Tag: Arbejde

Panderynker

Putter unger. Den yngste falder for en gang skyld i søvn. Hurtigt. Den ældste derimod. Kæmper. Med at give sig hen. Vender. Drejer. Normalt ville jeg blive utålmodig.

Putter unger. Den yngste falder for en gang skyld i søvn. Hurtigt. Den ældste derimod. Kæmper. Med at give sig hen. Vender. Drejer. Normalt ville jeg blive utålmodig. Se aftenen sidste timer uden afbrydelser. Forsvinde. Madpakker der mangler. Oprydning. Mails. Inden jeg selv skal i seng. Og kæmpe. Med at give mig hen. Vende. Dreje. I stedet gør jeg mig umage med at nyde øjeblikket hvor hun er glad. Træt og snakkesalig. Ligger ved siden af hinanden. På ryggen. Blikket flakker på loftets skrå vægge. Snakker om skolen. Venner. Bussemænd. Korruption. Plus det løse. Samtalen flyder hele tiden i nye retninger. Nysgerrig. På det hele. Vender sig om på siden og betragter mine efterhånden dybe furer i panden. Tidens tand. Spørger hvorfor de er der. Rynkerne. Alderen der sætter sig. Bekymringer. Dybere for hvert år der går. Hun synes nu mere at det ligner bølgeribber. Formet af havet der brydes på stranden. Lyden sol og sommer. Holder fast i det billede mens datteren langsomt giver sig hen til søvnen. Det samme gør jeg. For en stund. Vågner brat. Af næste bølgeskvulp af bekymringer der skyller ind over min pande. Sætter sig. Glæder mig til sommer.

Firmajulegave

Arbejdet har bedt mig vælge en julegave. Klik ind på en hjemmeside og vælg fra listen. Støvsuger. Højtaler. Keramik. Listen fortsætter. Sidste år fik man et gavekort til oplevelser. Mulighed for at udvide horisonten. I år. En liste med kolde ting. Løvblæser. Sengetøj. Stegepande. Jeg panikker. Vælg inden fredag. Ellers vælger vi for dig. Koldsveden sætter ind. Jeg kan ikke engang tage en beslutning om de store ting i livet. Det projekterer jeg ned på listen med dammaskdug. Stiksav. Glasskål. Tidløs. Ligegyldig hvilken tid vi lever i. Ligegyldig. Konen spørger hvad vi skal. Fremadrettet. I livet. Ungerne vil lege. Kommer til skade. FIFA vil have at jeg skal vende det blinde øje til. Fodbold. Det hele sitrer. STOP! Jeg er faktisk i gang med at vælge en støvsuger. Ledningsfri. Tror jeg. Jeg har til fredag med at vælge. Alle andre beslutninger må vente indtil da…

Rawplugs

Hvis jeg skal være helt ærlig. I virkeligheden har jeg nok brugt tiden fra mit seneste opslag, og til nu, på at samle overskud til at få lavet de huller. I væggen. Sådan føles det i hvert fald. Men nu hænger det der. Billederne. Og derfor er det også tid til et nyt opslag. Håber I alle har det godt. Godt Nytår.

Hvis jeg skal være helt ærlig. I virkeligheden har jeg nok brugt tiden fra mit seneste opslag, og til nu, på at samle overskud til at få lavet de huller. I væggen. Sådan føles det i hvert fald. Men nu hænger det der. Billederne. Og derfor er det også tid til et nyt opslag.

Håber I alle har det godt.

Godt Nytår

Genåbning

Skolerne genåbner i dag. I hvert fald for de yngste. Datteren på seks må derfor afsted. Cykelhjelm og den alt for store skoletaske står klar. Det samme gør datteren. Spændt. Smiler over hele ansigtet som var det første skoledag. Igen. Det er dog med en vis gru at vi sender hende afsted. Ud af døren. Tanken om de mange ufærdige lektier tynger. Nu i rygsækken. Ungen gad ikke. Og forældrene havde hverken energien eller disciplinen til en måned med Teams-møder og hjemmeskoling. Den dårlige samvittighed nager. Tiltager efterhånden som vi nærmer os skolen. Konstaterer at børnene stadig skal afleveres udenfor. Forældre ingen adgang. Ånder lettet op. På den måde slipper jeg for at se datterens lærer i øjnene. Undskylde. Vi vinker farvel og jeg sniger mig hurtigt væk af den samme vej vi er kommet. Griber telefonen. Ringer til konen. Foreslår at vi øger den årlige indbetaling til børneopsparingen. Bare for en sikkerheds skyld. Så har datteren da noget at falde tilbage på. Hvis alt glipper...

Skolerne genåbner i dag. I hvert fald for de yngste. Datteren på seks må derfor afsted. Cykelhjelm og den alt for store skoletaske står klar. Det samme gør datteren. Spændt. Smiler over hele ansigtet som var det første skoledag. Igen. Det er dog med en vis gru at vi sender hende afsted. Ud af døren. Tanken om de mange ufærdige lektier tynger. Nu i rygsækken. Ungen gad ikke. Og forældrene havde hverken energien eller disciplinen til en måned med Teams-møder og hjemmeskoling. Den dårlige samvittighed nager. Tiltager efterhånden som vi nærmer os skolen. Konstaterer at børnene stadig skal afleveres udenfor. Forældre ingen adgang. Ånder lettet op. På den måde slipper jeg for at se datterens lærer i øjnene. Undskylde. Vi vinker farvel og jeg sniger mig hurtigt væk af den samme vej vi er kommet. Griber telefonen. Ringer til konen. Foreslår at vi øger den årlige indbetaling til børneopsparingen. Bare for en sikkerheds skyld. Så har datteren da noget at falde tilbage på. Hvis alt glipper…

Hjemmeskoling for de yngste

Det ligner et billede af to der holder i hånd. Et ægtepar der nyder et øjebliks tosomhed. Et småbørnsforældrepar der er stukket af. I hvert fald mentalt. Fra gråd. Putteritualer. Og modellervoks i gulvtæppet. I virkeligheden er der...

Det ligner et billede af to der holder i hånd. Et ægtepar der nyder et øjebliks tosomhed. Et småbørnsforældrepar der er stukket af. I hvert fald mentalt. Fra gråd. Putteritualer. Og modellervoks i gulvtæppet. I virkeligheden er der blot tale om dagens vagtskifte på legepladsen. Stranden. Haven. De eneste tidspunkter i løbet af dagen hvor min kone og jeg holder i hånd, og ser hinanden i øjnene, er ved vagtskifte. Et hurtigt klap. Udskiftning. Imens den ene holder ungerne beskæftiget i lock-down lister den anden sig op på loftet. Gemmer sig i en stille afkrog. Tramper i arbejdsklaveret en times tid indtil der tikker en sms ind fra den ene. At det er tid. Vagtskiftet kalder på legepladsen. Stranden. Haven. Den anden forsøger at ignorere den første sms men beskederne lader ingen tvivl tilbage. Det er tid.