Kategori: Hverdag

Hjemmeskoling for de yngste

Det ligner et billede af to der holder i hånd. Et ægtepar der nyder et øjebliks tosomhed. Et småbørnsforældrepar der er stukket af. I hvert fald mentalt. Fra gråd. Putteritualer. Og modellervoks i gulvtæppet. I virkeligheden er der...

Det ligner et billede af to der holder i hånd. Et ægtepar der nyder et øjebliks tosomhed. Et småbørnsforældrepar der er stukket af. I hvert fald mentalt. Fra gråd. Putteritualer. Og modellervoks i gulvtæppet. I virkeligheden er der blot tale om dagens vagtskifte på legepladsen. Stranden. Haven. De eneste tidspunkter i løbet af dagen hvor min kone og jeg holder i hånd, og ser hinanden i øjnene, er ved vagtskifte. Et hurtigt klap. Udskiftning. Imens den ene holder ungerne beskæftiget i lock-down lister den anden sig op på loftet. Gemmer sig i en stille afkrog. Tramper i arbejdsklaveret en times tid indtil der tikker en sms ind fra den ene. At det er tid. Vagtskiftet kalder på legepladsen. Stranden. Haven. Den anden forsøger at ignorere den første sms men beskederne lader ingen tvivl tilbage. Det er tid.

En hård negl

Intet nyt at berette fra fronten. Provinsen. Handelsbyen. Villavejen. Matriklen. Stuen. Sofaen. Den lettere intermistiske arbejdsstation. Mig og min bærbar. Tramper i arbejdsklaveret. Ligesom i går. I år. Sidste år. Omgivet af støvede potteplanter. Og ungernes brugte sokker der sorgløst ligger spredt henover stuegulvet. Den eneste lyd i lokalet er fingrenes dans på tastaturet. Hurtigt. Taktfast. Accelererer. Stopper brat. Bogstaverne lander i den forkerte rækkefølge. Så må tilbage og gentage sætningen. Flere gange. Fuld fart. Frem. Frem. Tilbage. Tastaturets klikken er nu øredøvende. Løfter hænder og blik. Neglene er blevet for lange. Igen. Længere end i går. Forsvinder ind i tanker om lyse nætter i sommerhuset. Den eneste tid på året hvor neglene vokser med samme iver. Dobbelt hast. Først nu indser jeg at det måske ikke er havgusen der får neglene til at vokse. Hurtigere. Snarere tiden der står stille. Dag. Uge. Måned. Det hele skete i går. I virkeligheden er der nærmest gået et år. Med dage der ligner hinanden. En blåmejse banker på ruden med sit næb. Istemmer rytmen fra mit tastatur. Hurtigt. Taktfast. Skålen med nødder er tom. Igen. Rejser mig. Smiler. Sender en lille hilsen retur. Fuglen er forlængst fløjet. Jeg vil gøre det samme så snart varmen vender tilbage. Mod sommerhuset. Med to prik i armen hvis alt går vel. Finde ro i at neglene vokser mens jeg intet nyt beretter fra fronten.

Kælken

En onsdag. Sneen falder. Endelig. I den lille provinsby. Kælker med mine piger. Indtil det bliver mørkt. Glade og trætte. I seng. Best. Day. Ever. Dagen efter. Torsdag. Sneen er væk. Desværre. Datteren på fire. Utrøstelig. Faren skal. Men kan ikke. Gøre noget ved sneen. Ser det i hendes øjne. Det starter nu. Første gang hun begynder at opleve. At far. Ikke er perfekt. Ikke kan løse alt. En halv time senere. Lidt Ramasjang og kanelknækbrød. Datteren har glemt alt om sneen. Faren til gengæld. Pakker kælken væk. Utrøstelig.

En onsdag. Sneen falder. Endelig. I den lille provinsby. Kælker med mine piger. Indtil det bliver mørkt. Glade og trætte. I seng. Best. Day. Ever.

