Presset er alle vegne. Kan I mærke det. Eller er det kun mig? Arbejdspres. Gruppepres. Samfundspres. Pres hjemmefra. Pres på motivationen. Pres på indfaldsvejene. Og på formen. Prøver at trække vejret dybt. Stopper. Halvvejs. På grund af presset. Giver ikke mig selv lov. Lov til at slippe følelsen. Var det bare det? Ligusterhæk og lyserøde Hortensia. I krukker selvfølgelig. Mindes ikke at den kådeungdomsdrøm lød på sorte træsko og lokalaviser i én stor pærevælling. Fanget i et tomrum. Tomrum mellem en dagligdag af ugeplaner der blot gentages. Igen og igen og. Henter du. Så bringer jeg. Og så en længsel. En udefinerbar længsel. Lige nu er ungerne små. Definerer alle ens tanker og handling. Det kræver åbenbart ugeplaner. Mest fordi man prøver at få dem til at passe ind i det man længes efter at få mere af. En udefinerbar længsel. Kan ikke. Vil ikke. Tør ikke gøre det håndgribeligt. Er der noget at sige til at man er presset. Presset presser en til at slappe af. Ifølge ugeplanen er der luft tirsdag morgen. Og torsdag. Efter ungerne er lagt. Eksperterne siger mindfulness. Har fundet ud af at havevanding og plæneklip har den samme effekt. Perfekt. Så kan jeg strege det af to-do-listen nu hvor jeg er igang. Presset er alle vegne. Kan I mærke det. I virkeligheden er det nok bare mig selv. Der presser. Hvad fa’en gør man ved det? 

#Provinsfar