Udstyrsstykke

Det er ikke længe siden
hvor jeg tog mig mig selv.
I at gå en tur. Med barnevognen.
Bare ned og runde torvet.
Lige for at mærke.
De bløde blikke.
Fra byens kvinder.
Hjem igen.
Sådan er det ikke længere.
Ungerne er for store.
Barnevognen er væk.
Slæber dog stadig rundt på alt udstyret.
Kan godt mærke at det er lidt andre blikke
Jeg nu møder fra byens kvinder.
Hjem igen.

Bænkevarmer

Sidder som en anden single.
bænken.
Og venter.
Venter på at blive budt op.
Til dans.
Men tiden går.
Intet sker.
Folk begynder at gå hjem.
Trætte.Jeg venter.
Lidt endnu.
Vil ikke helt se det i øjnene.
Er blevet brændt af.
Igen.
Noget med dårlige signaler.
Hvad gik der galt.
Sidder stadig på bænken.
Måske kommer jeg tilbage på sporet.
Hvis jeg venter.
Lidt endnu.

@provinsfar

Det her er mit spot

Det her er mit spot. Husets sjæl. Nerve. I overgangen mellem køkken. Og have. Leverpostej. Og trampolin. Hvis jeg var ryger ville det være her jeg dulmede nerverne med en smøg. Eller opkvikkede farkroppen med en sort kop kaffe. Det gør jeg ikke. Men jeg sidder her. Hele sommeren. Nyder matriklens sidste aftensol. Imens konen putter ungerne. Og når de ikke sover sidder de lige her. Leger. Synger. Plager. Om is. Jordbær. Chokolade. Knækbrød. Saftevand. Og jeg giver mig. Fordi jeg er for blød. Og fordi det er her jeg vil sidde sammen med dem. Det er herfra min verden går. Sådan er det i hvert fald blevet. Herfra man smuglytter til naboens samtaler. Herfra man bliver mindet om at det er tid til at slå græsset. Klippe hækken. Herfra jeg ser mine børn udføre ting på trampolinen som de ikke var i stand til sidste år. Det er det første sted jeg satte mig da vi overtog huset. Skræmt. Fra vid og sans. Over udsigten til et uoverskueligt byggeprojekt. Og en gravid kone. Det bliver sikkert også det sidste sted jeg sætter mig. Den dag jeg er tvunget til at sælge. Fordi knæene ikke kan klare trapperne. Eller fordi alderen gør mig for forvirret til at passe det. Så vil jeg sætte mig her. Og tage det hele ind. Det her er mit spot.
@provinsfar

Arbejdsdag i institutionen

Endnu et år med børn i institution. Endnu et år med tradition. Arbejdsdag for forældre. Folk kommer altid tidligt. Som om de aldrig arbejder. Tvunget til at mingle. Smile. Small-talke. Grine af de andres vittigheder. Kigger på opgaverne. Listen fuld af krydser. En iver efter at vise overskud. Primært fra forældrene med kun ét barn. Endnu kun i vuggestuen. Jeg starter programmet med en kop. Varmt. Kaffe. Et øjeblik. Pædagog-agtigt slentrer jeg rundt på legepladsen. Udstråler overblik. Føler mig som en del af stedet. Ét vue på børnene. Mest fokus på koppen. Kaffen. Kan godt mærke at jeg er mere rutineret i år. Kender på en måde gamet. Beslutter mig for at fikse ting. Hamre. Save. Borde. Bænke. Teamer op med fædre med udstyret i orden. Mandigt. Gør det. Fællesspisning. Buffet. Pizzasnegle. Salater. Pølsehorn. Kager med toppings. Hjemmelavet. Hvem kan overgå hinanden. Dammit. Glemt eget bidrag. Spæner hjem. Kigger i køleskabet. Febrilsk. Tomt. Griber et fad. Sniger. Langs hækken. I Kvickly. Færdigretten fra disken. Frikadeller. Flår emballagen af. Hælder dellerne i fadet. Slentrer. Overskudsagtigt tilbage. Serveret. Kigger rundt. Konstaterer. Tre fade. Med frikadeller. På bordet. Alle fra Kvickly. Rødmer. Smiler. Spiser.

@provinsfar

Lyd af villavej

Hvad er lyden af villavej. Et træt ansigt. Forårssol. Varmen hjælper. En stær kvidrer i træet. I nærheden. Skarpt forfulgt af spurve fra busken. Duen gider ikke. Den kigger dovent ned fra sin lygtepæl. HjemIs-bilen ringer. Kommer nærmere. Et fly på tværs af himlen. Hvid streg. Blå himmel. Bevæger sig hurtigere end lyden. Et nys af pollen drysser fra de høje birketræer. Fyraften. Starter en streng af plæneklippere i nabolaget. Vinden får de visne bøgehække til at rasle. Venter som de sidste på at springe ud. Naboens børn hopper i trampolin. En motorcykel gasser op. Suser forbi. Spiser ude. Forår. Inden hvepsesæsonen stresser måltidet. Med viftende håndled. Og klask med smækkeren. I haven. Tidligere betød det en duft af kul. Og tændbriketter. I dag. Blot et par klik-lyde til at antænde gasgrillen. Holder fast. Spiser. Skyggerne overtager terrassen. Ulvetimen sætter ind inden kullene bliver varme. Grædende børn. Skyldes primært tanken om kogte broccoli. En forælders lod her i livet. Spis. Ellers er der ingen HjemIs. Til dessert. Roen sænker sig. Duen er fløjet. Havedøren smækker. Lyden af villavej. Nogenlunde i den dur.

@provinsfar