Tag: byggeprojekt

Gensynsglæde

Min far er i sommerhus og jeg må derfor begive mig afsted. Alene. På genbrugsstationen uden krog og trailer. Trods seks år som husejer er det første gang jeg kører herud. Uden min far. Situationen gør mig utilpas. Genbrugsstationen har nemlig sin helt egen junglelov. Nederst i hierarkiet finder man os uden trailer. Jeg triller derfor lidt tøvende ind på pladsen og parkerer afsides. Tomgang. Venter på en åbning i det store hav af mennesker og biler, der drøner ind og ud mellem hinanden. På et øjeblik skifter stemningen og det hele går i stå. Containeren med ting, der ikke er egnet til genbrug, er fyldt til bristepunktet. Folk bliver utålmodige. En trailer fuld af pantfrie dåser bakker. Drejer kontra og læsser af. Igennem bilrudens sidespejl spotter jeg et veltilpas smil på chaufførens læber. Synes at udtrykke en form for lettelse over at have genskabt lidt plads i kælderen. En ny dagstur over grænsen venter. Jeg bevæger mig forsigtigt væk fra bilen og ud i det bølgende virvar af mennesker. Biler. Affald. Vandrer hvileløst rundt, men får ikke rigtig smidt noget ud. I forsøget på at gennemskue ruten mellem mit udtjente plast, og de gamle bøtter med malingrester, overmandes jeg i stedet af følelser. Jeg savner min far. Glæder mig til at se ham. Igen. Med en trailer i ryggen vil vi genvinde vores retmæssige plads ved de gamle køleskabe. Og undres over hvordan udendørstræet er havnet nede i bunken med beton. Forhåbentligt går der ikke alt for længe inden vi ses.

Min far er i sommerhus og jeg må derfor begive mig afsted. Alene. På genbrugsstationen uden krog og trailer. Trods seks år som husejer er det første gang jeg kører herud. Uden min far. Situationen gør mig utilpas. Genbrugsstationen har nemlig sin helt egen junglelov. Nederst i hierarkiet finder man os uden trailer. Jeg triller derfor lidt tøvende ind på pladsen og parkerer afsides. Tomgang. Venter på en åbning i det store hav af mennesker og biler, der drøner ind og ud mellem hinanden. På et øjeblik skifter stemningen og det hele går i stå. Containeren med ting, der ikke er egnet til genbrug, er fyldt til bristepunktet. Folk bliver utålmodige. En trailer fuld af pantfrie dåser bakker. Drejer kontra og læsser af. Igennem bilrudens sidespejl spotter jeg et veltilpas smil på chaufførens læber. Synes at udtrykke en form for lettelse over at have genskabt lidt plads i kælderen. En ny dagstur over grænsen venter. Jeg bevæger mig forsigtigt væk fra bilen og ud i det bølgende virvar af mennesker. Biler. Affald. Vandrer hvileløst rundt, men får ikke rigtig smidt noget ud. I forsøget på at gennemskue ruten mellem mit udtjente plast, og de gamle bøtter med malingrester, overmandes jeg i stedet af følelser. Jeg savner min far. Glæder mig til at se ham. Igen. Med en trailer i ryggen vil vi genvinde vores retmæssige plads ved de gamle køleskabe. Og undres over hvordan udendørstræet er havnet nede i bunken med beton. Forhåbentligt går der ikke alt for længe inden vi ses.

Midtvejskrise, Vol. 1

Jeg tror jeg har ramt krisen. Den man møder halvvejs. Man siger den kommer når man runder de fyrre-ish. Det betyder at jeg egentlig har et par år at give af. Udfordringen er at jeg altid været den forsigtige type og derfor gerne vil være på forkant med tingene. Sorgerne. Kæmper lidt med meningen med det man har gang i. Har slugt et årtis arbejdsliv. Sidder samme sted. Har det som om jeg kun lige er gået i gang. Frygter jubilæumstalen til september. De første fem år var ærligt talt lidt kedelige nu hvor jeg tænker tilbage. Gemte mig over i hjørnet mens jeg i stedet brugte tiden på fodbold. Blive gift. Ombygge lejlighed. Forsøge mig med børn. Ufrivillig barnløs. Det synes vist at være normen i dag. Brugte fire år på at få den første. Cyklede jævnligt tværs gennem København med en plastikkop under armen. Skruelåg. De fleste i morgentrafikken på Godthåbsvej kører typisk med lidt morgenbrød. Måske et forkælet kæledyr. I cykelkurven. Jeg selv hjulede med halvdelen af hvad der måske kunne blive et barn. På sigt. Men det lykkedes. Til sidst. Rigshospitalet. De var med til at redde ægteskabet. Barn nummer to kom på samme måde. Ikke på Rigshospitalet. Men ovenpå et solcenter på Nørrebro. Det lyder frækt. Men der ligger den altså. Privatklinikken. Meget stolte af deres statistik. Tæt på rammegaranti om man vil. Men til hvilken pris. Nummer to var på egen regning. Et greb i lommen og en hormon-overdosis til konen. Derefter flygtede vi ud af storbyen. Forblændet af ro. Ro på tilværelsen. Det blev i stedet til et vanvittigt husprojekt og blebørn. Samtidigt. Siden har vi forsøgt at få vejret. Tror vi er halvvejs. Det betyder at jeg har et par år at give af.

@Provinsfar