Tag: Ægteskabet

Kærligheden

Kærligheden fylder. I virkeligheden nok for lidt. I hverdagen. Den kommer til udtryk i ord. En sjælden gang blomster. Ofte blot underforstået. Misforstået. I hverdagen. Kærligheden er i virkeligheden størst når vi undgår at gå for meget i vejen for hinanden. Herhjemme måles kærligheden især om natten. Konen vågner. Mangler søvn. Jeg giver ungerne skylden. Men hun står fast. Jeg snorker. Kræver handling. I et desperat forsøg på at bevare gnisten i sengen inviterer vi teknologien indenfor. Det hele føles lidt kantet og klodset. Ligesom kærligheden. Men håbet lever.

Kærligheden fylder. I virkeligheden nok for lidt. I hverdagen. Den kommer til udtryk i ord. En sjælden gang blomster. Ofte blot underforstået. Misforstået. I hverdagen. Kærligheden er i virkeligheden størst når vi undgår at gå for meget i vejen for hinanden. Herhjemme måles kærligheden især om natten. Konen vågner. Mangler søvn. Jeg giver ungerne skylden. Men hun står fast. Jeg snorker. Kræver handling. I et desperat forsøg på at bevare gnisten i sengen inviterer vi teknologien indenfor. Det hele føles lidt kantet og klodset. Ligesom kærligheden. Men håbet lever.

I don’t know what’s cool

Er jeg den eneste der sidder og savner en god koncertoplevelse. Live. Dansen. Musikken. Følelsen af bassens undertoner der trykker mod brystkassen. Rytmisk. Spildt øl og klistrede gulve. Kø ved garderoben. Hele pakken. All inclusive. Ikke fordi savnet har været specielt udtalt her under nedlukning. Corona. Hverdagslivet som småbørnsforældre har været en fast følgesvend i nogle år. Dagene går. Til sidst skelner man dem ikke fra hinanden. Dagene. Derfor er glæden desto større når chancen endelig byder sig. Igen. En dag. Mens jeg venter på at det hele vender tilbage tænker jeg. Tilbage. Til seneste koncert i byen. Træder forsigtigt ind i den store, åbne koncertsal. I god tid. Endnu halvtom. Fornemmer allerede tidligt at rusten skal bankes af. Føler mig ikke længere på sikker grund. Har taget en god, tyk og praktisk trøje på så jeg ikke skal fryse. Drikker en halv øl og løber ud for at tisse. På forskud. Tanken om at stå tæt og være tissetrængende skræmmer mig. Generationer mødes. Fylder langsomt salen med hver deres energiniveau. KB Hallen. Den unge mindes da den brændte. Den ældre da Beatles løftede taget. Midt imellem står min kone og jeg. Draget af ungdommens kåde dans. Og den ældre generations beskedne vuggen med foden. Mørket omslutter salen. Gulvet gynger. Bandet synger. Direkte til mig og min praktiske trøje. Nu sirligt bundet rundt om taljen. Upraktisk. I don’t know what’s cool anymore. Alphabeat. Bandet med en genfunden energi. Buldrer. Sluppet løs efter at have holdt pause med koncerter. En pause nogenlunde lige så længe som vi har haft små børn. På den måde matcher vi hinandens selskab. En gensidig anerkendelse af at have været isoleret fra det vilde og frie. Liv. Men nu står vi her. Igen. Ingen af os står med følelsen af at være gået glip af noget. Blot taknemmelige for at være tilbage. Er jeg den eneste der sidder og savner en god koncertoplevelse. Live.

Overlevelse

Alle er i samme båd. Presset. Oprigtigt presset. Ofte svært at sætte konkrete ord på det. Småbørnsfamilien. Men det handler rigtig meget om tid. Tid til søvn. Sig selv. Kærligheden. I kampen for at overleve. Hverdagen. Med unger. Jeg hører mange der siger at det er lige nu at tiden som forældre er den værste. Eller. Måske ikke den værste. Bedste. For ungerne giver masser af kærlighed og nærvær. Men den hårdeste. Tid. Det er i denne periode at parforhold går i opløsning. Et væld af forliste ægteskaber som følge af manglende sex. Vasketøj der ikke bliver taget. Kaffekopper der ikke stilles på plads. Indbyrdes føres der regnskab. Om bleskift. Natputninger. Og fødselsdage med perifære familierelationer. Listen synes lang.

Alle er i samme båd. Presset. Oprigtigt presset. Ofte svært at sætte konkrete ord på det. Småbørnsfamilien. Men det handler rigtig meget om tid. Tid til søvn. Sig selv. Kærligheden. I kampen for at overleve. Hverdagen. Med unger. Jeg hører mange der siger at det er lige nu at tiden som forældre er den værste. Eller. Måske ikke den værste. Bedste. For ungerne giver masser af kærlighed og nærvær. Men den hårdeste. Tid. Det er i denne periode at parforhold går i opløsning. Et væld af forliste ægteskaber som følge af manglende sex. Vasketøj der ikke bliver taget. Kaffekopper der ikke stilles på plads. Indbyrdes føres der regnskab. Om bleskift. Natputninger. Og fødselsdage med perifære familierelationer. Listen synes lang.

