
Vi er tilbage. Til regn. Blæst. Og daglige gøremål. Flyveturen hjemover sugede den sidste rest af sol. Overskud. Ud af forældrene. Resten af familien holder fast eventyret ved at aflevere flasker i Askepot-kostume. Jeg må prøve at tage ved lære…

Vi er tilbage. Til regn. Blæst. Og daglige gøremål. Flyveturen hjemover sugede den sidste rest af sol. Overskud. Ud af forældrene. Resten af familien holder fast eventyret ved at aflevere flasker i Askepot-kostume. Jeg må prøve at tage ved lære…

Håbet var at en lille måned i troperne ville lette dagligdagen. Ingen madpakker eller flyverdragter der dominerer morgenritualet. I stedet udsigt til klipklappere. Badeshort. Solbriller. Videre. Men det modsatte har vist sig. Møder i stedet dagen. Varmen. Med en allergisk reaktion. En økologisk solcreme sender mig til tælling. Faktor 30. Da hævelsen lægger sig hen ad eftermiddagen må jeg til lægen. En tur i poolen har fjernet hørelsen. I øvrigt det tredje kontinent hvor øret kræver et lægebesøg. Sidst det skete var i Liberia. Hos en god ven bosiddende i Monrovia. Her placeres jeg på et stålbord. Vipper. Fanen skratter i baggrunden. Den lokale læge kigger opgivende på mig. Med en vis skepsis undrer jeg mig over at jeg skal have en lang, spids og brugt stålpind ind i øret. En udefinerbar, udtørret creme ligger på bordet. Tube uden låg. – Don’t worry. This is medicine made by the white man. Han griner. Lægen. Jager den spidse metalpind ind i øregangen på mig. Resterne af den udtørret creme følger samme vej. Seancen koster mig en formue. Men virker. Dag 2. Tilbringer dagen i sengen med opkast og dårlig mave. Jeg har boet næsten 10 år i troperne. Sammenlagt. Uden at det tilsyneladende har har gjort mig synderligt hårdfør. Skrøbelighed frem for alt. Dag 3. Solcreme. Øredråber. Mavepiller. Babypudder. Følsomme inderlår. Næsespray. Morgenritualet i troperne trækker ud. Resten af familien sidder tålmodigt og venter.

På væggen står der at man ikke må smide papiret direkte i toilettet. Tropeøens kloaksystem kan ikke klare presset når Vesten kommer forbi. Og sætter sig. I stedet henvises der til skraldespanden. Det kræver sin mand for spanden står i modsatte hjørne. Med badeshorts om anklerne prøver jeg at samle tankerne. Solen bager ned på det lille blikskur. Sveden pibler. Løber. Salt i øjnene. Udenfor bruser bølgerne. To gekkoer standser et øjeblik deres dans efter myg. Loftet. Som om de afventer mit næste træk. Dansen om spanden. Fanen hakker. Cirkulerer varmen i det trange rum. Lugten. Bider i næsen. Vindhastighed 2. Det hele afhænger af hvad jeg gør nu. I dette øjeblik. Mange timer tilbragt. Alene. Med de tidlige versioner af iPhones. Paper Toss. Topscorer. Vis mig hvad du er lavet af….3…2…1….

Ligger her. På en strandstol. Lytter til bølgeskvulp fra det azurblå hav. I skyggen af svajende palmer mærker jeg den konstante lune brise mod det lettere solbrændte ansigt. Ungerne leger i vandkanten. Opslugte af at finde de helt rette koralstumper. Sandslot. Det eneste der rammer mig. Lige her. Nu. Er det iskolde kondensvand fra glasset med den friskpressede vandmelon. Juice. Drypper. Isner mit varme maveskind. Hver gang. Som en lille slags reminder om at idyllen kun er til låns…

Der skal i virkeligheden ikke mere til. Lidt søvn. Og så nogen der laver en omelet til mig om morgenen…..
#morgenmadsbuffet

Har brugt den sidste uge på at jagte guldbelagte templer. Bade i brusende vandfald. Og spise eksotiske nuddelretter. Ikke mindst. Men det meste af tiden er dog alligevel gået med at man ikke må røre stregerne. Slet ikke.


På jagt. Efter stjerneskud i den lokale park. I massivt søvnunderskud så tænker at jeg lige så godt kan blive oppe. Lidt endnu. En halv time med nakken tilbage. Ansigtet vendt. Halvvejs mod Karlsvognen. Og Cassiopeia. I mørket træder jeg i stort set lige så mange hundelorte som jeg ser stjerneskud. Tre styks. Begge oplevelser gør indtryk.

Jeg løber. Men jeg synes virkelig at det er hårdt. Både at komme afsted. Og at holde kadencen. Måske er det fordi jeg altid først kommer ud af døren om aftenen. Sent. Efter ungerne er lagt. Oftest med en ordentlig omgang krebinetter skvulpende i maven. Svigermor. Brun sovs. To portioner. Jeg løber. Men jeg synes virkelig at det er hårdt.

Noget tyder på at det nye år kommer til at byde på omvæltninger. Den ældste skal starte i skole. Efter sommerferien. En ny tilværelse med faste mødetider. Hver morgen. Tanken skræmmer. Vi er pressede nok i forvejen. Har af samme grund været kaldt til samtale i institutionen. Som jeg husker det var der kun gode ting at sige. Om min lille pige. Sidder alligevel og læser om krav til skolebørns færdigheder. Listen er lang. Der er flere af punkterne jeg ikke forstår. Det kræver vist at konen træder til i løbet af foråret. Ellers når vi det ikke. Klar. Parat. Skolestart. Godt Nytår.