Tag: forældre

Selvynk

Troede egentlig at nedlukning og aflysning ville give tid til tanker. Igangsættelse af nye projekter. Færdiggørelse af gamle. Men det er ikke tilfældet. Den står stadig på gråd. Grin. Oprydning. Rugbrødsmadder. Aftensmad. Tøjvask. Kamp om brusebad. Tøjvalg. Sengetid. Et glimt af lykke rundt om bålet. Snobrød. Skumfiduser. Kalaha. En ny dimension er dog kampen om skærmtid. Nu mellem forældrene. Afløser hinandens online-møder. Hjemmeskole. Til tider føles det som om hverdagen fylder mere end nogensinde. Måske fordi det er det eneste vi har for tiden. Hverdagen. Bladrer dagens Facebook-opslag igennem. Blandt profiler med madopskrifter og 5G konspirationsteorier falder jeg over en mand. Far. Kalder sig selv Barnlig. Gift. Og otte børn. Otte! Gisper ved tanken. Men de ser nu alligevel ud til at klare hverdagen i karantæneland. En barnligfar  med  overskud. Min dårlige samvittighed overdøver for en kort stund min selvynk. Hvordan klarer han det. Jeg kan dårligt overskue mine to. Indtil det slår mig at alle hans børn jo også er hjemsendt. På den måde slipper han jo faktisk for at smøre fire gange så mange madpakker som mig. Hver dag. Det løber jo ret hurtigt op. Relativt set. Sikke meget tid han lige pludselig har fået frigivet. Til sig selv. Min selvynk genvinder langsomt sit retmæssige overtag over den dårlige samvittighed…

Hjemmeskoling for de yngste

Det ligner et billede af to der holder i hånd. Et ægtepar der nyder et øjebliks tosomhed. Et småbørnsforældrepar der er stukket af. I hvert fald mentalt. Fra gråd. Putteritualer. Og modellervoks i gulvtæppet. I virkeligheden er der...

Det ligner et billede af to der holder i hånd. Et ægtepar der nyder et øjebliks tosomhed. Et småbørnsforældrepar der er stukket af. I hvert fald mentalt. Fra gråd. Putteritualer. Og modellervoks i gulvtæppet. I virkeligheden er der blot tale om dagens vagtskifte på legepladsen. Stranden. Haven. De eneste tidspunkter i løbet af dagen hvor min kone og jeg holder i hånd, og ser hinanden i øjnene, er ved vagtskifte. Et hurtigt klap. Udskiftning. Imens den ene holder ungerne beskæftiget i lock-down lister den anden sig op på loftet. Gemmer sig i en stille afkrog. Tramper i arbejdsklaveret en times tid indtil der tikker en sms ind fra den ene. At det er tid. Vagtskiftet kalder på legepladsen. Stranden. Haven. Den anden forsøger at ignorere den første sms men beskederne lader ingen tvivl tilbage. Det er tid.

Syltetøj

Som med så mange andre ting i disse dage stiger familiens indtag af syltetøj. Eksponentielt. Vi er løbet tør. Ikke for gær. Så vi bager. Kan dog ikke få mig selv til at skrive til min mor og bede hende stille lidt af hendes hjemmelavede ud på trappestenen. Men mærker desperationen. Jeg håber derfor hun læser dette opslag....

Som med så mange andre ting i disse dage stiger familiens indtag af syltetøj. Eksponentielt. Vi er løbet tør. Ikke for gær. Så vi bager. Kan dog ikke få mig selv til at skrive til min mor og bede hende stille lidt af hendes hjemmelavede ud på trappestenen. Men mærker desperationen. Jeg håber derfor hun læser dette opslag…

Gør det nære. Værre.

Aftensmad. Måltidet der binder familien sammen i en ellers fortravlet hverdag. Nærvær. Antageligt. Herhjemme gør måltidet det nære. Værre. Gråd. Forhandling. Anerkendelse. Trussel. Ordre. Forsøger med noget nyt. Lakselasagne. Succesen er til at overse.

Aftensmad. Måltidet der binder familien sammen i en ellers fortravlet hverdag. Nærvær. Antageligt. Herhjemme gør måltidet det nære. Værre. Gråd. Forhandling. Anerkendelse. Trussel. Ordre. Forsøger med noget nyt. Lakselasagne. Succesen er til at overse. Lasagne i sig selv får den ældste til at græde. Sætter stemningen for resten af måltidet. Den yngste stemmer i. Kommer i tanker om at hun heller ikke kan lide maden. Pasta. Laks. Hver for sig. Fint. Men altså ikke lag. På lag. Jeg stempler ud. Ved at stemple ind. Lige meget hjælper det. Den hysteriske gråd intensiveres. Hver dag et nyt niveau. Jeg lukker øjnene. Spekulerer på om ungerne vil tænke tilbage på lige netop dette øjeblik. Den dag de selv bliver voksne. Reflektere over opvæksten på samme måde som deres far, der med rædsel mindes hans egen barndom. Forældre der aldrig serverede andet end stegt lever på en hverdagsaften. Gråd. Forhandling. Anerkendelse. Trussel. Ordre. Undtagen de dage hvor det var min far der stod for hovedretten. Hjemmelavet pizza med makrel. I tomat. Den eneste ret jeg har taget med mig ind i voksenlivet. Mine egne børn elsker den. Pizzaen. Makrellen. Nærværet vinder indpas. Jeg begynder at forstå min far på et dybere plan. Har på fornemmelsen at lakselasagnen med spinat går i glemmebogen. Med tiden. På samme måde som den stegte lever.