Tag: Familien

Overlevelse

Alle er i samme båd. Presset. Oprigtigt presset. Ofte svært at sætte konkrete ord på det. Småbørnsfamilien. Men det handler rigtig meget om tid. Tid til søvn. Sig selv. Kærligheden. I kampen for at overleve. Hverdagen. Med unger. Jeg hører mange der siger at det er lige nu at tiden som forældre er den værste. Eller. Måske ikke den værste. Bedste. For ungerne giver masser af kærlighed og nærvær. Men den hårdeste. Tid. Det er i denne periode at parforhold går i opløsning. Et væld af forliste ægteskaber som følge af manglende sex. Vasketøj der ikke bliver taget. Kaffekopper der ikke stilles på plads. Indbyrdes føres der regnskab. Om bleskift. Natputninger. Og fødselsdage med perifære familierelationer. Listen synes lang.

Alle er i samme båd. Presset. Oprigtigt presset. Ofte svært at sætte konkrete ord på det. Småbørnsfamilien. Men det handler rigtig meget om tid. Tid til søvn. Sig selv. Kærligheden. I kampen for at overleve. Hverdagen. Med unger. Jeg hører mange der siger at det er lige nu at tiden som forældre er den værste. Eller. Måske ikke den værste. Bedste. For ungerne giver masser af kærlighed og nærvær. Men den hårdeste. Tid. Det er i denne periode at parforhold går i opløsning. Et væld af forliste ægteskaber som følge af manglende sex. Vasketøj der ikke bliver taget. Kaffekopper der ikke stilles på plads. Indbyrdes føres der regnskab. Om bleskift. Natputninger. Og fødselsdage med perifære familierelationer. Listen synes lang.

Min kone og jeg indgik i sin tid en ægteskabspagt. Der er ingen af os der har nogen penge. Den er heller ikke ubrydelig. Men vi indgik alligevel en ægteskabspagt – en pagt om ikke at blive skilt inden den yngste af vores børn er fyldt 4 år. Ingen småbørnsforældre kan tage en rationel beslutning omkring deres forhold og kærlighedsliv fra første barn kommer til verden – og altså frem til den yngste fylder fire år. Eller der omkring. Det er uanset hvor mange unger man sætter i verden. Fornuften og rationaliteten træder ud af kraft. Alt handler om ungerne.

Vi har lige nu under et år tilbage før kontrakten skal genforhandles. Det giver mig en lille smule præstationsangst.

Mandag

Henter ungerne. Glade. Imponerende på en mandag. Eftermiddag. Normalt har institutionen slået energien ud af dem. Måske er det de mange vandpytter på vejen hjem der gør udslaget. Smider gummistøvler og overtøj i gangen og løber ovenpå. Leger. Alene. Sammen. Sætter mig i sofaen. Lytter. Ingen gråd. Overvejer om jeg skal rejse mig. Tjekke om alt er ok. Griber i stedet fjernbetjeningen. En anelse rådvild. Zapper. Taktfast. Ender på Infokanalen. Yousee. Ét stort virvar af kanaler. Suger det hele ind. Uden lyd for ikke at fjerne fokus. Fra legen. Men det er for sent. Hører tramp fra loftet. Gråd. Tager et sidste fix inden jeg slukker for skærmen og mandagen kommer væltende ned af trappen.

Henter ungerne. Glade. Imponerende på en mandag. Eftermiddag. Normalt har institutionen slået energien ud af dem. Måske er det de mange vandpytter på vejen hjem der gør udslaget. Smider gummistøvler og overtøj i gangen og løber ovenpå. Leger. Alene. Sammen. Sætter mig i sofaen. Lytter. Ingen gråd. Overvejer om jeg skal rejse mig. Tjekke om alt er ok. Griber i stedet fjernbetjeningen. En anelse rådvild. Zapper. Taktfast. Ender på Infokanalen. Yousee. Ét stort virvar af kanaler. Suger det hele ind. Uden lyd for ikke at fjerne fokus. Fra legen. Men det er for sent. Hører tramp fra loftet. Gråd. Tager et sidste fix inden jeg slukker for skærmen og mandagen kommer væltende ned af trappen.

