgnet rundt.
Pandekager til morgen.
French Fries til frokost.
Og alt derimellem. Til aften.
Eneste ulempe med den buffet.
Er at man er oppe. På vandring.
Hele tiden efter mad.
Mens den anden.
Holder øje med ungerne.
Jeg har ikke snakket med min kone i en uge.
Sådan rigtigt.
Gad vide hvordan hun egentlig har det.
Uhh…..de har vafler i dag! Den var ny.
Ligger her. På en strandstol. Lytter til bølgeskvulp fra det azurblå hav. I skyggen af svajende palmer mærker jeg den konstante lune brise mod det lettere solbrændte ansigt. Ungerne leger i vandkanten. Opslugte af at finde de helt rette koralstumper. Sandslot. Det eneste der rammer mig. Lige her. Nu. Er det iskolde kondensvand fra glasset med den friskpressede vandmelon. Juice. Drypper. Isner mit varme maveskind. Hver gang. Som en lille slags reminder om at idyllen kun er til låns…
Der skal i virkeligheden ikke mere til. Lidt søvn. Og så nogen der laver en omelet til mig om morgenen…..
#morgenmadsbuffet
Er taget på ferie. Barsel. Skal have brændt den sidste rest af inden den ældste begynder i skole. Til sommer. Hvor faste mødetider og skole-hjem-samtaler bliver nye kilder til stress i hverdagen. Men inden vi når så langt er vi flygtet til varmere himmelstrøg. En lille måned på den anden side af kloden. Håbet er at undslippe den snigende vinterdepression der presser sig på. Naivt. Måske. Men i år foregår den for første gang uden bleer. Og klapvogne. En helt ny oplevelse. Ferien. Inden jeg får set mig om vil jeg kunne sidde på en fortorvscafe. Et sted. Nyde en croissant. Og en latte. Mens tøserne i min familie shopper. Noget tyder i hvert fald på at ungerne har det gen der skal til. Kan mærke vinterdepressionen langsomt fordufter. Glæder mig allerede nu til ferierne i fremtiden.
Jeg løber. Men jeg synes virkelig at det er hårdt. Både at komme afsted. Og at holde kadencen. Måske er det fordi jeg altid først kommer ud af døren om aftenen. Sent. Efter ungerne er lagt. Oftest med en ordentlig omgang krebinetter skvulpende i maven. Svigermor. Brun sovs. To portioner. Jeg løber. Men jeg synes virkelig at det er hårdt.
Noget tyder på at det nye år kommer til at byde på omvæltninger. Den ældste skal starte i skole. Efter sommerferien. En ny tilværelse med faste mødetider. Hver morgen. Tanken skræmmer. Vi er pressede nok i forvejen. Har af samme grund været kaldt til samtale i institutionen. Som jeg husker det var der kun gode ting at sige. Om min lille pige. Sidder alligevel og læser om krav til skolebørns færdigheder. Listen er lang. Der er flere af punkterne jeg ikke forstår. Det kræver vist at konen træder til i løbet af foråret. Ellers når vi det ikke. Klar. Parat. Skolestart. Godt Nytår.
Provinsfar 