Jeg burde egentlig glæde mig til vores kommende ferie. Sol og varme. Til venners bryllup under eksotiske himmelstrøg. Men lige nu er min største bekymring. Primært. Tanken. Om 10 timer. Med to små unger lukket inde i et fly. Har sparet det ene flysæde. Væk. Det var billigere. Den yngste sidder da bare på skødet. Fortryder den beslutning. Nu. Her hvor flyet skal til at lette. Det er som om ungen er vokset helt vildt. Siden vi købte rejsen. Tilbyder konen at jeg selvfølgelig nok skal tage den første vagt. De første timer i flyet. Under dække af at de som regel er de værste. For børnene. Ren hysteri. I virkeligheden. Nok nærmere. Et desperat træk fra min side. Vores unger bliver som regel stille. Lidt generte. Når de prøver noget nyt. Ikke noget med at bevæge sig for langt væk. Fra trygheden. Og forældrenes skød. I hvert fald lige indtil isen. Og fortroligheden med omgivelserne brydes. Der går de fra søde engle. Til crazy kids. Men til den tid er det konens tur til at passe ungerne. Ved ikke om min plan lykkes.