Kategori: Familie

Forlænget spilletid

Flader ud på sofaen mens konen putter ungerne. Endnu en ligegyldig fodboldkamp flyder ud af TV’et og jeg beslutter mig for at gå en tur i stedet. Rejser mig. Børster småkagekrummerne af brystkassen. Et sidste lille stykke ligger alene tilbage i den fordybning jeg har efterladt i sofaen. Gemt. Næsten glemt. Mellem puderne. Vinden tager til i det jeg trasker ud i mørket. Folks oplyste stuer lyser gaden op. Alle er hjemme for tiden. Kan ikke lade være med at skule ind. Vindue. Efter vindue. Et enkelt flygtigt blik idet jeg trasker forbi. Alle stuer synes at være skåret over samme tema. Art-print og Ilva-møbler der sirligt indrettes så det passer til fjernsynet. Der fylder. Dominerer billedet ift. stuens størrelse. Styrer. Forstyrrer. Samtalen. Omvendt giver det mig mulighed for at få løbende opdateringer fra den fodboldkamp jeg forlod. Forlænget spilletid i nabolaget.

Flader ud på sofaen mens konen putter ungerne. Endnu en ligegyldig fodboldkamp flyder ud af TV’et og jeg beslutter mig for at gå en tur i stedet. Rejser mig. Børster småkagekrummerne af brystkassen. Et sidste lille stykke ligger alene tilbage i den fordybning jeg har efterladt i sofaen. Gemt. Næsten glemt. Mellem puderne. Vinden tager til i det jeg trasker ud i mørket. Folks oplyste stuer lyser gaden op. Alle er hjemme for tiden. Kan ikke lade være med at skule ind. Vindue. Efter vindue. Et enkelt flygtigt blik idet jeg trasker forbi. Alle stuer synes at være skåret over samme tema. Art-print og Ilva-møbler der sirligt indrettes så det passer til fjernsynet. Der fylder. Dominerer billedet ift. stuens størrelse. Styrer. Forstyrrer. Samtalen. Omvendt giver det mig mulighed for at få løbende opdateringer fra den fodboldkamp jeg forlod. Forlænget spilletid i nabolaget. 

Hjemmeskoling for de yngste

Det ligner et billede af to der holder i hånd. Et ægtepar der nyder et øjebliks tosomhed. Et småbørnsforældrepar der er stukket af. I hvert fald mentalt. Fra gråd. Putteritualer. Og modellervoks i gulvtæppet. I virkeligheden er der...

Det ligner et billede af to der holder i hånd. Et ægtepar der nyder et øjebliks tosomhed. Et småbørnsforældrepar der er stukket af. I hvert fald mentalt. Fra gråd. Putteritualer. Og modellervoks i gulvtæppet. I virkeligheden er der blot tale om dagens vagtskifte på legepladsen. Stranden. Haven. De eneste tidspunkter i løbet af dagen hvor min kone og jeg holder i hånd, og ser hinanden i øjnene, er ved vagtskifte. Et hurtigt klap. Udskiftning. Imens den ene holder ungerne beskæftiget i lock-down lister den anden sig op på loftet. Gemmer sig i en stille afkrog. Tramper i arbejdsklaveret en times tid indtil der tikker en sms ind fra den ene. At det er tid. Vagtskiftet kalder på legepladsen. Stranden. Haven. Den anden forsøger at ignorere den første sms men beskederne lader ingen tvivl tilbage. Det er tid.

En hård negl

Intet nyt at berette fra fronten. Provinsen. Handelsbyen. Villavejen. Matriklen. Stuen. Sofaen. Den lettere intermistiske arbejdsstation. Mig og min bærbar. Tramper i arbejdsklaveret. Ligesom i går. I år. Sidste år. Omgivet af støvede potteplanter. Og ungernes brugte sokker der sorgløst ligger spredt henover stuegulvet. Den eneste lyd i lokalet er fingrenes dans på tastaturet. Hurtigt. Taktfast. Accelererer. Stopper brat. Bogstaverne lander i den forkerte rækkefølge. Så må tilbage og gentage sætningen. Flere gange. Fuld fart. Frem. Frem. Tilbage. Tastaturets klikken er nu øredøvende. Løfter hænder og blik. Neglene er blevet for lange. Igen. Længere end i går. Forsvinder ind i tanker om lyse nætter i sommerhuset. Den eneste tid på året hvor neglene vokser med samme iver. Dobbelt hast. Først nu indser jeg at det måske ikke er havgusen der får neglene til at vokse. Hurtigere. Snarere tiden der står stille. Dag. Uge. Måned. Det hele skete i går. I virkeligheden er der nærmest gået et år. Med dage der ligner hinanden. En blåmejse banker på ruden med sit næb. Istemmer rytmen fra mit tastatur. Hurtigt. Taktfast. Skålen med nødder er tom. Igen. Rejser mig. Smiler. Sender en lille hilsen retur. Fuglen er forlængst fløjet. Jeg vil gøre det samme så snart varmen vender tilbage. Mod sommerhuset. Med to prik i armen hvis alt går vel. Finde ro i at neglene vokser mens jeg intet nyt beretter fra fronten.

