Tag: Hus & have

200 skridt. Mindst

Møder en dreng på diget efter en dukkert. Hedebølge i sommerhuset. Kun lige fyldt fem. Drengen. Går alene da solen står højest på himlen. Kigger rundt mens jeg prøver at øjne en voksen. Ingen. Kun en enkelt hundelufter vandrer forbi i rask tempo. Kæmper for at følge med hunden.

Møder en dreng på diget efter en dukkert. Hedebølge i sommerhuset. Kun lige fyldt fem. Drengen. Går alene da solen står højest på himlen. Kigger rundt mens jeg prøver at øjne en voksen. Ingen. Kun en enkelt hundelufter vandrer forbi i rask tempo. Kæmper for at følge med hunden. Hvem lufter hvem? Drengen slentrer videre uden at se sig tilbage. Iagttager ham et par hundrede meter inden jeg kalder på ham. Sød dreng. Virker ikke synderligt påvirket. Han er bare ude at gå en lille tur. En hemmelighed for sin mor. Og bror. Mærker panikken brede sig. I mig. Knægten stadig ukuelig. Overtaler ham alligevel til at vende om mens jeg prøver at finde ud af hvorfra han er kommet. 200 skridt. Eller 1000. Mindst. Ifølge ham selv. Imens prøver jeg at bevare roen. Trasker ned på stranden med knægten i hælene. Lyshåret. Ingen lyserøde håndklæder i sigte. Ifølge drengen kan der sidde mindst tre på det håndklæde. Mor. Lillebror. Og ham selv. Ikke far. Han er rejst sydpå. Spørger det ene badehåndklæde efter det andet. Ingen har set en mor på jagt efter en forsvunden knægt. Som ringe i vandet spredes budskabet. Fra badehåndklæde til tæppe. Fra gummibåd til badedyr. Indstiller mig langsomt på en tur til campingpladsen mens vi venter på landbetjenten. I stedet spotter jeg en kvinde længere nede af stranden. Famler. Rådvild. Fra badedyr til gummibåd. Fra tæppe til badehåndklæde. Vores blikke mødes og jeg vinker beroligende tilbage. Peger på drengen der tålmodigt er fulgt i hælene. Med tårer trillende omfavner hun sin knægt. Sender et taknemmeligt blik. Jeg nikker. Siger at alt er godt og trisser langsomt mod sommerhuset. Varmt sand. Vender mig om og spejder efter knægten. Stadig i sin mors favn. Nu i det fjerne. Et tåre trænger sig på da jeg ser mine tøser lege i haven. Skal lige til at tale med store bogstaver. Ingen går nogen steder uden at sige det til mor. Eller far. Vælger i stedet at give dem et kram. Sætter mig på terrassen. Betragter deres leg. Fredfyldt. Et øjeblik. Indtil den ene har taget den andens legetøj. Eller var det omvendt. I hvert fald ender det i gråd. Også her må man finde en løsning. Dramaet fra diget får en lykkelig slutning. Dramaet i haven tegner til at trække ud.

Midtvejskrise, Vol. 1

Jeg tror jeg har ramt krisen. Den man møder halvvejs. Man siger den kommer når man runder de fyrre-ish. Det betyder at jeg egentlig har et par år at give af. Udfordringen er at jeg altid været den forsigtige type og derfor gerne vil være på forkant med tingene. Sorgerne. Kæmper lidt med meningen med det man har gang i. Har slugt et årtis arbejdsliv. Sidder samme sted. Har det som om jeg kun lige er gået i gang. Frygter jubilæumstalen til september. De første fem år var ærligt talt lidt kedelige nu hvor jeg tænker tilbage. Gemte mig over i hjørnet mens jeg i stedet brugte tiden på fodbold. Blive gift. Ombygge lejlighed. Forsøge mig med børn. Ufrivillig barnløs. Det synes vist at være normen i dag. Brugte fire år på at få den første. Cyklede jævnligt tværs gennem København med en plastikkop under armen. Skruelåg. De fleste i morgentrafikken på Godthåbsvej kører typisk med lidt morgenbrød. Måske et forkælet kæledyr. I cykelkurven. Jeg selv hjulede med halvdelen af hvad der måske kunne blive et barn. På sigt. Men det lykkedes. Til sidst. Rigshospitalet. De var med til at redde ægteskabet. Barn nummer to kom på samme måde. Ikke på Rigshospitalet. Men ovenpå et solcenter på Nørrebro. Det lyder frækt. Men der ligger den altså. Privatklinikken. Meget stolte af deres statistik. Tæt på rammegaranti om man vil. Men til hvilken pris. Nummer to var på egen regning. Et greb i lommen og en hormon-overdosis til konen. Derefter flygtede vi ud af storbyen. Forblændet af ro. Ro på tilværelsen. Det blev i stedet til et vanvittigt husprojekt og blebørn. Samtidigt. Siden har vi forsøgt at få vejret. Tror vi er halvvejs. Det betyder at jeg har et par år at give af.

