
Kærlighed




Ungerne vil se film. Weekend. Popcorn. Og Ronja Røverdatter. Vi har lige læst bogen og derfor er tanken om filmen det eneste der fylder. Bladrer igennem det digitale univers. Den store TV pakke. Flow. 5-6 forskellige streaming-tjenester. Lydbøger og podcast apps. Abonnerer på det hele. Alligevel dukker den kun op som Lejefilm. 39 kroner. For en film der er stort lige så gammel som prisen. Ryster på hovedet. Vanvid. Proklamerer at jeg trækker beløbet fra de penge jeg skylder dem. Ungerne. Hjalp med at støvsuge bilen i sidste uge. De nikker. Accepterer uden at blinke med øjnene. Kender deres far. All talk. Kaster mig i sofaen mellem piger og popcorn. Vandfald og forårsskrig. Samtidig slår det mig at jeg også har lovet at læse Brødrene Løvehjerte for dem. Som godnatlæsning. Den koster i øvrigt også en støvsugning. På Lejefilm.

På stranden med ungerne. Griber efter telefonen for at indfange øjeblikket. Af pigerne der leger. Danser i takt med bølgerne. Taber en kvittering ud af lommen. Fire burgers fra den lokale. Milkshakes. Fralandsvinden sender den til søs. Uden for rækkevidde. Det gode humør vender i vinden. Datteren skælder ud. Har svært ved tilgive sin far der nu er et miljøsvin. Far! Nu skal vi samle skrald. Du bærer kurven. Og jeg gør som hun siger. Retter ind. Samler skrald for klodens skyld. Og den gode stemning. Primært. På stranden. Tilliden synes genoprettet efter en kurv fuld af cigaretskodder. Ølkapsler. To sugerør og et enkelt hygiejnebind. Det er min tur til at putte i aften. Så vender vinden igen. Igen. Venter lige et par timer med at melde det ud.
Datteren ligger i sofaen. Keder sig.
Siger jeg skal finde på noget. Sjovt.
Kigger på hende. Tænker så det knager.
På brugte biler. Med anhængertræk.
På realkreditlån. Med eller uden afdrag.
På forår. Topdressing og plænelufter.
Hvorfor tror hun at jeg kan finde på noget.
Jeg er lige fyldt fyrre. Sjovt.


Har brugt de sidste tre måneder på at lære mine børn at skubbe vandhanen over på kold. Så drypper den nemlig ikke. Hellere det end at bruge 10 minutter på at skifte armaturet. Den nye ligger ellers klar. På køkkenbordet. Der har den ligget stort set lige så længe som gamle har dryppet. Er på en måde blevet en fast del af indretningen. Missionen er lykkes. Vandregningen har stabiliseret sig. Så meget at mine børn nu er begyndt at skælde vores gæster ud når de har været på toilettet. Hvad kunne det ikke føre til hvis man brugte samme energi på mere proaktive ting her i livet.

Hvis jeg skal være helt ærlig. I virkeligheden har jeg nok brugt tiden fra mit seneste opslag, og til nu, på at samle overskud til at få lavet de huller. I væggen. Sådan føles det i hvert fald. Men nu hænger det der. Billederne. Og derfor er det også tid til et nyt opslag.
Håber I alle har det godt.
Godt Nytår

Min far er i sommerhus og jeg må derfor begive mig afsted. Alene. På genbrugsstationen uden krog og trailer. Trods seks år som husejer er det første gang jeg kører herud. Uden min far. Situationen gør mig utilpas. Genbrugsstationen har nemlig sin helt egen junglelov. Nederst i hierarkiet finder man os uden trailer. Jeg triller derfor lidt tøvende ind på pladsen og parkerer afsides. Tomgang. Venter på en åbning i det store hav af mennesker og biler, der drøner ind og ud mellem hinanden. På et øjeblik skifter stemningen og det hele går i stå. Containeren med ting, der ikke er egnet til genbrug, er fyldt til bristepunktet. Folk bliver utålmodige. En trailer fuld af pantfrie dåser bakker. Drejer kontra og læsser af. Igennem bilrudens sidespejl spotter jeg et veltilpas smil på chaufførens læber. Synes at udtrykke en form for lettelse over at have genskabt lidt plads i kælderen. En ny dagstur over grænsen venter. Jeg bevæger mig forsigtigt væk fra bilen og ud i det bølgende virvar af mennesker. Biler. Affald. Vandrer hvileløst rundt, men får ikke rigtig smidt noget ud. I forsøget på at gennemskue ruten mellem mit udtjente plast, og de gamle bøtter med malingrester, overmandes jeg i stedet af følelser. Jeg savner min far. Glæder mig til at se ham. Igen. Med en trailer i ryggen vil vi genvinde vores retmæssige plads ved de gamle køleskabe. Og undres over hvordan udendørstræet er havnet nede i bunken med beton. Forhåbentligt går der ikke alt for længe inden vi ses.