Kælken

En onsdag. Sneen falder. Endelig. I den lille provinsby. Kælker med mine piger. Indtil det bliver mørkt. Glade og trætte. I seng. Best. Day. Ever. Dagen efter. Torsdag. Sneen er væk. Desværre. Datteren på fire. Utrøstelig. Faren skal. Men kan ikke. Gøre noget ved sneen. Ser det i hendes øjne. Det starter nu. Første gang hun begynder at opleve. At far. Ikke er perfekt. Ikke kan løse alt. En halv time senere. Lidt Ramasjang og kanelknækbrød. Datteren har glemt alt om sneen. Faren til gengæld. Pakker kælken væk. Utrøstelig.

En onsdag. Sneen falder. Endelig. I den lille provinsby. Kælker med mine piger. Indtil det bliver mørkt. Glade og trætte. I seng. Best. Day. Ever.

Dagen efter. Torsdag. Sneen er væk. Desværre. Datteren på fire. Utrøstelig. Faren skal. Men kan ikke. Gøre noget ved sneen. Ser det i hendes øjne. Det starter nu. Første gang hun begynder at opleve. At far. Ikke er perfekt. Ikke kan løse alt.

En halv time senere. Lidt Ramasjang og kanelknækbrød. Datteren har glemt alt om sneen. Faren til gengæld. Pakker kælken væk. Utrøstelig.

Nytår

Forsøger at gemme mig. Bag en håndfuld raketter. Hundelufter. Løber. Nabo. Alle blikke synes at følge min gang. Til og fra bilen der efterhånden er fyldt op med krudt. Og unger. Har de voksne fra pressemødet ikke lige sagt at man skal skrue lidt ned for festen. Blive hjemme. Fejre nytåret med de allernærmeste. Selv hunden ryster på hovedet. Skrue ned for festen. Ordene rammer mig. I år. Hvordan. Hvis vi gør som Søren og Mette siger bliver det jo bare den samme fest.  Som de sidste mange år. Har derfor købt mig fattig. I raketter. Et forsøg på at gøre det lidt anderledes end vi plejer. Godt Nytår. Også til hundelufteren….

Corona – Dag 10

Dagene i isolation flyder sammen. Må i kælderen for at komme på toilettet. Med skiftetøj og tandbørste under armen lister jeg ud af terrassedøren. Kulden og mørket rammer mig. Benene begynder at ryste. Resten af kroppen følger trop. Imens står naboen og iagttager mig. Over hækken. Kan kun se silhuetten, men den orange glød fra hans cigaret lyser op. Skiller sig ud fra resten af julebelysningen. Overvejer om jeg hellere må fortælle at jeg overnatter i udestuen fordi jeg er smittet. Med corona. Ikke fordi min kone og jeg er uvenner. I hvert fald ikke denne gang.

Dagene i isolation flyder sammen. Må i kælderen for at komme på toilettet. Med skiftetøj og tandbørste under armen lister jeg ud af terrassedøren. Kulden og mørket rammer mig. Benene begynder at ryste. Resten af kroppen følger trop. Imens står naboen og iagttager mig. Over hækken. Kan kun se silhuetten, men den orange glød fra hans cigaret lyser op. Skiller sig ud fra resten af julebelysningen. Overvejer om jeg hellere må fortælle at jeg overnatter i udestuen fordi jeg er smittet. Med corona. Ikke fordi min kone og jeg er uvenner. I hvert fald ikke denne gang.

Corona – Dag 6

Isolation. Fuldstændig afhængig af min kones omsorg. Og den bakke med mad hun stiller inden for døren. Tre gange om dagen. Elsker hende for det. Passer på mig. Ungerne. Glemmer nok at passe op sig selv. I processen. Det eneste hun nægter at give mig er cola. Påstår gang på gang at hun har glemt at købe dem. Men jeg kan se det på hendes blik. Når jeg spørger. Hun nyder at have overhånden på den her.

Isolation. Fuldstændig afhængig af min kones omsorg. Og den bakke med mad hun stiller inden for døren. Tre gange om dagen. Elsker hende for det. Passer på mig. Ungerne. Glemmer nok at passe op sig selv. I processen. Det eneste hun nægter at give mig er cola. Påstår gang på gang at hun har glemt at købe dem. Men jeg kan se det på hendes blik. Når jeg spørger. Hun nyder at have overhånden på den her.