Min far er i sommerhus og jeg må derfor begive mig afsted. Alene. På genbrugsstationen uden krog og trailer. Trods seks år som husejer er det første gang jeg kører herud. Uden min far. Situationen gør mig utilpas. Genbrugsstationen har nemlig sin helt egen junglelov. Nederst i hierarkiet finder man os uden trailer. Jeg triller derfor lidt tøvende ind på pladsen og parkerer afsides. Tomgang. Venter på en åbning i det store hav af mennesker og biler, der drøner ind og ud mellem hinanden. På et øjeblik skifter stemningen og det hele går i stå. Containeren med ting, der ikke er egnet til genbrug, er fyldt til bristepunktet. Folk bliver utålmodige. En trailer fuld af pantfrie dåser bakker. Drejer kontra og læsser af. Igennem bilrudens sidespejl spotter jeg et veltilpas smil på chaufførens læber. Synes at udtrykke en form for lettelse over at have genskabt lidt plads i kælderen. En ny dagstur over grænsen venter. Jeg bevæger mig forsigtigt væk fra bilen og ud i det bølgende virvar af mennesker. Biler. Affald. Vandrer hvileløst rundt, men får ikke rigtig smidt noget ud. I forsøget på at gennemskue ruten mellem mit udtjente plast, og de gamle bøtter med malingrester, overmandes jeg i stedet af følelser. Jeg savner min far. Glæder mig til at se ham. Igen. Med en trailer i ryggen vil vi genvinde vores retmæssige plads ved de gamle køleskabe. Og undres over hvordan udendørstræet er havnet nede i bunken med beton. Forhåbentligt går der ikke alt for længe inden vi ses.