Tag: Hverdag

Arbejdsdag i institutionen

Endnu et år med børn i institution. Endnu et år med tradition. Arbejdsdag for forældre. Folk kommer altid tidligt. Som om de aldrig arbejder. Tvunget til at mingle. Smile. Small-talke. Grine af de andres vittigheder. Kigger på opgaverne. Listen fuld af krydser. En iver efter at vise overskud. Primært fra forældrene med kun ét barn. Endnu kun i vuggestuen. Jeg starter programmet med en kop. Varmt. Kaffe. Et øjeblik. Pædagog-agtigt slentrer jeg rundt på legepladsen. Udstråler overblik. Føler mig som en del af stedet. Ét vue på børnene. Mest fokus på koppen. Kaffen. Kan godt mærke at jeg er mere rutineret i år. Kender på en måde gamet. Beslutter mig for at fikse ting. Hamre. Save. Borde. Bænke. Teamer op med fædre med udstyret i orden. Mandigt. Gør det. Fællesspisning. Buffet. Pizzasnegle. Salater. Pølsehorn. Kager med toppings. Hjemmelavet. Hvem kan overgå hinanden. Dammit. Glemt eget bidrag. Spæner hjem. Kigger i køleskabet. Febrilsk. Tomt. Griber et fad. Sniger. Langs hækken. I Kvickly. Færdigretten fra disken. Frikadeller. Flår emballagen af. Hælder dellerne i fadet. Slentrer. Overskudsagtigt tilbage. Serveret. Kigger rundt. Konstaterer. Tre fade. Med frikadeller. På bordet. Alle fra Kvickly. Rødmer. Smiler. Spiser.

@provinsfar

Indkøb med overskud

Handler ind og farer vild. I indkøbssedlen. Overblikket forsvinder et sted mellem ost. Og makrel i tomat. Diffunderer rundt. Forbi hylden med chokolade. Krokant. Mint. Fløde. Fyldte. Mørk. Hvid. Linser. Åkander. Tærter. Knas. Og karamel. Bilder mig sig selv at det ikke er nødvendigt. Trods mandagens abstinenser. Overskuddet vinder. Men forsvinder. Nogle timer senere på sofaen. Klokken er ungerne-faldt-langt-senere-i-søvn-end-forventet. Igen. Griber telefonen. Desperat. Handler ind på Nemlig. Overskuddet skal i hvert fald ikke få overtaget. I morgen.

@provinsfar

Lyd af villavej

Hvad er lyden af villavej. Et træt ansigt. Forårssol. Varmen hjælper. En stær kvidrer i træet. I nærheden. Skarpt forfulgt af spurve fra busken. Duen gider ikke. Den kigger dovent ned fra sin lygtepæl. HjemIs-bilen ringer. Kommer nærmere. Et fly på tværs af himlen. Hvid streg. Blå himmel. Bevæger sig hurtigere end lyden. Et nys af pollen drysser fra de høje birketræer. Fyraften. Starter en streng af plæneklippere i nabolaget. Vinden får de visne bøgehække til at rasle. Venter som de sidste på at springe ud. Naboens børn hopper i trampolin. En motorcykel gasser op. Suser forbi. Spiser ude. Forår. Inden hvepsesæsonen stresser måltidet. Med viftende håndled. Og klask med smækkeren. I haven. Tidligere betød det en duft af kul. Og tændbriketter. I dag. Blot et par klik-lyde til at antænde gasgrillen. Holder fast. Spiser. Skyggerne overtager terrassen. Ulvetimen sætter ind inden kullene bliver varme. Grædende børn. Skyldes primært tanken om kogte broccoli. En forælders lod her i livet. Spis. Ellers er der ingen HjemIs. Til dessert. Roen sænker sig. Duen er fløjet. Havedøren smækker. Lyden af villavej. Nogenlunde i den dur.

@provinsfar

Astma

Jeg havde astma som knægt. Det startede vist omkring syvårsalderen. Da det stod værst til måtte min far bære mig rundt på grund af manglende luft. Ingen energi. Det tog noget tid inden mine forældre fandt ud af hvad jeg fejlede. Lægerne hang vist ikke rigtig på træerne. Dengang. Slutfirserne. Mine forældre havde slået sig ned i Bangladesh. For en stund. Men det blev bedre. Medicinen gav mig energien tilbage. Begyndte at løbe. Ikke sammen med min far. Han var mere til pibe. Og squash med sin norske kollega. Så han hægtede mig i stedet på en anden voksen. Jævnligt. Løb side om side med manden. Flemming. Tror jeg. Vi sagde ikke så meget til hinanden. Men jeg husker ham tydeligt. Malende i sit tempo. Virkede lidt gammel. De lokale stod langs med floden. Betragtede os imens de indhyllede sig selv i sæbeskum. Lyserødt. Old school. Fra top. Til tå. Rystede på hovedet af os. Jeg måtte kæmpe for at følge med. Hans vejrtrækning var hypnotisk. Rytmisk. Hvæsende. Han lod til at kæmpe om hver eneste sug af den fugtige, tropiske aftenluft. Ned i lungerne. Jeg undrede mig meget. Dengang. Det var trods alt mig der havde astma. Holdt mig oppe på fire daglige doser. Binyrebarkhormon i spray form. Men det var manden der hvæsede. Hvorfor. Da slår det mig. Her midt ude på min faste løberute. Igennem skoven. Forår. Der er ingen lokale køgegensere i åen der vasker sig. Med sæbe. Men mit tempo er malende. Min vejrtrækning er hypnotisk. Rytmisk. Hvæsende. Jeg har ikke astma længere. Jeg har bare nået samme alder som Flemming. Min gamle løbemakker.