Er flyttet til provinsen. Hus. Kone. To små børn. Pendlerliv og far-barn gymnastik. Hvad nu? Kender I det?
Har været under opsejling nogle år. Men tanken om at flytte ud af storbyen. Til provinsen. Måske ikke væk væk. Men alligevel. Fra dagligdagen med latté og legepladser. Pulsen. Alt rundt om hjørnet. Til hus. Have. Praktik og dagligdag. Så er man voksen. Sat. Sat i bås. Eller hvad? Er jeg klar til det?
Min største frygt. Isoleret. Og hej-venner. I kender dem godt. Fra fortiden. Husker udmærket hinanden. Og så alligevel. Ikke rigtig noget til fælles. Skal man stoppe op. Sige hej. Akavet. Eller lade som ingenting. Vende blikket den anden vej. Gå videre. Begge ånde lettet op. Havde svoret aldrig at flytte tilbage. Til hjembyen. For mange hej-venner. Flygtige blikke. Men nu. Står midt i det. Et år efter. Hus. Have. Hej-venner overalt. Kender det hele. Kan mærke fobien. Forsvinder. Langsomt. Elsker hejet. Åbenbart…
Mødte en ældre dame. For nylig. På den anden side af kloden. Aldrig set hende før. Sagde at jeg skulle begynde at skrive. Svarede. Javel. Autoritetstro som man er. Så det er det jeg gør. Blevet moderne. Blogger. Arh…..måske lige at strække den. Men forsøger. Ved ikke hvor det ender. Andet end at der skal være en masse følgere her på siden. En milliard-million. Intet mindre. Håber I vil følge lidt med.
Essensen er klar. I får det som jeg ser det. Oplever det. Livet som provinsfar.
Provinsfar 