Gensynsglæde

Min far er i sommerhus og jeg må derfor begive mig afsted. Alene. På genbrugsstationen uden krog og trailer. Trods seks år som husejer er det første gang jeg kører herud. Uden min far. Situationen gør mig utilpas. Genbrugsstationen har nemlig sin helt egen junglelov. Nederst i hierarkiet finder man os uden trailer. Jeg triller derfor lidt tøvende ind på pladsen og parkerer afsides. Tomgang. Venter på en åbning i det store hav af mennesker og biler, der drøner ind og ud mellem hinanden. På et øjeblik skifter stemningen og det hele går i stå. Containeren med ting, der ikke er egnet til genbrug, er fyldt til bristepunktet. Folk bliver utålmodige. En trailer fuld af pantfrie dåser bakker. Drejer kontra og læsser af. Igennem bilrudens sidespejl spotter jeg et veltilpas smil på chaufførens læber. Synes at udtrykke en form for lettelse over at have genskabt lidt plads i kælderen. En ny dagstur over grænsen venter. Jeg bevæger mig forsigtigt væk fra bilen og ud i det bølgende virvar af mennesker. Biler. Affald. Vandrer hvileløst rundt, men får ikke rigtig smidt noget ud. I forsøget på at gennemskue ruten mellem mit udtjente plast, og de gamle bøtter med malingrester, overmandes jeg i stedet af følelser. Jeg savner min far. Glæder mig til at se ham. Igen. Med en trailer i ryggen vil vi genvinde vores retmæssige plads ved de gamle køleskabe. Og undres over hvordan udendørstræet er havnet nede i bunken med beton. Forhåbentligt går der ikke alt for længe inden vi ses.

Løbetid

Er begyndt at løbetræne igen efter en lang periode uden motion. Efterårs-blues. Coronasyg. Jul. Nytår. Kulde. You name it. Men nu er jeg altså begyndt at løbe igen. Hurtigere og oftere end jeg egentlig havde regnet med. Jeg prøvede først med gåture men de viste sig ikke at gøre noget godt for mig. Satte for mange tanker igang. Om livet. Børn. Ægteskab. Job. Karriere. Hobby. Krop. Form. Sjæl. Fremtid. Fortid. Lyster. Dæmoner. Ønsker. Drømme. Begrænsninger. Muligheder. Sorg. Glæde. Grin. Åndenød. Masser af åndenød. Så nu er jeg altså begyndt at løbe igen. Der har jeg nemlig kun overskud til at koncentrere mig om at trække vejret. Og følge med…..

På vippen

Der var engang jeg kunne træne intensivt. Fire dage i løbet af ugen - og derefter spille to fodboldkampe på en weekend. Uden at blinke med øjnene. Det mener jeg egentlig stadig at jeg kan. Alligevel sortner det for øjnene. Og anstrengelserne overvælder min lår. De tre minutter jeg indtil videre har vippet med mine unger i løbet af ferien...

Der var engang jeg kunne træne intensivt. Fire dage i løbet af ugen – og derefter spille to fodboldkampe på en weekend. Uden at blinke med øjnene. Det mener jeg egentlig stadig at jeg kan. Alligevel sortner det for øjnene. Og anstrengelserne overvælder min lår. De tre minutter jeg indtil videre har vippet med mine unger i løbet af ferien…   

Snevejr

Elsker den nyfaldne sne. Roen sænker sig med i takt med hver fnug der daler. Kælk. Røde kinder. En snebold der flyver. Rammer. Smelter ned i den lille åbning mellem hue og jakke. Et øjebliks gys i nakken. Grin. Leg. Varm kakao. Sneen falder så det er med at komme ud. Hurtigt. Rydde fortovet inden naboen. Det eneste tidspunkt på året, hvor jeg føler jeg kan være lidt foran på hus- og havevedligehold. Signalere et overskud der ikke er der. Desværre smelter sneen hurtigt. Og med den. Illusionen. Men for en kort stund elsker jeg den nyfaldne sne.

Havregryn

Vil du have havregrød?
Hvad så med havregryn?
Grov- eller finhvalsede?
Hvad med müesli, måske?
Eller yoghurt? Uden noget?
Et stykke brød?
Eller en bolle med ost? Syltetøj?
Hvad så med et knækbrød? Banan?
Står tidligere og tidligere op.
For at have tid. Til morgenmaden.
Burde nok i stedet stramme lidt mere op.
Overfor mine børn.