@provinsfar

Drikkebouillon

Har været ramt. Flere dage. Af en allergisk reaktion. Ingen ved noget. Gætter. Også lægerne. Måske er det den fancy sovs fra sidste weekends bryllup. Penicilin-kuren jeg måtte igennem ugen før. Eller noget vaskepulver vi aldrig har brugt. Ingen ved noget. Men den har sit eget liv. Allergien. Ræser rundt i kroppen. Prøver at finde vej. Ud. Så må en tur på sygehuset...

Har været ramt. Flere dage. Af en allergisk reaktion. Ingen ved noget. Gætter. Også lægerne. Måske er det den fancy sovs fra sidste weekends bryllup. Penicilin-kuren jeg måtte igennem ugen før. Eller noget vaskepulver vi aldrig har brugt. Ingen ved noget. Men den har sit eget liv. Allergien. Ræser rundt i kroppen. Prøver at finde vej. Ud. Så må en tur på sygehuset og bliver budt velkommen med armbånd. Festivalsæsonen går på hæld. Registreret. Under observation og med binyrebarkhormoner direkte i årene. Venter på svar. Det eneste jeg kan gøre er at kigge på uret. På væggen. Den røde sekundviser tikker. Langsomt. Imens transporteres den ene båre efter den anden forbi ude på gangen. Supersygehus in spe. En alarm går midt om natten. Personalet smider hvad de har i hænderne. Løber. Timerne går. Prøver at vurdere hvornår det er bedst at tage hul på en kop drikkebouillon. Knorr. Pulver. Kræver kun lidt kogt vand. Fandt den ude ved rullebordet med det røde saftevand. Klassisk. Stærk. Ikke engang svigermor blander sin Ribena half n’ half. Men Knorr-koppen er dagens højdepunkt. Venter. Til personalet fylder nyt vand på kanden. Skoldhed. Ellers er den spildt. Lægen kommer men ingen ved noget. Så må blive en nat mere. Stadig solide doser. Af hormoner og histaminer. Nu i pilleform. Når de ellers engang finder dem. Pillerne. Supersygehuset er efter sigende løbet tør. Timerne går. Indtil de kapitulerer og jeg sender bud efter egne piller. Hjemmefra. Imens kommer pigerne på visit. Hånd i hånd. Med gave til far. Chokolade. Smelter. Hjertet. Ikke chokoladen. Den spiser ungerne selv. Leger turpas med min hæve-sænke-seng indtil forældrenes stress tager over og vi vinker. Farvel. Efterlader altid et stort indtryk. Ungerne. Denne gang chokoladepletter på lagenet. Og dyk-ænder i vandflasken. Elsker det. Sover. Vågner. Tid til tjek af puls og temperatur. Termometer i det ene øre “hmm, temperaturen er lidt lav”. Det andet øre. “Den er også lav. Du har nok bare meget ørevoks. Alt er fint…”. Jeg indtager min hjemmebragte piller og får at vide at jeg kan tage hjem igen. Allergien vil stadig gerne ud. Det vil jeg også. Alle er glade.

@provinsfar

Sauce

Til bryllup. Høj sol. Varme. Kærlighed og tredive grader. Familiens eneste hipster-par inviterer provinsen til bryllup. I storbyen. Vielse i Marmorkirken fulgt op af fem retters feinschmeckeri langs hovedstadens kanaler. Intet overladt til tilfældigheder. Formalia og traditioner på plads. Skønt. Lækkert. Elegant. Fuldstændig lige som brudeparret. Eneste udfordring er saucen. Klistrer ikke til kartoflerne som den sovs man kender hjemmefra. Brun. Opbagt. Gæsterne må på overarbejde for at få det sidste med. Bestik mod tallerken. Ænser ikke brudeparret der troligt rejser sig på stolene. Endnu et kys. Hver gang. Som traditionen byder. Kigger op. Går med på legen. Tramper i gulvet. I virkeligheden vil vi bare gerne have fat i lidt mere. Af den der fancy sovs…..