Tag: festival

I don’t know what’s cool

Er jeg den eneste der sidder og savner en god koncertoplevelse. Live. Dansen. Musikken. Følelsen af bassens undertoner der trykker mod brystkassen. Rytmisk. Spildt øl og klistrede gulve. Kø ved garderoben. Hele pakken. All inclusive. Ikke fordi savnet har været specielt udtalt her under nedlukning. Corona. Hverdagslivet som småbørnsforældre har været en fast følgesvend i nogle år. Dagene går. Til sidst skelner man dem ikke fra hinanden. Dagene. Derfor er glæden desto større når chancen endelig byder sig. Igen. En dag. Mens jeg venter på at det hele vender tilbage tænker jeg. Tilbage. Til seneste koncert i byen. Træder forsigtigt ind i den store, åbne koncertsal. I god tid. Endnu halvtom. Fornemmer allerede tidligt at rusten skal bankes af. Føler mig ikke længere på sikker grund. Har taget en god, tyk og praktisk trøje på så jeg ikke skal fryse. Drikker en halv øl og løber ud for at tisse. På forskud. Tanken om at stå tæt og være tissetrængende skræmmer mig. Generationer mødes. Fylder langsomt salen med hver deres energiniveau. KB Hallen. Den unge mindes da den brændte. Den ældre da Beatles løftede taget. Midt imellem står min kone og jeg. Draget af ungdommens kåde dans. Og den ældre generations beskedne vuggen med foden. Mørket omslutter salen. Gulvet gynger. Bandet synger. Direkte til mig og min praktiske trøje. Nu sirligt bundet rundt om taljen. Upraktisk. I don’t know what’s cool anymore. Alphabeat. Bandet med en genfunden energi. Buldrer. Sluppet løs efter at have holdt pause med koncerter. En pause nogenlunde lige så længe som vi har haft små børn. På den måde matcher vi hinandens selskab. En gensidig anerkendelse af at have været isoleret fra det vilde og frie. Liv. Men nu står vi her. Igen. Ingen af os står med følelsen af at være gået glip af noget. Blot taknemmelige for at være tilbage. Er jeg den eneste der sidder og savner en god koncertoplevelse. Live.

Drikkebouillon

Har været ramt. Flere dage. Af en allergisk reaktion. Ingen ved noget. Gætter. Også lægerne. Måske er det den fancy sovs fra sidste weekends bryllup. Penicilin-kuren jeg måtte igennem ugen før. Eller noget vaskepulver vi aldrig har brugt. Ingen ved noget. Men den har sit eget liv. Allergien. Ræser rundt i kroppen. Prøver at finde vej. Ud. Så må en tur på sygehuset...

Har været ramt. Flere dage. Af en allergisk reaktion. Ingen ved noget. Gætter. Også lægerne. Måske er det den fancy sovs fra sidste weekends bryllup. Penicilin-kuren jeg måtte igennem ugen før. Eller noget vaskepulver vi aldrig har brugt. Ingen ved noget. Men den har sit eget liv. Allergien. Ræser rundt i kroppen. Prøver at finde vej. Ud. Så må en tur på sygehuset og bliver budt velkommen med armbånd. Festivalsæsonen går på hæld. Registreret. Under observation og med binyrebarkhormoner direkte i årene. Venter på svar. Det eneste jeg kan gøre er at kigge på uret. På væggen. Den røde sekundviser tikker. Langsomt. Imens transporteres den ene båre efter den anden forbi ude på gangen. Supersygehus in spe. En alarm går midt om natten. Personalet smider hvad de har i hænderne. Løber. Timerne går. Prøver at vurdere hvornår det er bedst at tage hul på en kop drikkebouillon. Knorr. Pulver. Kræver kun lidt kogt vand. Fandt den ude ved rullebordet med det røde saftevand. Klassisk. Stærk. Ikke engang svigermor blander sin Ribena half n’ half. Men Knorr-koppen er dagens højdepunkt. Venter. Til personalet fylder nyt vand på kanden. Skoldhed. Ellers er den spildt. Lægen kommer men ingen ved noget. Så må blive en nat mere. Stadig solide doser. Af hormoner og histaminer. Nu i pilleform. Når de ellers engang finder dem. Pillerne. Supersygehuset er efter sigende løbet tør. Timerne går. Indtil de kapitulerer og jeg sender bud efter egne piller. Hjemmefra. Imens kommer pigerne på visit. Hånd i hånd. Med gave til far. Chokolade. Smelter. Hjertet. Ikke chokoladen. Den spiser ungerne selv. Leger turpas med min hæve-sænke-seng indtil forældrenes stress tager over og vi vinker. Farvel. Efterlader altid et stort indtryk. Ungerne. Denne gang chokoladepletter på lagenet. Og dyk-ænder i vandflasken. Elsker det. Sover. Vågner. Tid til tjek af puls og temperatur. Termometer i det ene øre “hmm, temperaturen er lidt lav”. Det andet øre. “Den er også lav. Du har nok bare meget ørevoks. Alt er fint…”. Jeg indtager min hjemmebragte piller og får at vide at jeg kan tage hjem igen. Allergien vil stadig gerne ud. Det vil jeg også. Alle er glade.

@provinsfar