Løbetid

Er begyndt at løbetræne igen efter en lang periode uden motion. Efterårs-blues. Coronasyg. Jul. Nytår. Kulde. You name it. Men nu er jeg altså begyndt at løbe igen. Hurtigere og oftere end jeg egentlig havde regnet med. Jeg prøvede først med gåture men de viste sig ikke at gøre noget godt for mig. Satte for mange tanker igang. Om livet. Børn. Ægteskab. Job. Karriere. Hobby. Krop. Form. Sjæl. Fremtid. Fortid. Lyster. Dæmoner. Ønsker. Drømme. Begrænsninger. Muligheder. Sorg. Glæde. Grin. Åndenød. Masser af åndenød. Så nu er jeg altså begyndt at løbe igen. Der har jeg nemlig kun overskud til at koncentrere mig om at trække vejret. Og følge med…..

Midtvejskrise, Vol. 1

Jeg tror jeg har ramt krisen. Den man møder halvvejs. Man siger den kommer når man runder de fyrre-ish. Det betyder at jeg egentlig har et par år at give af. Udfordringen er at jeg altid været den forsigtige type og derfor gerne vil være på forkant med tingene. Sorgerne. Kæmper lidt med meningen med det man har gang i. Har slugt et årtis arbejdsliv. Sidder samme sted. Har det som om jeg kun lige er gået i gang. Frygter jubilæumstalen til september. De første fem år var ærligt talt lidt kedelige nu hvor jeg tænker tilbage. Gemte mig over i hjørnet mens jeg i stedet brugte tiden på fodbold. Blive gift. Ombygge lejlighed. Forsøge mig med børn. Ufrivillig barnløs. Det synes vist at være normen i dag. Brugte fire år på at få den første. Cyklede jævnligt tværs gennem København med en plastikkop under armen. Skruelåg. De fleste i morgentrafikken på Godthåbsvej kører typisk med lidt morgenbrød. Måske et forkælet kæledyr. I cykelkurven. Jeg selv hjulede med halvdelen af hvad der måske kunne blive et barn. På sigt. Men det lykkedes. Til sidst. Rigshospitalet. De var med til at redde ægteskabet. Barn nummer to kom på samme måde. Ikke på Rigshospitalet. Men ovenpå et solcenter på Nørrebro. Det lyder frækt. Men der ligger den altså. Privatklinikken. Meget stolte af deres statistik. Tæt på rammegaranti om man vil. Men til hvilken pris. Nummer to var på egen regning. Et greb i lommen og en hormon-overdosis til konen. Derefter flygtede vi ud af storbyen. Forblændet af ro. Ro på tilværelsen. Det blev i stedet til et vanvittigt husprojekt og blebørn. Samtidigt. Siden har vi forsøgt at få vejret. Tror vi er halvvejs. Det betyder at jeg har et par år at give af.

@Provinsfar

IKEA-skab

Hvad kræver det for at slå igennem.
Opnå succes. Selvfølgelig hårdt arbejde.
Dedikation. Det giver mening.
Men det er vist også meget godt at have en
lidelseshistorie. Noget man kan trække
frem og kapitalisere på.
Jeg har engang skulle samle et IKEA-skab.
Sammen med min kone.
Dét var ren lidelse.