Tag: børneopdragelse

Byvandring

Henter den ældste og to legeaftaler i SFO. Veninder. Vil gerne gå hjem. Alene. Så jeg kører ud og handler. Indkøb. To steder. Forsøger at trække tiden. Lander alligevel derhjemme samtidig med pigerne. Mærker skuffelsen lyse ud af den ældste. Tag en tur mere. “Far. Du har jo brug for frisk luft”. Smiler til mig. Jeg tilbage. Vender rundt på cyklen. Kører afsted igen mens pigerne låser sig ind. Direkte. Mod fryseren med is. Jeg triller rundt om torvet. Langs åen. Over jernbanen. Forbi biografen. Stopper op og stirrer ud over vandet. Havnen. Har længtes efter friheden de sidste ni år med små børn. Nu hvor jeg pludselig får den foræret ved jeg ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Så jeg vender rundt. Og triller hjem

Panderynker

Putter unger. Den yngste falder for en gang skyld i søvn. Hurtigt. Den ældste derimod. Kæmper. Med at give sig hen. Vender. Drejer. Normalt ville jeg blive utålmodig.

Putter unger. Den yngste falder for en gang skyld i søvn. Hurtigt. Den ældste derimod. Kæmper. Med at give sig hen. Vender. Drejer. Normalt ville jeg blive utålmodig. Se aftenen sidste timer uden afbrydelser. Forsvinde. Madpakker der mangler. Oprydning. Mails. Inden jeg selv skal i seng. Og kæmpe. Med at give mig hen. Vende. Dreje. I stedet gør jeg mig umage med at nyde øjeblikket hvor hun er glad. Træt og snakkesalig. Ligger ved siden af hinanden. På ryggen. Blikket flakker på loftets skrå vægge. Snakker om skolen. Venner. Bussemænd. Korruption. Plus det løse. Samtalen flyder hele tiden i nye retninger. Nysgerrig. På det hele. Vender sig om på siden og betragter mine efterhånden dybe furer i panden. Tidens tand. Spørger hvorfor de er der. Rynkerne. Alderen der sætter sig. Bekymringer. Dybere for hvert år der går. Hun synes nu mere at det ligner bølgeribber. Formet af havet der brydes på stranden. Lyden sol og sommer. Holder fast i det billede mens datteren langsomt giver sig hen til søvnen. Det samme gør jeg. For en stund. Vågner brat. Af næste bølgeskvulp af bekymringer der skyller ind over min pande. Sætter sig. Glæder mig til sommer.

Vaner

Har brugt de sidste tre måneder på at lære mine børn at skubbe vandhanen over på kold. Så drypper den nemlig ikke. Hellere det end at bruge 10 minutter på at skifte armaturet. Den nye ligger ellers klar. På køkkenbordet. Der har den ligget stort set lige så længe som gamle har dryppet. Er på en måde blevet en fast del af indretningen. Missionen er lykkes. Vandregningen har stabiliseret sig. Så meget at mine børn nu er begyndt at skælde vores gæster ud når de har været på toilettet. Hvad kunne det ikke føre til hvis man brugte samme energi på mere proaktive ting her i livet.

Selvynk

Troede egentlig at nedlukning og aflysning ville give tid til tanker. Igangsættelse af nye projekter. Færdiggørelse af gamle. Men det er ikke tilfældet. Den står stadig på gråd. Grin. Oprydning. Rugbrødsmadder. Aftensmad. Tøjvask. Kamp om brusebad. Tøjvalg. Sengetid. Et glimt af lykke rundt om bålet. Snobrød. Skumfiduser. Kalaha. En ny dimension er dog kampen om skærmtid. Nu mellem forældrene. Afløser hinandens online-møder. Hjemmeskole. Til tider føles det som om hverdagen fylder mere end nogensinde. Måske fordi det er det eneste vi har for tiden. Hverdagen. Bladrer dagens Facebook-opslag igennem. Blandt profiler med madopskrifter og 5G konspirationsteorier falder jeg over en mand. Far. Kalder sig selv Barnlig. Gift. Og otte børn. Otte! Gisper ved tanken. Men de ser nu alligevel ud til at klare hverdagen i karantæneland. En barnligfar  med  overskud. Min dårlige samvittighed overdøver for en kort stund min selvynk. Hvordan klarer han det. Jeg kan dårligt overskue mine to. Indtil det slår mig at alle hans børn jo også er hjemsendt. På den måde slipper han jo faktisk for at smøre fire gange så mange madpakker som mig. Hver dag. Det løber jo ret hurtigt op. Relativt set. Sikke meget tid han lige pludselig har fået frigivet. Til sig selv. Min selvynk genvinder langsomt sit retmæssige overtag over den dårlige samvittighed…