
Vingummi


Kirkegang. Betyder salmesang.
Barnedåb. Vielse. Altergang.
Kald det hvad du vil.
Det hører sig ligesom til.
Fra menigheden begynder det at summe.
Bortset fra de helt stumme.
Overlader sangen til den aldrende kvinde.
Skråler som var hun kirkerummets fyrstinde.
Manden brummer imens han stirrer
På kvinden foran hvis stemme nu dirrer.
Ikke nødvendigvis bedårende.
Men en kunst hun har forfinet med årene.

Sendt i byen for at handle. Distræt da jeg endelig når frem til Kvickly. Kæmper med at huske de tre ting på indkøbssedlen som stadig ligger derhjemme. På køkkenbordet. Blikket flakker. Febrilsk. Igennem hylden med delikatesser. De begyndende svedperler møder kulden fra frysedisken. Panden bider. Kigger op. Rundt. Omkring mig ser jeg kun kvinder på min egen alder. Godt og vel. Lige bortset fra en ældre dame der målrettet triller mod hylden med fernet branca. Supermarkedets neonbelysning afslører salige, omend trætte, blikke. Kvinderne. Ude for at udnytte en sjælden mulighed for at komme væk. Hjemmefra. Blot for en stund. Også selvom den primært består af et smut forbi frugt og grønt. Og pålægshylden til næste uges madpakker. Oser blidt forbi udvalget af konserves. Tomat. Mængden af makrel i indkøbskurven afslører at de er mødre. På jagt efter de små oaser i hverdagen. Trække vejret og tænke på sig selv. Med eller uden slagtilbud på køkkenruller. Jeg tørrer sveden af panden. Tager chancen og griber ud efter noget økologisk. Så kan det da ikke gå helt galt. Triller hjem.

Tager som regel toget på arbejde. Orker ikke bilen. Mister tålmodigheden. Det eneste man hører er sig selv råbe af de andre trafikanter. Igennem et lukket vindue. For meget kø. Det giver mig ikke noget. Pendleriet. Med mindre det er med tog. Her får man det råt. Ufiltreret. En mand i 40’erne sætter sig. Lukker øjnene. Forceret og med sammenbidt pande. Han prøver at finde roen, men det virker ikke. Må åbne endnu en øl. Dåse. Drikker indtil alkoholen får overtaget. Hovedet lander på skulderen af kvinden ved siden af ham. En kvinde i 30’erne. Sidder. Inden vi andre stod på. Med tasken på skødet og ryggen ret. Påtaget. Gemmer sig bag solbrillen. Ringer til skolen mens kupeen følger med i spænding. Knægten skal gå klassen om. Koncentrationen driller. Kontrolløren venter utålmodigt mens kvinden raser ud over for rektor. Fortsætter sin mission. Kort eller billet. En mand i 60’erne. Kridhvidt hår. Nystrøget skjorte. Sko. Velplejet. Nydelig. Men ansigtet er tomt. Knuger et brev han lige har trukket op af inderlommen. Kære. Skriver fordi hun ikke vil tale med ham. Han forstår ikke hvad han nu skal gøre. Han sender ikke brevet med tro på at det hele bliver godt. Igen. Blot et håb om at kærligheden og tilliden trænger igennem. En dag. Læner mig tilbage ind mod vinduet og kigger ud. Tænker på min egen uge. Mand i 30’erne. To børn. Søvnen mangler. Ungerne vil ikke spise deres morgenmad hurtigt nok. Far skal nå et tog. Det var vist det. Her får man det råt. Ufiltreret. Pendleriet.
@provinsfar

Det er ikke længe siden
hvor jeg tog mig mig selv.
I at gå en tur. Med barnevognen.
Bare ned og runde torvet.
Lige for at mærke.
De bløde blikke.
Fra byens kvinder.
Hjem igen.
Sådan er det ikke længere.
Ungerne er for store.
Barnevognen er væk.
Slæber dog stadig rundt på alt udstyret.
Kan godt mærke at det er lidt andre blikke
Jeg nu møder fra byens kvinder.
Hjem igen.
En smuk kvinde. Mor til børn i institutionen. Står ude ved vejen. En tidlig morgen. Kigger på mig. Vinker. Smiler. Lidt frækt. I det jeg træder ud af døren. Jeg vinker tilbage. Overrasket. Afdæmpet. Men heller ikke afvisende. Jeg kommer nærmere. Øjeblikket føles intenst. Hun kigger på mig en sidste gang. Vender rundt. Cykler væk. Uden at se sig tilbage. Det gør jeg. Har glemt mine handsker. Ser kvindens to børn. Kigger ud. Næserne trykket mod institutionens vindue. Vinker indtil det sidste glimt af deres mor. Jeg dropper handskerne.
@provinsfar