@Provinsfar

Det her er mit spot

Det her er mit spot. Husets sjæl. Nerve. I overgangen mellem køkken. Og have. Leverpostej. Og trampolin. Hvis jeg var ryger ville det være her jeg dulmede nerverne med en smøg. Eller opkvikkede farkroppen med en sort kop kaffe. Det gør jeg ikke. Men jeg sidder her. Hele sommeren. Nyder matriklens sidste aftensol. Imens konen putter ungerne. Og når de ikke sover sidder de lige her. Leger. Synger. Plager. Om is. Jordbær. Chokolade. Knækbrød. Saftevand. Og jeg giver mig. Fordi jeg er for blød. Og fordi det er her jeg vil sidde sammen med dem. Det er herfra min verden går. Sådan er det i hvert fald blevet. Herfra man smuglytter til naboens samtaler. Herfra man bliver mindet om at det er tid til at slå græsset. Klippe hækken. Herfra jeg ser mine børn udføre ting på trampolinen som de ikke var i stand til sidste år. Det er det første sted jeg satte mig da vi overtog huset. Skræmt. Fra vid og sans. Over udsigten til et uoverskueligt byggeprojekt. Og en gravid kone. Det bliver sikkert også det sidste sted jeg sætter mig. Den dag jeg er tvunget til at sælge. Fordi knæene ikke kan klare trapperne. Eller fordi alderen gør mig for forvirret til at passe det. Så vil jeg sætte mig her. Og tage det hele ind. Det her er mit spot.
@provinsfar

Lyd af villavej

Hvad er lyden af villavej. Et træt ansigt. Forårssol. Varmen hjælper. En stær kvidrer i træet. I nærheden. Skarpt forfulgt af spurve fra busken. Duen gider ikke. Den kigger dovent ned fra sin lygtepæl. HjemIs-bilen ringer. Kommer nærmere. Et fly på tværs af himlen. Hvid streg. Blå himmel. Bevæger sig hurtigere end lyden. Et nys af pollen drysser fra de høje birketræer. Fyraften. Starter en streng af plæneklippere i nabolaget. Vinden får de visne bøgehække til at rasle. Venter som de sidste på at springe ud. Naboens børn hopper i trampolin. En motorcykel gasser op. Suser forbi. Spiser ude. Forår. Inden hvepsesæsonen stresser måltidet. Med viftende håndled. Og klask med smækkeren. I haven. Tidligere betød det en duft af kul. Og tændbriketter. I dag. Blot et par klik-lyde til at antænde gasgrillen. Holder fast. Spiser. Skyggerne overtager terrassen. Ulvetimen sætter ind inden kullene bliver varme. Grædende børn. Skyldes primært tanken om kogte broccoli. En forælders lod her i livet. Spis. Ellers er der ingen HjemIs. Til dessert. Roen sænker sig. Duen er fløjet. Havedøren smækker. Lyden af villavej. Nogenlunde i den dur.

@provinsfar

IKEA-skab

Hvad kræver det for at slå igennem.
Opnå succes. Selvfølgelig hårdt arbejde.
Dedikation. Det giver mening.
Men det er vist også meget godt at have en
lidelseshistorie. Noget man kan trække
frem og kapitalisere på.
Jeg har engang skulle samle et IKEA-skab.
Sammen med min kone.
Dét var ren lidelse.