Kategori: Hverdag

Nystrøget skjorte

Er træt. Sådan rigtig træt. 
Sover ikke. 
Nok. 
En blanding af unger der vågner. 
Tidligt. 
Og mig selv der ikke går i seng. 
Tidligt. 
Det begynder at sætte sig.
Vælger at stryge skjorten.
Inden jeg tager på arbejde.
For en gangs skyld.
Drastisk beslutning.
Håber det kan aflede den værste opmærksomhed. 
Fra resten af udtrykket.

@provinsfar

Udstyrsstykke

Det er ikke længe siden
hvor jeg tog mig mig selv.
I at gå en tur. Med barnevognen.
Bare ned og runde torvet.
Lige for at mærke.
De bløde blikke.
Fra byens kvinder.
Hjem igen.
Sådan er det ikke længere.
Ungerne er for store.
Barnevognen er væk.
Slæber dog stadig rundt på alt udstyret.
Kan godt mærke at det er lidt andre blikke
Jeg nu møder fra byens kvinder.
Hjem igen.

Skærmtid

Det er det blå lys der gør det. Tærer i livskvaliteten til langt ud på natten. Eksperter tordner mod skærmtid. Forringer din søvnlængde. For mig er telefonen ikke problemet. Jeg får min søvn. Den afbrydes kun af en kølig, dragende sirenesang. En sang der sniger sig ind efter mørkets frembrud og oplyser mit søvndyssende ansigt. En magisk sang. Sangen om natmad. Rester fra tidligere. Pølse. Chili. Løg. Ristet. Agurk. Syltet. Sennep. Sød. Spiser det koldt. Ligesom lyset. Fra køleskabet. Køleskabet. Det er det der roden til livskvaliteten. Søvnen er udskudt.

@provinsfar

Bænkevarmer

Sidder som en anden single.
På bænken.
Og venter.
Venter på at blive budt op.
Til dans.
Men tiden går.
Intet sker.
Folk begynder at gå hjem.
Trætte.Jeg venter.
Lidt endnu.
Vil ikke helt se det i øjnene.
Er blevet brændt af.
Igen.
Noget med dårlige signaler.
Hvad gik der galt.
Sidder stadig på bænken.
Måske kommer jeg tilbage på sporet.
Hvis jeg venter.
Lidt endnu.

@provinsfar

Det her er mit spot

Det her er mit spot. Husets sjæl. Nerve. I overgangen mellem køkken. Og have. Leverpostej. Og trampolin. Hvis jeg var ryger ville det være her jeg dulmede nerverne med en smøg. Eller opkvikkede farkroppen med en sort kop kaffe. Det gør jeg ikke. Men jeg sidder her. Hele sommeren. Nyder matriklens sidste aftensol. Imens konen putter ungerne. Og når de ikke sover sidder de lige her. Leger. Synger. Plager. Om is. Jordbær. Chokolade. Knækbrød. Saftevand. Og jeg giver mig. Fordi jeg er for blød. Og fordi det er her jeg vil sidde sammen med dem. Det er herfra min verden går. Sådan er det i hvert fald blevet. Herfra man smuglytter til naboens samtaler. Herfra man bliver mindet om at det er tid til at slå græsset. Klippe hækken. Herfra jeg ser mine børn udføre ting på trampolinen som de ikke var i stand til sidste år. Det er det første sted jeg satte mig da vi overtog huset. Skræmt. Fra vid og sans. Over udsigten til et uoverskueligt byggeprojekt. Og en gravid kone. Det bliver sikkert også det sidste sted jeg sætter mig. Den dag jeg er tvunget til at sælge. Fordi knæene ikke kan klare trapperne. Eller fordi alderen gør mig for forvirret til at passe det. Så vil jeg sætte mig her. Og tage det hele ind. Det her er mit spot.
@provinsfar