
Forældre


Jeg havde astma som knægt. Det startede vist omkring syvårsalderen. Da det stod værst til måtte min far bære mig rundt på grund af manglende luft. Ingen energi. Det tog noget tid inden mine forældre fandt ud af hvad jeg fejlede. Lægerne hang vist ikke rigtig på træerne. Dengang. Slutfirserne. Mine forældre havde slået sig ned i Bangladesh. For en stund. Men det blev bedre. Medicinen gav mig energien tilbage. Begyndte at løbe. Ikke sammen med min far. Han var mere til pibe. Og squash med sin norske kollega. Så han hægtede mig i stedet på en anden voksen. Jævnligt. Løb side om side med manden. Flemming. Tror jeg. Vi sagde ikke så meget til hinanden. Men jeg husker ham tydeligt. Malende i sit tempo. Virkede lidt gammel. De lokale stod langs med floden. Betragtede os imens de indhyllede sig selv i sæbeskum. Lyserødt. Old school. Fra top. Til tå. Rystede på hovedet af os. Jeg måtte kæmpe for at følge med. Hans vejrtrækning var hypnotisk. Rytmisk. Hvæsende. Han lod til at kæmpe om hver eneste sug af den fugtige, tropiske aftenluft. Ned i lungerne. Jeg undrede mig meget. Dengang. Det var trods alt mig der havde astma. Holdt mig oppe på fire daglige doser. Binyrebarkhormon i spray form. Men det var manden der hvæsede. Hvorfor. Da slår det mig. Her midt ude på min faste løberute. Igennem skoven. Forår. Der er ingen lokale køgegensere i åen der vasker sig. Med sæbe. Men mit tempo er malende. Min vejrtrækning er hypnotisk. Rytmisk. Hvæsende. Jeg har ikke astma længere. Jeg har bare nået samme alder som Flemming. Min gamle løbemakker.

Parforhold handler om at være
helt klar over hvad der er galt.
Når man får at vide at alt er fint
Foråret pibler frem. Solen skinner.
Kroppen fyldes med ny energi.
Mod. Løbeskoene på. Ud og mærke
naturen. Den brænder i lungerne.
Og sortner for øjnene. Tror jeg
venter lidt med at løbe næste tur.
I skovens dybe stille ro.
En smuk kvinde. Mor til børn i institutionen. Står ude ved vejen. En tidlig morgen. Kigger på mig. Vinker. Smiler. Lidt frækt. I det jeg træder ud af døren. Jeg vinker tilbage. Overrasket. Afdæmpet. Men heller ikke afvisende. Jeg kommer nærmere. Øjeblikket føles intenst. Hun kigger på mig en sidste gang. Vender rundt. Cykler væk. Uden at se sig tilbage. Det gør jeg. Har glemt mine handsker. Ser kvindens to børn. Kigger ud. Næserne trykket mod institutionens vindue. Vinker indtil det sidste glimt af deres mor. Jeg dropper handskerne.
@provinsfar
Hvad kræver det for at slå igennem.
Opnå succes. Selvfølgelig hårdt arbejde.
Dedikation. Det giver mening.
Men det er vist også meget godt at have en
lidelseshistorie. Noget man kan trække
frem og kapitalisere på.
Jeg har engang skulle samle et IKEA-skab.
Sammen med min kone.
Dét var ren lidelse.
Kan man godt tillade sig at melde
klart ud over for sin knap 3-årige
at hun ikke skal “triple-dippe”
sine fritter i min salatmayo?
…..This is your dancing space, this is my dancing space!
Jeg savner København. Nogen gange. Ikke så meget om sommeren. Der er alt godt. Men henover vinteren kommer den krybende. Længslen. Efter lydende. Lugten. Barristamaskiner der sprutter. Metrobyggerier der snurrer. A-busser der lukker døre for næsen af halsende passagerer. Nogen gange. Savner jeg København.

