I don’t know what’s cool

Er jeg den eneste der sidder og savner en god koncertoplevelse. Live. Dansen. Musikken. Følelsen af bassens undertoner der trykker mod brystkassen. Rytmisk. Spildt øl og klistrede gulve. Kø ved garderoben. Hele pakken. All inclusive. Ikke fordi savnet har været specielt udtalt her under nedlukning. Corona. Hverdagslivet som småbørnsforældre har været en fast følgesvend i nogle år. Dagene går. Til sidst skelner man dem ikke fra hinanden. Dagene. Derfor er glæden desto større når chancen endelig byder sig. Igen. En dag. Mens jeg venter på at det hele vender tilbage tænker jeg. Tilbage. Til seneste koncert i byen. Træder forsigtigt ind i den store, åbne koncertsal. I god tid. Endnu halvtom. Fornemmer allerede tidligt at rusten skal bankes af. Føler mig ikke længere på sikker grund. Har taget en god, tyk og praktisk trøje på så jeg ikke skal fryse. Drikker en halv øl og løber ud for at tisse. På forskud. Tanken om at stå tæt og være tissetrængende skræmmer mig. Generationer mødes. Fylder langsomt salen med hver deres energiniveau. KB Hallen. Den unge mindes da den brændte. Den ældre da Beatles løftede taget. Midt imellem står min kone og jeg. Draget af ungdommens kåde dans. Og den ældre generations beskedne vuggen med foden. Mørket omslutter salen. Gulvet gynger. Bandet synger. Direkte til mig og min praktiske trøje. Nu sirligt bundet rundt om taljen. Upraktisk. I don’t know what’s cool anymore. Alphabeat. Bandet med en genfunden energi. Buldrer. Sluppet løs efter at have holdt pause med koncerter. En pause nogenlunde lige så længe som vi har haft små børn. På den måde matcher vi hinandens selskab. En gensidig anerkendelse af at have været isoleret fra det vilde og frie. Liv. Men nu står vi her. Igen. Ingen af os står med følelsen af at være gået glip af noget. Blot taknemmelige for at være tilbage. Er jeg den eneste der sidder og savner en god koncertoplevelse. Live.

Karantæne-flow

Dag et-eller-andet i et land der er lukket. Ned. I hvert fald lidt endnu. I en tid hvor den primære kontakt til omverden er foregået via hullet i bagboens hæk kan jeg ikke længere skelne dagene fra hinanden. Naboens to katte hvæser dovent af mig hver morgen på hovedtrappen. I en foranderlig tid holder de på deres helt egen facon fast i hverdagens rytme.

Dag et-eller-andet i et land der er lukket. Ned. I hvert fald lidt endnu. I en tid hvor den primære kontakt til omverden er foregået via hullet i bagboens hæk kan jeg ikke længere skelne dagene fra hinanden. Naboens to katte hvæser dovent af mig hver morgen på hovedtrappen. I en foranderlig tid holder de på deres helt egen facon fast i hverdagens rytme.

Arbejder. Bearbejder. Hjemmefra. Prøver at dele opmærksomheden ligeligt mellem kåde chefer og rastløse unger. Ængsteligheden ulmer, men må tilpasse mig. I første omgang med et intermistisk kontor på soveværelset. Ovenpå. Op og ned af trappen. Til morgenmad. Frokost. Og eftermiddagskage. Praktisk. For kage er ikke et sted hvor man går på kompromis. Slet ikke i en krisetid. Nedlukningen dæmper måske forbruget men madbudgettet sprænger alle rammer. Det ser jeg nu i spejlet. Ulempen ved at have indrettet kontor i soveværelset. Med krum ryg og løftede skuldre betragter jeg mig selv. Skjorten gaber mellem knapperne. En tand mere end i går. Forsvinder. Ind i navlepilleriet. Kun sirenesangen fra online-chefens kalenderinvitationer får mig til at løfte blikket.

Landet er lukket ned men ungerne er tilbage i institution. De er glade. Ungerne. Men den føltes alligevel underlig. Beskeden. Om at det hele tager tilløb til at åbne igen. Hurtigere end først antaget. I tæt parløb med en underliggende rastløshed sidder jeg med en følelse af at komme til at savne det hele. Vores egen lille familieboble. Jeg har ikke noget i klemme i krisen. Endnu. Hverken økonomisk eller helbredsmæssigt. Frygten er der. Måske. Men det er ikke den primære årsag til den spirrende ængstelighed. Det til trods har jeg nydt tiden. En tid hvor man har været tvunget til at blive hjemme. Holde sig fra at lave planer. Eller deltage i planer andre plejer at lave for én. Ingen forpligtelser eller dårlig samvittighed.

Er så småt begyndt at stikke hovedet lidt længere ud igennem hækken. Igen. Forsøger at vende mig til tanken. Og be’r til at jeg en dag kan komme til at passe skjorten igen.

Provinsfar