Dag et-eller-andet i et land der er lukket. Ned. I hvert fald lidt endnu. I en tid hvor den primære kontakt til omverden er foregået via hullet i bagboens hæk kan jeg ikke længere skelne dagene fra hinanden. Naboens to katte hvæser dovent af mig hver morgen på hovedtrappen. I en foranderlig tid holder de på deres helt egen facon fast i hverdagens rytme.

Arbejder. Bearbejder. Hjemmefra. Prøver at dele opmærksomheden ligeligt mellem kåde chefer og rastløse unger. Ængsteligheden ulmer, men må tilpasse mig. I første omgang med et intermistisk kontor på soveværelset. Ovenpå. Op og ned af trappen. Til morgenmad. Frokost. Og eftermiddagskage. Praktisk. For kage er ikke et sted hvor man går på kompromis. Slet ikke i en krisetid. Nedlukningen dæmper måske forbruget men madbudgettet sprænger alle rammer. Det ser jeg nu i spejlet. Ulempen ved at have indrettet kontor i soveværelset. Med krum ryg og løftede skuldre betragter jeg mig selv. Skjorten gaber mellem knapperne. En tand mere end i går. Forsvinder. Ind i navlepilleriet. Kun sirenesangen fra online-chefens kalenderinvitationer får mig til at løfte blikket.

Landet er lukket ned men ungerne er tilbage i institution. De er glade. Ungerne. Men den føltes alligevel underlig. Beskeden. Om at det hele tager tilløb til at åbne igen. Hurtigere end først antaget. I tæt parløb med en underliggende rastløshed sidder jeg med en følelse af at komme til at savne det hele. Vores egen lille familieboble. Jeg har ikke noget i klemme i krisen. Endnu. Hverken økonomisk eller helbredsmæssigt. Frygten er der. Måske. Men det er ikke den primære årsag til den spirrende ængstelighed. Det til trods har jeg nydt tiden. En tid hvor man har været tvunget til at blive hjemme. Holde sig fra at lave planer. Eller deltage i planer andre plejer at lave for én. Ingen forpligtelser eller dårlig samvittighed.

Er så småt begyndt at stikke hovedet lidt længere ud igennem hækken. Igen. Forsøger at vende mig til tanken. Og be’r til at jeg en dag kan komme til at passe skjorten igen.

Provinsfar