Dagen efter. Torsdag. Sneen er væk. Desværre. Datteren på fire. Utrøstelig. Faren skal. Men kan ikke. Gøre noget ved sneen. Ser det i hendes øjne. Det starter nu. Første gang hun begynder at opleve. At far. Ikke er perfekt. Ikke kan løse alt.

En halv time senere. Lidt Ramasjang og kanelknækbrød. Datteren har glemt alt om sneen. Faren til gengæld. Pakker kælken væk. Utrøstelig.

Corona – Dag 10

Dagene i isolation flyder sammen. Må i kælderen for at komme på toilettet. Med skiftetøj og tandbørste under armen lister jeg ud af terrassedøren. Kulden og mørket rammer mig. Benene begynder at ryste. Resten af kroppen følger trop. Imens står naboen og iagttager mig. Over hækken. Kan kun se silhuetten, men den orange glød fra hans cigaret lyser op. Skiller sig ud fra resten af julebelysningen. Overvejer om jeg hellere må fortælle at jeg overnatter i udestuen fordi jeg er smittet. Med corona. Ikke fordi min kone og jeg er uvenner. I hvert fald ikke denne gang.

Dagene i isolation flyder sammen. Må i kælderen for at komme på toilettet. Med skiftetøj og tandbørste under armen lister jeg ud af terrassedøren. Kulden og mørket rammer mig. Benene begynder at ryste. Resten af kroppen følger trop. Imens står naboen og iagttager mig. Over hækken. Kan kun se silhuetten, men den orange glød fra hans cigaret lyser op. Skiller sig ud fra resten af julebelysningen. Overvejer om jeg hellere må fortælle at jeg overnatter i udestuen fordi jeg er smittet. Med corona. Ikke fordi min kone og jeg er uvenner. I hvert fald ikke denne gang.

Corona – Dag 6

Isolation. Fuldstændig afhængig af min kones omsorg. Og den bakke med mad hun stiller inden for døren. Tre gange om dagen. Elsker hende for det. Passer på mig. Ungerne. Glemmer nok at passe op sig selv. I processen. Det eneste hun nægter at give mig er cola. Påstår gang på gang at hun har glemt at købe dem. Men jeg kan se det på hendes blik. Når jeg spørger. Hun nyder at have overhånden på den her.

Isolation. Fuldstændig afhængig af min kones omsorg. Og den bakke med mad hun stiller inden for døren. Tre gange om dagen. Elsker hende for det. Passer på mig. Ungerne. Glemmer nok at passe op sig selv. I processen. Det eneste hun nægter at give mig er cola. Påstår gang på gang at hun har glemt at købe dem. Men jeg kan se det på hendes blik. Når jeg spørger. Hun nyder at have overhånden på den her.  

Corona – Dag 5.

Har brugt ugen på at sidde i gyngestol. Fra morgen til aften. I udestuen. Fjernsynet tændt. I baggrunden. Kun afbrudt af min dybe, tunge, rallende hoste. Forsøger at rejse mig hen på eftermiddagen men må droppe det igen. Har siddet forkert med ryggen. Sætter mig tungt tilbage i gyngestolen. Sukker. Konstaterer at jeg har fået et andet syn på livet. Om hvordan det sikkert kommer til at se ud når jeg bliver gammel. Lover mig selv at jeg skal løbe en lang tur lige så snart jeg er corona-fri.

Har brugt ugen på at sidde i gyngestol. Fra morgen til aften. I udestuen. Fjernsynet tændt. Lidt for høj. I baggrunden. Kun afbrudt af min dybe, tunge, rallende hoste. Forsøger at rejse mig hen på eftermiddagen men må droppe det igen. Har siddet forkert med ryggen. Sætter mig tungt tilbage i gyngestolen. Sukker. Konstaterer at jeg har fået et andet syn på livet. Om hvordan det sikkert kommer til at se ud når jeg bliver gammel. Lover mig selv at jeg skal løbe en lang tur lige så snart jeg er corona-fri.