Tag: Hverdag

En smuk kvinde

En smuk kvinde. Mor til børn i institutionen. Står ude ved vejen. En tidlig morgen. Kigger på mig. Vinker. Smiler. Lidt frækt. I det jeg træder ud af døren. Jeg vinker tilbage. Overrasket. Afdæmpet. Men heller ikke afvisende. Jeg kommer nærmere. Øjeblikket føles intenst. Hun kigger på mig en sidste gang. Vender rundt. Cykler væk. Uden at se sig tilbage. Det gør jeg. Har glemt mine handsker. Ser kvindens to børn. Kigger ud. Næserne trykket mod institutionens vindue. Vinker indtil det sidste glimt af deres mor. Jeg dropper handskerne.
@provinsfar

IKEA-skab

Hvad kræver det for at slå igennem.
Opnå succes. Selvfølgelig hårdt arbejde.
Dedikation. Det giver mening.
Men det er vist også meget godt at have en
lidelseshistorie. Noget man kan trække
frem og kapitalisere på.
Jeg har engang skulle samle et IKEA-skab.
Sammen med min kone.
Dét var ren lidelse.

Flytilstand

Ombord på flyveren. Fanget de næste otte timer. Fanget i en tilstand. Flytilstand. På en måde stilstand. Kan ikke komme på nettet. Pludselig er telefonen ikke så interessant længere. Og alligevel kommer der fantomsmerter. Kan man tillade sig at sige det? Om behovet for at gribe ud efter telefonen og tjekke de sædvanlige apps. De fleste visner hen i det uvisse. Men de tre-fire udvalgte slipper ikke for at blive slidt ned til ukendelighed. Så i stedet griber jeg computeren. Hungrer efter det blå skær. Jeg kunne jo risikere at få en trang til at åbne en bog. Og læse. På et dødt stykke papir. Bare bladre. Egentlig også det jeg har mest lyst til. Læse. Men det er som om trangen til at sætte sig ned og skrive – skrive noget som andre skal sætte sig ned og læse. Er større. Men det sker  som regel kun i flyet. Eller i toget. På tværs over land. Bundet til sædet. Afskåret fra de værste overspringshandlinger. Har overvejet om jeg skulle forkæle mig selv med et retreat. Afskåret. Isoleret. Med mig selv. Gravet ned mellem klitterne et eller andet sted. Væk fra alting. Er bare ikke sikker på at det vil have samme effekt. Jo. Tid til fordybelse. Men også til fornægtelse. Kan man sige det? Jeg tror jeg fungerer bedre i flyet. Pakket ind i et sæde uden plads til knæene. Med sidemandens hoved. Nikkende. Hvilende. Snorkende på min skulder. På tværs over Heden. Kontinentet. Atlanten. Uden mulighed for at flygte. Fra mig selv og mine egne tanker. Det er egentlig skørt når jeg tænker over det. Det er der ideerne kommer myldrende. Når jeg er alene med mig selv og mine tanker. Oplevelser sker i selskab med andre. Men ideerne. Nuancerne. Krumspringene. De sker i mit eget lille hoved. Så det må være noget jeg skal prioritere mere. Hvad kunne det ikke blive til. Hvis man gav sig selv fri. Til at tænke. Skrive. Producere. Tegne. Intensivt. Og fuldt. I stedet for i dag hvor det hele er afgrænset til tirsdag morgen. Og søndag. Efter unger er gået i seng.  Det var hvad det kunne blive til. Flyet summer. Kabinepersonalet gør klar til landing. Kan mærke det snurrer i fingrene. Bliver godt at komme ned på jorden igen og tjekke sine tre-fire apps igen. Og igen…

@provinsfar

Omelet

En uges arbejde på den anden side af Ækvator. Ingen bleer. Madpakker. Putteritualer. Natteroderi. Bagkanter. Legeaftaler. En provinsfars flugt via mellemlanding i Paris. I kærlighedens by beskyldes man for at gramse en engelsk fyr på røven. Paskontrollens kø-jury vender sig og stirrer. Dømmer. Nådesløst. Rejsefeberens svedperler tager til i styrke. Overlæben. Søger tilflugt i Duty Free. Et øjeblik. Videre til Nairobi. Lufthavnen er løbet tør for visumformularer. Printeren er itu så må vente. Længe. Xerox driller på alle arbejdspladser. Endelig fremme. En uge på byens ældste hotel. Femstjernet historisk vingesus. Hemmingway lå her i ugevis med dysenteri. Engang. Morgenmadens chili-omelet sender en hilsen fra fortiden. Må op og lægge mig efter den oplevelse. Mærker nu historiens vingesus vende sig. Derhjemme hedder det vist omgangssyge. Her er det omeletten. En uge med tre timers søvn om natten. Panikken breder sig da kufferten åbnes næste morgen. Mon Karen Blixen strøg sine egne skjorter. Kæmper for at holde mig vågen om dagen. Ingen unger. Alligevel har børneranderne under øjnene vokseværk. En uge der pludselig føles forbavsende hjemmevant. Elsker det.

@provinsfar