Tag: ægteskab

Løbetid

Er begyndt at løbetræne igen efter en lang periode uden motion. Efterårs-blues. Coronasyg. Jul. Nytår. Kulde. You name it. Men nu er jeg altså begyndt at løbe igen. Hurtigere og oftere end jeg egentlig havde regnet med. Jeg prøvede først med gåture men de viste sig ikke at gøre noget godt for mig. Satte for mange tanker igang. Om livet. Børn. Ægteskab. Job. Karriere. Hobby. Krop. Form. Sjæl. Fremtid. Fortid. Lyster. Dæmoner. Ønsker. Drømme. Begrænsninger. Muligheder. Sorg. Glæde. Grin. Åndenød. Masser af åndenød. Så nu er jeg altså begyndt at løbe igen. Der har jeg nemlig kun overskud til at koncentrere mig om at trække vejret. Og følge med…..

Corona – Dag 10

Dagene i isolation flyder sammen. Må i kælderen for at komme på toilettet. Med skiftetøj og tandbørste under armen lister jeg ud af terrassedøren. Kulden og mørket rammer mig. Benene begynder at ryste. Resten af kroppen følger trop. Imens står naboen og iagttager mig. Over hækken. Kan kun se silhuetten, men den orange glød fra hans cigaret lyser op. Skiller sig ud fra resten af julebelysningen. Overvejer om jeg hellere må fortælle at jeg overnatter i udestuen fordi jeg er smittet. Med corona. Ikke fordi min kone og jeg er uvenner. I hvert fald ikke denne gang.

Dagene i isolation flyder sammen. Må i kælderen for at komme på toilettet. Med skiftetøj og tandbørste under armen lister jeg ud af terrassedøren. Kulden og mørket rammer mig. Benene begynder at ryste. Resten af kroppen følger trop. Imens står naboen og iagttager mig. Over hækken. Kan kun se silhuetten, men den orange glød fra hans cigaret lyser op. Skiller sig ud fra resten af julebelysningen. Overvejer om jeg hellere må fortælle at jeg overnatter i udestuen fordi jeg er smittet. Med corona. Ikke fordi min kone og jeg er uvenner. I hvert fald ikke denne gang.

Corona – Dag 6

Isolation. Fuldstændig afhængig af min kones omsorg. Og den bakke med mad hun stiller inden for døren. Tre gange om dagen. Elsker hende for det. Passer på mig. Ungerne. Glemmer nok at passe op sig selv. I processen. Det eneste hun nægter at give mig er cola. Påstår gang på gang at hun har glemt at købe dem. Men jeg kan se det på hendes blik. Når jeg spørger. Hun nyder at have overhånden på den her.

Isolation. Fuldstændig afhængig af min kones omsorg. Og den bakke med mad hun stiller inden for døren. Tre gange om dagen. Elsker hende for det. Passer på mig. Ungerne. Glemmer nok at passe op sig selv. I processen. Det eneste hun nægter at give mig er cola. Påstår gang på gang at hun har glemt at købe dem. Men jeg kan se det på hendes blik. Når jeg spørger. Hun nyder at have overhånden på den her.  

Kysset. Og et lille nip i øret

Ligger på sofaen. Lytter til regnen der slår mod ruden. Konen kigger mig i øjnene. Smiler. Rejser sig. Læner sig ind over mig. Kysser. Længere end normalt. Hun er på vej i seng. Mærker hendes søde duft pirre i kroppen. Lægger an til at rejse mig og trække med ovenpå. I stedet lægger hun sin hånd på min brystkasse. Presser mig tilbage i sofaen. Overgiver mig. Til hende. Læberne mod mine. Kysset. Nipper min øreflip inden hun hvisker til mig at jeg skal blive liggende. Lidt endnu. Hun vil gerne gå i forvejen. Op. Falde ordentligt i søvn. Uden mig. Ellers vækker jeg hende bare med min snorken. Holder hende vågen hele natten. Kigger mig i øjnene. Smiler. Men ikke til at tage fejl af.

As good as it gets…

Sidder med en følelse. At fremtiden vil få svært ved at slå den lomme vi befinder os i lige nu. Ferie. Nede i gear. Sommerhus. Strand. Udflugter. Som det plejer at være. På den måde har coronaen ingen indflydelse på årets sommerferie.

Sidder med en følelse. At fremtiden vil få svært ved at slå den lomme vi befinder os i lige nu. Ferie. Nede i gear. Sommerhus. Strand. Udflugter. Som det plejer at være. På den måde har coronaen ingen indflydelse på årets sommerferie. Den ligner de foregående år. Eneste forskel er at jeg nu slæber rundt på en hel del mindre småbørnsudstyr. Det hjælper at ungerne er blevet fire. Seks. Den ældste starter i skole lige om lidt. Vi forsøger derfor at nyde de sidste dage inden en ny hverdag går løs. Faste mødetider. Uden undtagelse. Slut med morgener, hvor gardinet trækkes fra til synet af villavejens børn. Allerede på vej. I skole. Måske. Det kræver i hvert fald at jeg begynder at stå en time tidligere op. Fremadrettet. Men ungerne sprudler af liv. Glæde. Leger sammen. Hver for sig. Lige så meget som de skændes. Uanset hvor meget vi er over dem. Tænker det skal være sådan. Prøver at lære dem at søskende er ens allierede når det hele ramler. Mod forældre. Skole. Omverden. Vælger at tro vi har valgt den rette strategi. Tiden vil vise om vi har ramt rigtigt. Forældrene er underligt nok også nogenlunde i ro. Med sig selv. Og hinanden. Tror jeg. Har glemt at spørge. Konen. Og mig selv. Men det er ferie så der er ingen grund til at forstyrre freden. Lige nu sidder jeg bare og suger det hele ind. I bilen. På vej hjem fra sommerhus. Det tidspunkt hvor jeg virkelig kan mærke livet som familie. Trætte. Vindblæste. Sand mellem tæerne fra den sidste tur til stranden. Kører. Solen går ned undervejs. Hjemme. Mørkt. Selv på en sensommeraften. Næsten. Bærer ungerne ind fra bilen. En af gangen. Sovende. Lægger dem i seng. De vender sig og trækker selv den kolde dyne op over skulderen. Sover videre. Går en runde i haven. Vinden har lagt sig. Stille. Ligesom ungerne. Samler sandaler i dugvåde græs. Det bliver svært at slå den lomme vi befinder os i lige nu.