Tag: livet

Firmajulegave

Arbejdet har bedt mig vælge en julegave. Klik ind på en hjemmeside og vælg fra listen. Støvsuger. Højtaler. Keramik. Listen fortsætter. Sidste år fik man et gavekort til oplevelser. Mulighed for at udvide horisonten. I år. En liste med kolde ting. Løvblæser. Sengetøj. Stegepande. Jeg panikker. Vælg inden fredag. Ellers vælger vi for dig. Koldsveden sætter ind. Jeg kan ikke engang tage en beslutning om de store ting i livet. Det projekterer jeg ned på listen med dammaskdug. Stiksav. Glasskål. Tidløs. Ligegyldig hvilken tid vi lever i. Ligegyldig. Konen spørger hvad vi skal. Fremadrettet. I livet. Ungerne vil lege. Kommer til skade. FIFA vil have at jeg skal vende det blinde øje til. Fodbold. Det hele sitrer. STOP! Jeg er faktisk i gang med at vælge en støvsuger. Ledningsfri. Tror jeg. Jeg har til fredag med at vælge. Alle andre beslutninger må vente indtil da…

Tandtråd

Den skal ha’ en ordentlig omgang nu man endelig er ude. I byen. Øl. Musik. Flere øl. Efterhånden sjældent så vil ikke hjem. Endnu.

Den skal ha’ en ordentlig omgang nu man endelig er ude. I byen. Øl. Musik. Flere øl. Efterhånden sjældent så vil ikke hjem. Endnu. Last man standing. Rock and roll. Timerne går i jagten på at være. Ung. Vild. Indser at jeg ikke kan bære det. Går hjem. Smider mig på sofaen. Vil bare ligge her med overtøjet på. Til jeg vågner. Huset er tomt så der er ingen til at forstyrre. Søvnen. Den del af natten der er tilbage. Lukker øjnene. Kroppen snurrer. Som man husker det. Maven vender. I morgen vil jeg vågne til smagen af nattens sidste måltid. Durum. Med kebab. Mærker hvordan den stadig sidder mellem tænderne. Men jeg er ligeglad. Nu vil jeg bare sove. Døse hen. Rejser mig alligevel. Slingrer ud på badeværelset i mørket. Roder i skuffen. Tandtråd. Undersøgelser viser at dårlig mundhygiejne forkorter ens leveår. Rock and roll. I byen. You only live once. Med tandtråd lidt længere. Sov godt.

Kysset. Og et lille nip i øret

Ligger på sofaen. Lytter til regnen der slår mod ruden. Konen kigger mig i øjnene. Smiler. Rejser sig. Læner sig ind over mig. Kysser. Længere end normalt. Hun er på vej i seng. Mærker hendes søde duft pirre i kroppen. Lægger an til at rejse mig og trække med ovenpå. I stedet lægger hun sin hånd på min brystkasse. Presser mig tilbage i sofaen. Overgiver mig. Til hende. Læberne mod mine. Kysset. Nipper min øreflip inden hun hvisker til mig at jeg skal blive liggende. Lidt endnu. Hun vil gerne gå i forvejen. Op. Falde ordentligt i søvn. Uden mig. Ellers vækker jeg hende bare med min snorken. Holder hende vågen hele natten. Kigger mig i øjnene. Smiler. Men ikke til at tage fejl af.

Mindeord – på en måde

Tænker. På dig. På hvad har du betydet. Fyldt. Hos mig. I det store billede blot en parentes. Alligevel fylder du hele hovedet i disse dage. Påvirker humøret når jeg tænker på at du ikke er her længere. Hvad gik dig på? Hvad gjorde at du ikke længere ville stå. Gå. Videre. Du er ikke den første jeg kender der har sagt farvel. Før tid. Og efter eget valg. Alligevel forstår jeg det ikke. Fik depressionen overtaget. Håbløsheden. Eller kærligheden. Mens jeg sidder her og tænker på dig forsøger jeg at forstå meningen med det hele. En tåre presser sig på. Men vil ikke ud. Pakker den i stedet ind. Gemmer den væk. Ned. Til alle de andre ting man samler på og ikke kan forstå. Livet går videre. Man forbliver en parentes. For nogen er den større end andre. Men livet går videre. Bladrer igennem nyhedsstrømmen. Seneste breaking diskuterer hvorvidt hæve-sænke-borde på hjemmearbejdspladsen skal sikres ved lov. Og ret. Menneskeligt. Måske. Og alligevel helt absurd. Vi fordyber os i retten til at stå op. Hjemme. Men ænser ikke dem der bare prøver at stå. Op. I årevis forsøger de at hæve sig over modløsheden, men ender i sidste ende med at sænke sig selv helt ned i mørket. Nu blot et minde. Ære være dit.