
Den skal ha’ en ordentlig omgang nu man endelig er ude. I byen. Øl. Musik. Flere øl. Efterhånden sjældent så vil ikke hjem. Endnu. Last man standing. Rock and roll. Timerne går i jagten på at være. Ung. Vild. Indser at jeg ikke kan bære det. Går hjem. Smider mig på sofaen. Vil bare ligge her med overtøjet på. Til jeg vågner. Huset er tomt så der er ingen til at forstyrre. Søvnen. Den del af natten der er tilbage. Lukker øjnene. Kroppen snurrer. Som man husker det. Maven vender. I morgen vil jeg vågne til smagen af nattens sidste måltid. Durum. Med kebab. Mærker hvordan den stadig sidder mellem tænderne. Men jeg er ligeglad. Nu vil jeg bare sove. Døse hen. Rejser mig alligevel. Slingrer ud på badeværelset i mørket. Roder i skuffen. Tandtråd. Undersøgelser viser at dårlig mundhygiejne forkorter ens leveår. Rock and roll. I byen. You only live once. Med tandtråd lidt længere. Sov godt.

