Uden hænder

Vi skændes. Råber. Græder. På skift. Oftest foregår det på vej ud af døren. Den enes manglende tålmodighed overvældes af den andens. Ryster på hovedet. Af hinanden. Indtil vi sætter os på cyklen. Humøret skifter. Snakker. Om dagen. Tanker. Griner. Af hinandens indfald. Uden hænder og med vind i håret. På vej. Kan ikke helt forklare hvorfor det altid er sådan. Vi kan hverken afslutte det vi er igang med. Eller overskue hvor vi skal hen. Der er åbenbart noget der tyder på at vi helst skal være på vej. Uden hænder. Og med vind i håret.

Kedsomhed

Datteren ligger i sofaen. Keder sig.
Siger jeg skal finde på noget. Sjovt.
Kigger på hende. Tænker så det knager.
På brugte biler. Med anhængertræk.
På realkreditlån. Med eller uden afdrag.
På forår. Topdressing og plænelufter.
Hvorfor tror hun at jeg kan finde på noget.
Jeg er lige fyldt fyrre. Sjovt.

Gensynsglæde

Min far er i sommerhus og jeg må derfor begive mig afsted. Alene. På genbrugsstationen uden krog og trailer. Trods seks år som husejer er det første gang jeg kører herud. Uden min far. Situationen gør mig utilpas. Genbrugsstationen har nemlig sin helt egen junglelov. Nederst i hierarkiet finder man os uden trailer. Jeg triller derfor lidt tøvende ind på pladsen og parkerer afsides. Tomgang. Venter på en åbning i det store hav af mennesker og biler, der drøner ind og ud mellem hinanden. På et øjeblik skifter stemningen og det hele går i stå. Containeren med ting, der ikke er egnet til genbrug, er fyldt til bristepunktet. Folk bliver utålmodige. En trailer fuld af pantfrie dåser bakker. Drejer kontra og læsser af. Igennem bilrudens sidespejl spotter jeg et veltilpas smil på chaufførens læber. Synes at udtrykke en form for lettelse over at have genskabt lidt plads i kælderen. En ny dagstur over grænsen venter. Jeg bevæger mig forsigtigt væk fra bilen og ud i det bølgende virvar af mennesker. Biler. Affald. Vandrer hvileløst rundt, men får ikke rigtig smidt noget ud. I forsøget på at gennemskue ruten mellem mit udtjente plast, og de gamle bøtter med malingrester, overmandes jeg i stedet af følelser. Jeg savner min far. Glæder mig til at se ham. Igen. Med en trailer i ryggen vil vi genvinde vores retmæssige plads ved de gamle køleskabe. Og undres over hvordan udendørstræet er havnet nede i bunken med beton. Forhåbentligt går der ikke alt for længe inden vi ses.

Min far er i sommerhus og jeg må derfor begive mig afsted. Alene. På genbrugsstationen uden krog og trailer. Trods seks år som husejer er det første gang jeg kører herud. Uden min far. Situationen gør mig utilpas. Genbrugsstationen har nemlig sin helt egen junglelov. Nederst i hierarkiet finder man os uden trailer. Jeg triller derfor lidt tøvende ind på pladsen og parkerer afsides. Tomgang. Venter på en åbning i det store hav af mennesker og biler, der drøner ind og ud mellem hinanden. På et øjeblik skifter stemningen og det hele går i stå. Containeren med ting, der ikke er egnet til genbrug, er fyldt til bristepunktet. Folk bliver utålmodige. En trailer fuld af pantfrie dåser bakker. Drejer kontra og læsser af. Igennem bilrudens sidespejl spotter jeg et veltilpas smil på chaufførens læber. Synes at udtrykke en form for lettelse over at have genskabt lidt plads i kælderen. En ny dagstur over grænsen venter. Jeg bevæger mig forsigtigt væk fra bilen og ud i det bølgende virvar af mennesker. Biler. Affald. Vandrer hvileløst rundt, men får ikke rigtig smidt noget ud. I forsøget på at gennemskue ruten mellem mit udtjente plast, og de gamle bøtter med malingrester, overmandes jeg i stedet af følelser. Jeg savner min far. Glæder mig til at se ham. Igen. Med en trailer i ryggen vil vi genvinde vores retmæssige plads ved de gamle køleskabe. Og undres over hvordan udendørstræet er havnet nede i bunken med beton. Forhåbentligt går der ikke alt for længe inden vi ses.

Gør det nære. Værre.

Aftensmad. Måltidet der binder familien sammen i en ellers fortravlet hverdag. Nærvær. Antageligt. Herhjemme gør måltidet det nære. Værre. Gråd. Forhandling. Anerkendelse. Trussel. Ordre. Forsøger med noget nyt. Lakselasagne. Succesen er til at overse.

Aftensmad. Måltidet der binder familien sammen i en ellers fortravlet hverdag. Nærvær. Antageligt. Herhjemme gør måltidet det nære. Værre. Gråd. Forhandling. Anerkendelse. Trussel. Ordre. Forsøger med noget nyt. Lakselasagne. Succesen er til at overse. Lasagne i sig selv får den ældste til at græde. Sætter stemningen for resten af måltidet. Den yngste stemmer i. Kommer i tanker om at hun heller ikke kan lide maden. Pasta. Laks. Hver for sig. Fint. Men altså ikke lag. På lag. Jeg stempler ud. Ved at stemple ind. Lige meget hjælper det. Den hysteriske gråd intensiveres. Hver dag et nyt niveau. Jeg lukker øjnene. Spekulerer på om ungerne vil tænke tilbage på lige netop dette øjeblik. Den dag de selv bliver voksne. Reflektere over opvæksten på samme måde som deres far, der med rædsel mindes hans egen barndom. Forældre der aldrig serverede andet end stegt lever på en hverdagsaften. Gråd. Forhandling. Anerkendelse. Trussel. Ordre. Undtagen de dage hvor det var min far der stod for hovedretten. Hjemmelavet pizza med makrel. I tomat. Den eneste ret jeg har taget med mig ind i voksenlivet. Mine egne børn elsker den. Pizzaen. Makrellen. Nærværet vinder indpas. Jeg begynder at forstå min far på et dybere plan. Har på fornemmelsen at lakselasagnen med spinat går i glemmebogen. Med tiden. På samme måde som den stegte lever.