Midtvejskrise, Vol. 1

Jeg tror jeg har ramt krisen. Den man møder halvvejs. Man siger den kommer når man runder de fyrre-ish. Det betyder at jeg egentlig har et par år at give af. Udfordringen er at jeg altid været den forsigtige type og derfor gerne vil være på forkant med tingene. Sorgerne. Kæmper lidt med meningen med det man har gang i. Har slugt et årtis arbejdsliv. Sidder samme sted. Har det som om jeg kun lige er gået i gang. Frygter jubilæumstalen til september. De første fem år var ærligt talt lidt kedelige nu hvor jeg tænker tilbage. Gemte mig over i hjørnet mens jeg i stedet brugte tiden på fodbold. Blive gift. Ombygge lejlighed. Forsøge mig med børn. Ufrivillig barnløs. Det synes vist at være normen i dag. Brugte fire år på at få den første. Cyklede jævnligt tværs gennem København med en plastikkop under armen. Skruelåg. De fleste i morgentrafikken på Godthåbsvej kører typisk med lidt morgenbrød. Måske et forkælet kæledyr. I cykelkurven. Jeg selv hjulede med halvdelen af hvad der måske kunne blive et barn. På sigt. Men det lykkedes. Til sidst. Rigshospitalet. De var med til at redde ægteskabet. Barn nummer to kom på samme måde. Ikke på Rigshospitalet. Men ovenpå et solcenter på Nørrebro. Det lyder frækt. Men der ligger den altså. Privatklinikken. Meget stolte af deres statistik. Tæt på rammegaranti om man vil. Men til hvilken pris. Nummer to var på egen regning. Et greb i lommen og en hormon-overdosis til konen. Derefter flygtede vi ud af storbyen. Forblændet af ro. Ro på tilværelsen. Det blev i stedet til et vanvittigt husprojekt og blebørn. Samtidigt. Siden har vi forsøgt at få vejret. Tror vi er halvvejs. Det betyder at jeg har et par år at give af.

@Provinsfar

En smuk kvinde

En smuk kvinde. Mor til børn i institutionen. Står ude ved vejen. En tidlig morgen. Kigger på mig. Vinker. Smiler. Lidt frækt. I det jeg træder ud af døren. Jeg vinker tilbage. Overrasket. Afdæmpet. Men heller ikke afvisende. Jeg kommer nærmere. Øjeblikket føles intenst. Hun kigger på mig en sidste gang. Vender rundt. Cykler væk. Uden at se sig tilbage. Det gør jeg. Har glemt mine handsker. Ser kvindens to børn. Kigger ud. Næserne trykket mod institutionens vindue. Vinker indtil det sidste glimt af deres mor. Jeg dropper handskerne.
@provinsfar