FIS.K

Vores datter er startet i skole. Stråler som aldrig før så alt er godt. Nysgerrig. Vittig. Kreativ. Bogstaver der begynder at lande i den rigtige rækkefølge. Kan måske ikke tilskrives de første to dage i skole. Men alligevel. Vi gør hvad vi kan for at stimulere. Understøttte. Et nyt kapitel i livet som forældre. Et pres der synes at tynge. Især konen. Ser hende løbe rundt i haven. Med kridt. Tegne. Gestikulere. Tilføje K’er på alle de nye ord der vælter ud over fliserne. Sjældent har jeg set hende så engageret. Vores datter er startet i skole. Nysgerrig. Vittig. Kreativ...

Vores datter er startet i skole. Stråler som aldrig før så alt er godt. Nysgerrig. Vittig. Kreativ. Bogstaver der begynder at lande i den rigtige rækkefølge. Kan måske ikke tilskrives de første to dage i skole. Men alligevel. Vi gør hvad vi kan for at stimulere. Understøttte. Et nyt kapitel i livet som forældre. Et pres der synes at tynge. Især konen. Ser hende løbe rundt i haven. Med kridt. Tegne. Gestikulere. Tilføje K’er på alle de nye ord der vælter ud over fliserne. Sjældent har jeg set hende så engageret. Vores datter er startet i skole. Nysgerrig. Vittig. Kreativ…

As good as it gets…

Sidder med en følelse. At fremtiden vil få svært ved at slå den lomme vi befinder os i lige nu. Ferie. Nede i gear. Sommerhus. Strand. Udflugter. Som det plejer at være. På den måde har coronaen ingen indflydelse på årets sommerferie.

Sidder med en følelse. At fremtiden vil få svært ved at slå den lomme vi befinder os i lige nu. Ferie. Nede i gear. Sommerhus. Strand. Udflugter. Som det plejer at være. På den måde har coronaen ingen indflydelse på årets sommerferie. Den ligner de foregående år. Eneste forskel er at jeg nu slæber rundt på en hel del mindre småbørnsudstyr. Det hjælper at ungerne er blevet fire. Seks. Den ældste starter i skole lige om lidt. Vi forsøger derfor at nyde de sidste dage inden en ny hverdag går løs. Faste mødetider. Uden undtagelse. Slut med morgener, hvor gardinet trækkes fra til synet af villavejens børn. Allerede på vej. I skole. Måske. Det kræver i hvert fald at jeg begynder at stå en time tidligere op. Fremadrettet. Men ungerne sprudler af liv. Glæde. Leger sammen. Hver for sig. Lige så meget som de skændes. Uanset hvor meget vi er over dem. Tænker det skal være sådan. Prøver at lære dem at søskende er ens allierede når det hele ramler. Mod forældre. Skole. Omverden. Vælger at tro vi har valgt den rette strategi. Tiden vil vise om vi har ramt rigtigt. Forældrene er underligt nok også nogenlunde i ro. Med sig selv. Og hinanden. Tror jeg. Har glemt at spørge. Konen. Og mig selv. Men det er ferie så der er ingen grund til at forstyrre freden. Lige nu sidder jeg bare og suger det hele ind. I bilen. På vej hjem fra sommerhus. Det tidspunkt hvor jeg virkelig kan mærke livet som familie. Trætte. Vindblæste. Sand mellem tæerne fra den sidste tur til stranden. Kører. Solen går ned undervejs. Hjemme. Mørkt. Selv på en sensommeraften. Næsten. Bærer ungerne ind fra bilen. En af gangen. Sovende. Lægger dem i seng. De vender sig og trækker selv den kolde dyne op over skulderen. Sover videre. Går en runde i haven. Vinden har lagt sig. Stille. Ligesom ungerne. Samler sandaler i dugvåde græs. Det bliver svært at slå den lomme vi befinder os i lige nu.

Fortæl

Fortæl mig alt om din dag
Fortæl mig om din dag
Fortæl mig noget om din dag
Fortæl mig lidt om din dag
Fortæl mig én ting om din dag
Bare fortæl
Et eller andet….

Det er som om ungerne prøver at fortælle mig noget. Nemlig. Ingenting. Hverdag. Omvendt forstår de heller ikke når jeg skal forklare en dag med online møder, resultatkontrakt og forretningsmodeller. Vi spiser derfor vores aftensmad hurtigt. På den måde kan vi komme ud og gøre noget både far og barn kan forstå. Vandkamp og trampolin.

I don’t know what’s cool

Er jeg den eneste der sidder og savner en god koncertoplevelse. Live. Dansen. Musikken. Følelsen af bassens undertoner der trykker mod brystkassen. Rytmisk. Spildt øl og klistrede gulve. Kø ved garderoben. Hele pakken. All inclusive. Ikke fordi savnet har været specielt udtalt her under nedlukning. Corona. Hverdagslivet som småbørnsforældre har været en fast følgesvend i nogle år. Dagene går. Til sidst skelner man dem ikke fra hinanden. Dagene. Derfor er glæden desto større når chancen endelig byder sig. Igen. En dag. Mens jeg venter på at det hele vender tilbage tænker jeg. Tilbage. Til seneste koncert i byen. Træder forsigtigt ind i den store, åbne koncertsal. I god tid. Endnu halvtom. Fornemmer allerede tidligt at rusten skal bankes af. Føler mig ikke længere på sikker grund. Har taget en god, tyk og praktisk trøje på så jeg ikke skal fryse. Drikker en halv øl og løber ud for at tisse. På forskud. Tanken om at stå tæt og være tissetrængende skræmmer mig. Generationer mødes. Fylder langsomt salen med hver deres energiniveau. KB Hallen. Den unge mindes da den brændte. Den ældre da Beatles løftede taget. Midt imellem står min kone og jeg. Draget af ungdommens kåde dans. Og den ældre generations beskedne vuggen med foden. Mørket omslutter salen. Gulvet gynger. Bandet synger. Direkte til mig og min praktiske trøje. Nu sirligt bundet rundt om taljen. Upraktisk. I don’t know what’s cool anymore. Alphabeat. Bandet med en genfunden energi. Buldrer. Sluppet løs efter at have holdt pause med koncerter. En pause nogenlunde lige så længe som vi har haft små børn. På den måde matcher vi hinandens selskab. En gensidig anerkendelse af at have været isoleret fra det vilde og frie. Liv. Men nu står vi her. Igen. Ingen af os står med følelsen af at være gået glip af noget. Blot taknemmelige for at være tilbage. Er jeg den eneste der sidder og savner en god koncertoplevelse. Live.