Corona – Dag 1

Coronaen har ramt. Mig. Hårdt. Må derfor isolere mig i udestuen. Herfra betragter jeg resten af familien på afstand mens jeg skiftevis fryser. Hoster. Og har hovedpine. På den anden side af glasdøren går livet videre. Mørket falder på, men udestuen lyser haven op. Som et andet akvarie følger de forbipasserende med fra stien. I provinsen er rygtet nemlig det eneste der spreder sig hurtigere end selve coronavirus. Der bliver holdt øje. Feberen raser i kroppen. Vil ud. Men hænger i. Det eneste jeg kan tænke på er mine unger. Om jeg mon har isoleret mig i tide så de slipper for at blive smittet. Og så selvfølgelig hvornår de logger af Netflix. Vi har begrænsning på hvor mange enheder der kan være på af gangen.

Kysset. Og et lille nip i øret

Ligger på sofaen. Lytter til regnen der slår mod ruden. Konen kigger mig i øjnene. Smiler. Rejser sig. Læner sig ind over mig. Kysser. Længere end normalt. Hun er på vej i seng. Mærker hendes søde duft pirre i kroppen. Lægger an til at rejse mig og trække med ovenpå. I stedet lægger hun sin hånd på min brystkasse. Presser mig tilbage i sofaen. Overgiver mig. Til hende. Læberne mod mine. Kysset. Nipper min øreflip inden hun hvisker til mig at jeg skal blive liggende. Lidt endnu. Hun vil gerne gå i forvejen. Op. Falde ordentligt i søvn. Uden mig. Ellers vækker jeg hende bare med min snorken. Holder hende vågen hele natten. Kigger mig i øjnene. Smiler. Men ikke til at tage fejl af.

Mindeord – på en måde

Tænker. På dig. På hvad har du betydet. Fyldt. Hos mig. I det store billede blot en parentes. Alligevel fylder du hele hovedet i disse dage. Påvirker humøret når jeg tænker på at du ikke er her længere. Hvad gik dig på? Hvad gjorde at du ikke længere ville stå. Gå. Videre. Du er ikke den første jeg kender der har sagt farvel. Før tid. Og efter eget valg. Alligevel forstår jeg det ikke. Fik depressionen overtaget. Håbløsheden. Eller kærligheden. Mens jeg sidder her og tænker på dig forsøger jeg at forstå meningen med det hele. En tåre presser sig på. Men vil ikke ud. Pakker den i stedet ind. Gemmer den væk. Ned. Til alle de andre ting man samler på og ikke kan forstå. Livet går videre. Man forbliver en parentes. For nogen er den større end andre. Men livet går videre. Bladrer igennem nyhedsstrømmen. Seneste breaking diskuterer hvorvidt hæve-sænke-borde på hjemmearbejdspladsen skal sikres ved lov. Og ret. Menneskeligt. Måske. Og alligevel helt absurd. Vi fordyber os i retten til at stå op. Hjemme. Men ænser ikke dem der bare prøver at stå. Op. I årevis forsøger de at hæve sig over modløsheden, men ender i sidste ende med at sænke sig selv helt ned i mørket. Nu blot et minde. Ære være dit.

FIS.K

Vores datter er startet i skole. Stråler som aldrig før så alt er godt. Nysgerrig. Vittig. Kreativ. Bogstaver der begynder at lande i den rigtige rækkefølge. Kan måske ikke tilskrives de første to dage i skole. Men alligevel. Vi gør hvad vi kan for at stimulere. Understøttte. Et nyt kapitel i livet som forældre. Et pres der synes at tynge. Især konen. Ser hende løbe rundt i haven. Med kridt. Tegne. Gestikulere. Tilføje K’er på alle de nye ord der vælter ud over fliserne. Sjældent har jeg set hende så engageret. Vores datter er startet i skole. Nysgerrig. Vittig. Kreativ...

Vores datter er startet i skole. Stråler som aldrig før så alt er godt. Nysgerrig. Vittig. Kreativ. Bogstaver der begynder at lande i den rigtige rækkefølge. Kan måske ikke tilskrives de første to dage i skole. Men alligevel. Vi gør hvad vi kan for at stimulere. Understøttte. Et nyt kapitel i livet som forældre. Et pres der synes at tynge. Især konen. Ser hende løbe rundt i haven. Med kridt. Tegne. Gestikulere. Tilføje K’er på alle de nye ord der vælter ud over fliserne. Sjældent har jeg set hende så engageret. Vores datter er startet i skole. Nysgerrig. Vittig. Kreativ…