Min kone og jeg indgik i sin tid en ægteskabspagt. Der er ingen af os der har nogen penge. Den er heller ikke ubrydelig. Men vi indgik alligevel en ægteskabspagt – en pagt om ikke at blive skilt inden den yngste af vores børn er fyldt 4 år. Ingen småbørnsforældre kan tage en rationel beslutning omkring deres forhold og kærlighedsliv fra første barn kommer til verden – og altså frem til den yngste fylder fire år. Eller der omkring. Det er uanset hvor mange unger man sætter i verden. Fornuften og rationaliteten træder ud af kraft. Alt handler om ungerne.

Vi har lige nu under et år tilbage før kontrakten skal genforhandles. Det giver mig en lille smule præstationsangst.

Midtvejskrise, Vol. 1

Jeg tror jeg har ramt krisen. Den man møder halvvejs. Man siger den kommer når man runder de fyrre-ish. Det betyder at jeg egentlig har et par år at give af. Udfordringen er at jeg altid været den forsigtige type og derfor gerne vil være på forkant med tingene. Sorgerne. Kæmper lidt med meningen med det man har gang i. Har slugt et årtis arbejdsliv. Sidder samme sted. Har det som om jeg kun lige er gået i gang. Frygter jubilæumstalen til september. De første fem år var ærligt talt lidt kedelige nu hvor jeg tænker tilbage. Gemte mig over i hjørnet mens jeg i stedet brugte tiden på fodbold. Blive gift. Ombygge lejlighed. Forsøge mig med børn. Ufrivillig barnløs. Det synes vist at være normen i dag. Brugte fire år på at få den første. Cyklede jævnligt tværs gennem København med en plastikkop under armen. Skruelåg. De fleste i morgentrafikken på Godthåbsvej kører typisk med lidt morgenbrød. Måske et forkælet kæledyr. I cykelkurven. Jeg selv hjulede med halvdelen af hvad der måske kunne blive et barn. På sigt. Men det lykkedes. Til sidst. Rigshospitalet. De var med til at redde ægteskabet. Barn nummer to kom på samme måde. Ikke på Rigshospitalet. Men ovenpå et solcenter på Nørrebro. Det lyder frækt. Men der ligger den altså. Privatklinikken. Meget stolte af deres statistik. Tæt på rammegaranti om man vil. Men til hvilken pris. Nummer to var på egen regning. Et greb i lommen og en hormon-overdosis til konen. Derefter flygtede vi ud af storbyen. Forblændet af ro. Ro på tilværelsen. Det blev i stedet til et vanvittigt husprojekt og blebørn. Samtidigt. Siden har vi forsøgt at få vejret. Tror vi er halvvejs. Det betyder at jeg har et par år at give af.

@Provinsfar

Tog til tiden

Vækkeuret ringer. Tidligt. Skal nå et tog. Får liv i ungerne. I skal op nu. Far skal nå et tog. Er I søde at spise morgenmad. Der er ikke tid til at lege med dukker. Far skal nå et tog. Kigger mig selv i spejlet mens jeg børster tænder. Trænger til at blive barberet. Det må vente. Jeg skal nå det tog. Videre. På med tøjet. Børst nu jeres tænder. Vi må tegne senere. Far skal nå et tog. Tag den flyverdragt på. Nu. Far skal virkelig nå det tog. Fremme i børnehaven. Endelig. Flyverdragt. Sko. Madkasser. Vanter. Drikkedunk. På plads. Mon jeg når mit tog? Ud af døren. Vender mig om. Der står de. Tøserne. Side om side. I døren. Vinker. Sødt. Uskyldigt. Til deres hundsende far. Stopper op. Vinker tilbage. Bliver stående. Selvom jeg skal nå mit tog. Ned mod stationen. Halser. Tænker på mine dejlige piger. De er små. Men vokser. Kan ikke følge med. Ankommer. To minutter for sent. Selvfølgelig. Har nu pludselig masser af tid. Til at nå det skide tog.

@provinsfar

Hjemmevant

Smidt ud hjemmefra. Konen holder tøsefest. Uden afbrydelser. Så tager ungerne under armen og søgt tilflugt. Hos de gamle. De er dog ikke hjemme så vi har huset for os selv. Og så sker det. Helt automatisk. Jeg mærker det i dét jeg træder ind ad døren. Kan ikke gennemskue om det er hans sutsko der gør det. Læder. På skohylden ude i gangen. Behagelige. Render pludselig rundt i huset og fløjter. Den samme sang. Strofe. Igen. Og igen. Tænder op i pejsen. Stabler. Kævle for kævle. Sirligt. Så er jeg helt sikker på at ilden tager fat i første forsøg. Går lettere foroverbøjet. Tværs gennem stuen. Ryggen knaser når jeg rejser mig fra lænestolen. Har også lige været ude i garagen. Ved ikke rigtig hvorfor. Følte bare lige et behov for at gå ud og rode lidt i tingene. Drikker min aftente med en ekstra skefuld sukker for god orden skyld. Ungerne elsker at være her. Spørger slet ikke til bedsteforældrene. Det kan jeg egentlig godt forstå.

@provinsfar