Alle er i samme båd. Presset. Oprigtigt presset. Ofte svært at sætte konkrete ord på det. Småbørnsfamilien. Men det handler rigtig meget om tid. Tid til søvn. Sig selv. Kærligheden. I kampen for at overleve. Hverdagen. Med unger. Jeg hører mange der siger at det er lige nu at tiden som forældre er den værste. Eller. Måske ikke den værste. Bedste. For ungerne giver masser af kærlighed og nærvær. Men den hårdeste. Tid. Det er i denne periode at parforhold går i opløsning. Et væld af forliste ægteskaber som følge af manglende sex. Vasketøj der ikke bliver taget. Kaffekopper der ikke stilles på plads. Indbyrdes føres der regnskab. Om bleskift. Natputninger. Og fødselsdage med perifære familierelationer. Listen synes lang.
Min kone og jeg indgik i sin tid en ægteskabspagt. Der er ingen af os der har nogen penge. Den er heller ikke ubrydelig. Men vi indgik alligevel en ægteskabspagt – en pagt om ikke at blive skilt inden den yngste af vores børn er fyldt 4 år. Ingen småbørnsforældre kan tage en rationel beslutning omkring deres forhold og kærlighedsliv fra første barn kommer til verden – og altså frem til den yngste fylder fire år. Eller der omkring. Det er uanset hvor mange unger man sætter i verden. Fornuften og rationaliteten træder ud af kraft. Alt handler om ungerne.
Vi har lige nu under et år tilbage før kontrakten skal genforhandles. Det giver mig en lille smule præstationsangst.
Provinsfar 