Jeg er blevet en del af statistikken. Måske ikke liiiige som 33 årig. Var lidt tøvende ift til at flytte ud af byen. Men nu sidder jeg her. I provinsen. Vi er efterhånden nogle stykker. Tilflytterne. Studieliv og lejlighed i København ligger bag os. Nu med små børn og behov for mere ro til den lille familie. Hus. Og have. Især have trænger sig på. Provinsen. En mental overvindelse. Følte sig næsten helt unik da man tog springet. Men nu viser det sig at alle har stået i de helt samme overvejelser. Tilflytterne. Forlige sig med tanken om at flytte ud af byen. Storbyen. Og til provinsen. Acceptere at livet som pendler sætter rammerne for din hverdag. Nu skal man i stedet forholde sig til radon og århundredets stormflod der giver fugt i kælderen. Igen i år.
Tilflytterne. Alle midt i 30’erne-ish. Med institutionsbørn og virus på work-life-balancenerven. Generationen der har indrettet hverdagen efter måltidskasser og Nemlig-leveringer. Jeg har spurgt dem alle sammen. Næsten. I hvert fald her i det lokale kvarter. For dem var provinsen ikke den største overvindelse. Det var visheden om at den lokale børnehave ikke kører med madordning. Du læste rigtigt. Madordning. Den gjorde ondt. Det er nemlig en dejlig børnehave. Masser af plads og ugentlige cykelture i den lokale skov. Alt er godt. Undtagen det med maden. Eller. Mangel på samme. Udsigten til at skulle smøre madpakker nager. Gentagelsen af sammenklap med postej hver dag de næste 10 år. Plus det løse. Tænk sig. Det var det der fyldte mest. For tilflytterne i provinsen. Alle midt i 30’erne-ish.
#provinsfar
Provinsfar 