Hvis jeg skal være helt ærlig. I virkeligheden har jeg nok brugt tiden fra mit seneste opslag, og til nu, på at samle overskud til at få lavet de huller. I væggen. Sådan føles det i hvert fald. Men nu hænger det der. Billederne. Og derfor er det også tid til et nyt opslag.
Håber I alle har det godt.
Godt Nytår
Kærligheden fylder. I virkeligheden nok for lidt. I hverdagen. Den kommer til udtryk i ord. En sjælden gang blomster. Ofte blot underforstået. Misforstået. I hverdagen. Kærligheden er i virkeligheden størst når vi undgår at gå for meget i vejen for hinanden. Herhjemme måles kærligheden især om natten. Konen vågner. Mangler søvn. Jeg giver ungerne skylden. Men hun står fast. Jeg snorker. Kræver handling. I et desperat forsøg på at bevare gnisten i sengen inviterer vi teknologien indenfor. Det hele føles lidt kantet og klodset. Ligesom kærligheden. Men håbet lever.
Storesøster er lidt træt af lillesøster i dag….
Skolerne genåbner i dag. I hvert fald for de yngste. Datteren på seks må derfor afsted. Cykelhjelm og den alt for store skoletaske står klar. Det samme gør datteren. Spændt. Smiler over hele ansigtet som var det første skoledag. Igen. Det er dog med en vis gru at vi sender hende afsted. Ud af døren. Tanken om de mange ufærdige lektier tynger. Nu i rygsækken. Ungen gad ikke. Og forældrene havde hverken energien eller disciplinen til en måned med Teams-møder og hjemmeskoling. Den dårlige samvittighed nager. Tiltager efterhånden som vi nærmer os skolen. Konstaterer at børnene stadig skal afleveres udenfor. Forældre ingen adgang. Ånder lettet op. På den måde slipper jeg for at se datterens lærer i øjnene. Undskylde. Vi vinker farvel og jeg sniger mig hurtigt væk af den samme vej vi er kommet. Griber telefonen. Ringer til konen. Foreslår at vi øger den årlige indbetaling til børneopsparingen. Bare for en sikkerheds skyld. Så har datteren da noget at falde tilbage på. Hvis alt glipper…
Coronaen har ramt. Mig. Hårdt. Må derfor isolere mig i udestuen. Herfra betragter jeg resten af familien på afstand mens jeg skiftevis fryser. Hoster. Og har hovedpine. På den anden side af glasdøren går livet videre. Mørket falder på, men udestuen lyser haven op. Som et andet akvarie følger de forbipasserende med fra stien. I provinsen er rygtet nemlig det eneste der spreder sig hurtigere end selve coronavirus. Der bliver holdt øje. Feberen raser i kroppen. Vil ud. Men hænger i. Det eneste jeg kan tænke på er mine unger. Om jeg mon har isoleret mig i tide så de slipper for at blive smittet. Og så selvfølgelig hvornår de logger af Netflix. Vi har begrænsning på hvor mange enheder der kan være på af gangen.
Provinsfar 