Hjemmeskoling for de yngste

Det ligner et billede af to der holder i hånd. Et ægtepar der nyder et øjebliks tosomhed. Et småbørnsforældrepar der er stukket af. I hvert fald mentalt. Fra gråd. Putteritualer. Og modellervoks i gulvtæppet. I virkeligheden er der...

Det ligner et billede af to der holder i hånd. Et ægtepar der nyder et øjebliks tosomhed. Et småbørnsforældrepar der er stukket af. I hvert fald mentalt. Fra gråd. Putteritualer. Og modellervoks i gulvtæppet. I virkeligheden er der blot tale om dagens vagtskifte på legepladsen. Stranden. Haven. De eneste tidspunkter i løbet af dagen hvor min kone og jeg holder i hånd, og ser hinanden i øjnene, er ved vagtskifte. Et hurtigt klap. Udskiftning. Imens den ene holder ungerne beskæftiget i lock-down lister den anden sig op på loftet. Gemmer sig i en stille afkrog. Tramper i arbejdsklaveret en times tid indtil der tikker en sms ind fra den ene. At det er tid. Vagtskiftet kalder på legepladsen. Stranden. Haven. Den anden forsøger at ignorere den første sms men beskederne lader ingen tvivl tilbage. Det er tid.

En hård negl

Intet nyt at berette fra fronten. Provinsen. Handelsbyen. Villavejen. Matriklen. Stuen. Sofaen. Den lettere intermistiske arbejdsstation. Mig og min bærbar. Tramper i arbejdsklaveret. Ligesom i går. I år. Sidste år. Omgivet af støvede potteplanter. Og ungernes brugte sokker der sorgløst ligger spredt henover stuegulvet. Den eneste lyd i lokalet er fingrenes dans på tastaturet. Hurtigt. Taktfast. Accelererer. Stopper brat. Bogstaverne lander i den forkerte rækkefølge. Så må tilbage og gentage sætningen. Flere gange. Fuld fart. Frem. Frem. Tilbage. Tastaturets klikken er nu øredøvende. Løfter hænder og blik. Neglene er blevet for lange. Igen. Længere end i går. Forsvinder ind i tanker om lyse nætter i sommerhuset. Den eneste tid på året hvor neglene vokser med samme iver. Dobbelt hast. Først nu indser jeg at det måske ikke er havgusen der får neglene til at vokse. Hurtigere. Snarere tiden der står stille. Dag. Uge. Måned. Det hele skete i går. I virkeligheden er der nærmest gået et år. Med dage der ligner hinanden. En blåmejse banker på ruden med sit næb. Istemmer rytmen fra mit tastatur. Hurtigt. Taktfast. Skålen med nødder er tom. Igen. Rejser mig. Smiler. Sender en lille hilsen retur. Fuglen er forlængst fløjet. Jeg vil gøre det samme så snart varmen vender tilbage. Mod sommerhuset. Med to prik i armen hvis alt går vel. Finde ro i at neglene vokser mens jeg intet nyt beretter fra fronten.

Nystrøget skjorte

Er træt. Sådan rigtig træt. 
Sover ikke. 
Nok. 
En blanding af unger der vågner. 
Tidligt. 
Og mig selv der ikke går i seng. 
Tidligt. 
Det begynder at sætte sig.
Vælger at stryge skjorten.
Inden jeg tager på arbejde.
For en gangs skyld.
Drastisk beslutning.
Håber det kan aflede den værste opmærksomhed. 
Fra resten af udtrykket.

@provinsfar

Arbejdsdag i institutionen

Endnu et år med børn i institution. Endnu et år med tradition. Arbejdsdag for forældre. Folk kommer altid tidligt. Som om de aldrig arbejder. Tvunget til at mingle. Smile. Small-talke. Grine af de andres vittigheder. Kigger på opgaverne. Listen fuld af krydser. En iver efter at vise overskud. Primært fra forældrene med kun ét barn. Endnu kun i vuggestuen. Jeg starter programmet med en kop. Varmt. Kaffe. Et øjeblik. Pædagog-agtigt slentrer jeg rundt på legepladsen. Udstråler overblik. Føler mig som en del af stedet. Ét vue på børnene. Mest fokus på koppen. Kaffen. Kan godt mærke at jeg er mere rutineret i år. Kender på en måde gamet. Beslutter mig for at fikse ting. Hamre. Save. Borde. Bænke. Teamer op med fædre med udstyret i orden. Mandigt. Gør det. Fællesspisning. Buffet. Pizzasnegle. Salater. Pølsehorn. Kager med toppings. Hjemmelavet. Hvem kan overgå hinanden. Dammit. Glemt eget bidrag. Spæner hjem. Kigger i køleskabet. Febrilsk. Tomt. Griber et fad. Sniger. Langs hækken. I Kvickly. Færdigretten fra disken. Frikadeller. Flår emballagen af. Hælder dellerne i fadet. Slentrer. Overskudsagtigt tilbage. Serveret. Kigger rundt. Konstaterer. Tre fade. Med frikadeller. På bordet. Alle fra Kvickly. Rødmer. Smiler. Spiser.

@provinsfar