Selvynk

Troede egentlig at nedlukning og aflysning ville give tid til tanker. Igangsættelse af nye projekter. Færdiggørelse af gamle. Men det er ikke tilfældet. Den står stadig på gråd. Grin. Oprydning. Rugbrødsmadder. Aftensmad. Tøjvask. Kamp om brusebad. Tøjvalg. Sengetid. Et glimt af lykke rundt om bålet. Snobrød. Skumfiduser. Kalaha. En ny dimension er dog kampen om skærmtid. Nu mellem forældrene. Afløser hinandens online-møder. Hjemmeskole. Til tider føles det som om hverdagen fylder mere end nogensinde. Måske fordi det er det eneste vi har for tiden. Hverdagen. Bladrer dagens Facebook-opslag igennem. Blandt profiler med madopskrifter og 5G konspirationsteorier falder jeg over en mand. Far. Kalder sig selv Barnlig. Gift. Og otte børn. Otte! Gisper ved tanken. Men de ser nu alligevel ud til at klare hverdagen i karantæneland. En barnligfar  med  overskud. Min dårlige samvittighed overdøver for en kort stund min selvynk. Hvordan klarer han det. Jeg kan dårligt overskue mine to. Indtil det slår mig at alle hans børn jo også er hjemsendt. På den måde slipper han jo faktisk for at smøre fire gange så mange madpakker som mig. Hver dag. Det løber jo ret hurtigt op. Relativt set. Sikke meget tid han lige pludselig har fået frigivet. Til sig selv. Min selvynk genvinder langsomt sit retmæssige overtag over den dårlige samvittighed…

Genåbning

Skolerne genåbner i dag. I hvert fald for de yngste. Datteren på seks må derfor afsted. Cykelhjelm og den alt for store skoletaske står klar. Det samme gør datteren. Spændt. Smiler over hele ansigtet som var det første skoledag. Igen. Det er dog med en vis gru at vi sender hende afsted. Ud af døren. Tanken om de mange ufærdige lektier tynger. Nu i rygsækken. Ungen gad ikke. Og forældrene havde hverken energien eller disciplinen til en måned med Teams-møder og hjemmeskoling. Den dårlige samvittighed nager. Tiltager efterhånden som vi nærmer os skolen. Konstaterer at børnene stadig skal afleveres udenfor. Forældre ingen adgang. Ånder lettet op. På den måde slipper jeg for at se datterens lærer i øjnene. Undskylde. Vi vinker farvel og jeg sniger mig hurtigt væk af den samme vej vi er kommet. Griber telefonen. Ringer til konen. Foreslår at vi øger den årlige indbetaling til børneopsparingen. Bare for en sikkerheds skyld. Så har datteren da noget at falde tilbage på. Hvis alt glipper...

Skolerne genåbner i dag. I hvert fald for de yngste. Datteren på seks må derfor afsted. Cykelhjelm og den alt for store skoletaske står klar. Det samme gør datteren. Spændt. Smiler over hele ansigtet som var det første skoledag. Igen. Det er dog med en vis gru at vi sender hende afsted. Ud af døren. Tanken om de mange ufærdige lektier tynger. Nu i rygsækken. Ungen gad ikke. Og forældrene havde hverken energien eller disciplinen til en måned med Teams-møder og hjemmeskoling. Den dårlige samvittighed nager. Tiltager efterhånden som vi nærmer os skolen. Konstaterer at børnene stadig skal afleveres udenfor. Forældre ingen adgang. Ånder lettet op. På den måde slipper jeg for at se datterens lærer i øjnene. Undskylde. Vi vinker farvel og jeg sniger mig hurtigt væk af den samme vej vi er kommet. Griber telefonen. Ringer til konen. Foreslår at vi øger den årlige indbetaling til børneopsparingen. Bare for en sikkerheds skyld. Så har datteren da noget at falde tilbage på. Hvis alt glipper…

Forlænget spilletid

Flader ud på sofaen mens konen putter ungerne. Endnu en ligegyldig fodboldkamp flyder ud af TV’et og jeg beslutter mig for at gå en tur i stedet. Rejser mig. Børster småkagekrummerne af brystkassen. Et sidste lille stykke ligger alene tilbage i den fordybning jeg har efterladt i sofaen. Gemt. Næsten glemt. Mellem puderne. Vinden tager til i det jeg trasker ud i mørket. Folks oplyste stuer lyser gaden op. Alle er hjemme for tiden. Kan ikke lade være med at skule ind. Vindue. Efter vindue. Et enkelt flygtigt blik idet jeg trasker forbi. Alle stuer synes at være skåret over samme tema. Art-print og Ilva-møbler der sirligt indrettes så det passer til fjernsynet. Der fylder. Dominerer billedet ift. stuens størrelse. Styrer. Forstyrrer. Samtalen. Omvendt giver det mig mulighed for at få løbende opdateringer fra den fodboldkamp jeg forlod. Forlænget spilletid i nabolaget.