Den store vandring

Den store vandring03

Bølgen kommer to gange om året. Efterår. Og nu. Forår. Som den store vandring af gnuer og zebraer på tværs af den afrikanske savanne. Horder af småbørnsakademikere der rykker fra det indre København. Alle søger samme vej. Drømmen om hus. Have. Frihed og overskud i hverdagen. De fleste når aldrig drømmen. På den anden side af den grågrønne. Grumsede. Ring 3. De bliver alle slugt. Af Hvidovre. Af ladcykler og Hay-møbler der bider sig fast. Og de giver ikke slip. Bølgen ebber ud. Men til efteråret starter det igen.

Provinsfar

Byvandring

Rundetårn

Sjovt. Kun et år. Cirka. Siden man flyttede fra hovedstaden. Nede med brokvartererne og de rigtige cafeer. Spillesteder og street food festivaller. En sjælden gang tilbage. I weekenden. Nu kun på besøg. Allerede distanceret. På en måde. Tager mig selv i at stå. Nu som turist. Del af en byvandring. Rundetårn og omegn. Med tætsiddende rygsæk. Og praktiske sko. Smuttur forbi Kødbyen. På vej hjem. Husker det som hipt. I dag. Nærmest vendt på en tallerken. Man bliver jo ikke engang mæt. Som man siger: Ingen god historie er nogensinde startet med at nogen har spist en salat.

Provinsfar

B-menneske

bmenneske

Har været lidt træt. På det seneste. Indrømmet. Hverdagen tynger. Derfor lunede det også ekstra her til morgen. Med mange. Usædvanlig mange. Anerkendende. Nærmest overbærende. Smil. I toget. Fra medpassagerer. Gjorde den timelange pendlertid. Mere overskudsagtig. Det er først da jeg sidder i receptionen. Lidt senere. Og venter. Hos et af landets førende konsulenthuse. At jeg opdager. De blå sutter. Skoene. I ved. Man tager dem på henne i vuggestuen. De dage man enten er for doven til at tage skoene af. Eller har de hullede strømper på. Har været lidt træt. På det seneste. Indrømmet.

Provinsfar

Kælken

Kælken

En mandag. Sneen falder. Endelig. I den lille provinsby. Kælker med sine piger. Indtil det bliver mørkt. Glade og trætte. I seng. Best. Day. Ever.

Dagen efter. Tirsdag. Solen skinner. Men sneen er væk. Desværre. Datteren på fire. Utrøstelig. Faren skal. Men kan ikke. Gøre noget ved sneen. Ser det i hendes øjne. Det starter nu. Første gang hun begynder at opleve. At far. Ikke er perfekt. Ikke kan løse alt.

En halv time senere. Lidt Ramasjang og kanelknækbrød. Datteren har glemt alt om sneen. Faren til gengæld. Pakker kælken væk. Utrøstelig.

Provinsfar