Firmajulegave

Arbejdet har bedt mig vælge en julegave. Klik ind på en hjemmeside og vælg fra listen. Støvsuger. Højtaler. Keramik. Listen fortsætter. Sidste år fik man et gavekort til oplevelser. Mulighed for at udvide horisonten. I år. En liste med kolde ting. Løvblæser. Sengetøj. Stegepande. Jeg panikker. Vælg inden fredag. Ellers vælger vi for dig. Koldsveden sætter ind. Jeg kan ikke engang tage en beslutning om de store ting i livet. Det projekterer jeg ned på listen med dammaskdug. Stiksav. Glasskål. Tidløs. Ligegyldig hvilken tid vi lever i. Ligegyldig. Konen spørger hvad vi skal. Fremadrettet. I livet. Ungerne vil lege. Kommer til skade. FIFA vil have at jeg skal vende det blinde øje til. Fodbold. Det hele sitrer. STOP! Jeg er faktisk i gang med at vælge en støvsuger. Ledningsfri. Tror jeg. Jeg har til fredag med at vælge. Alle andre beslutninger må vente indtil da…

39 KRONER FOR EN BILVASK

Ungerne vil se film. Weekend. Popcorn. Og Ronja Røverdatter. Vi har lige læst bogen og derfor er tanken om filmen det eneste der fylder. Bladrer igennem det digitale univers. Den store TV pakke. Flow. 5-6 forskellige streaming-tjenester. Lydbøger og podcast apps. Abonnerer på det hele. Alligevel dukker den kun op som Lejefilm. 39 kroner. For en film der er stort lige så gammel som prisen. Ryster på hovedet. Vanvid. Proklamerer at jeg trækker beløbet fra de penge jeg skylder dem. Ungerne. Hjalp med at støvsuge bilen i sidste uge. De nikker. Accepterer uden at blinke med øjnene. Kender deres far. All talk. Kaster mig i sofaen mellem piger og popcorn. Vandfald og forårsskrig. Samtidig slår det mig at jeg også har lovet at læse Brødrene Løvehjerte for dem. Som godnatlæsning. Den koster i øvrigt også en støvsugning. På Lejefilm.⁠

Tandtråd

Den skal ha’ en ordentlig omgang nu man endelig er ude. I byen. Øl. Musik. Flere øl. Efterhånden sjældent så vil ikke hjem. Endnu.

Den skal ha’ en ordentlig omgang nu man endelig er ude. I byen. Øl. Musik. Flere øl. Efterhånden sjældent så vil ikke hjem. Endnu. Last man standing. Rock and roll. Timerne går i jagten på at være. Ung. Vild. Indser at jeg ikke kan bære det. Går hjem. Smider mig på sofaen. Vil bare ligge her med overtøjet på. Til jeg vågner. Huset er tomt så der er ingen til at forstyrre. Søvnen. Den del af natten der er tilbage. Lukker øjnene. Kroppen snurrer. Som man husker det. Maven vender. I morgen vil jeg vågne til smagen af nattens sidste måltid. Durum. Med kebab. Mærker hvordan den stadig sidder mellem tænderne. Men jeg er ligeglad. Nu vil jeg bare sove. Døse hen. Rejser mig alligevel. Slingrer ud på badeværelset i mørket. Roder i skuffen. Tandtråd. Undersøgelser viser at dårlig mundhygiejne forkorter ens leveår. Rock and roll. I byen. You only live once. Med tandtråd lidt længere. Sov godt.

Gensynsglæde

Min far er i sommerhus og jeg må derfor begive mig afsted. Alene. På genbrugsstationen uden krog og trailer. Trods seks år som husejer er det første gang jeg kører herud. Uden min far. Situationen gør mig utilpas. Genbrugsstationen har nemlig sin helt egen junglelov. Nederst i hierarkiet finder man os uden trailer. Jeg triller derfor lidt tøvende ind på pladsen og parkerer afsides. Tomgang. Venter på en åbning i det store hav af mennesker og biler, der drøner ind og ud mellem hinanden. På et øjeblik skifter stemningen og det hele går i stå. Containeren med ting, der ikke er egnet til genbrug, er fyldt til bristepunktet. Folk bliver utålmodige. En trailer fuld af pantfrie dåser bakker. Drejer kontra og læsser af. Igennem bilrudens sidespejl spotter jeg et veltilpas smil på chaufførens læber. Synes at udtrykke en form for lettelse over at have genskabt lidt plads i kælderen. En ny dagstur over grænsen venter. Jeg bevæger mig forsigtigt væk fra bilen og ud i det bølgende virvar af mennesker. Biler. Affald. Vandrer hvileløst rundt, men får ikke rigtig smidt noget ud. I forsøget på at gennemskue ruten mellem mit udtjente plast, og de gamle bøtter med malingrester, overmandes jeg i stedet af følelser. Jeg savner min far. Glæder mig til at se ham. Igen. Med en trailer i ryggen vil vi genvinde vores retmæssige plads ved de gamle køleskabe. Og undres over hvordan udendørstræet er havnet nede i bunken med beton. Forhåbentligt går der ikke alt for længe inden vi ses.

Min far er i sommerhus og jeg må derfor begive mig afsted. Alene. På genbrugsstationen uden krog og trailer. Trods seks år som husejer er det første gang jeg kører herud. Uden min far. Situationen gør mig utilpas. Genbrugsstationen har nemlig sin helt egen junglelov. Nederst i hierarkiet finder man os uden trailer. Jeg triller derfor lidt tøvende ind på pladsen og parkerer afsides. Tomgang. Venter på en åbning i det store hav af mennesker og biler, der drøner ind og ud mellem hinanden. På et øjeblik skifter stemningen og det hele går i stå. Containeren med ting, der ikke er egnet til genbrug, er fyldt til bristepunktet. Folk bliver utålmodige. En trailer fuld af pantfrie dåser bakker. Drejer kontra og læsser af. Igennem bilrudens sidespejl spotter jeg et veltilpas smil på chaufførens læber. Synes at udtrykke en form for lettelse over at have genskabt lidt plads i kælderen. En ny dagstur over grænsen venter. Jeg bevæger mig forsigtigt væk fra bilen og ud i det bølgende virvar af mennesker. Biler. Affald. Vandrer hvileløst rundt, men får ikke rigtig smidt noget ud. I forsøget på at gennemskue ruten mellem mit udtjente plast, og de gamle bøtter med malingrester, overmandes jeg i stedet af følelser. Jeg savner min far. Glæder mig til at se ham. Igen. Med en trailer i ryggen vil vi genvinde vores retmæssige plads ved de gamle køleskabe. Og undres over hvordan udendørstræet er havnet nede i bunken med beton. Forhåbentligt går der ikke alt for længe inden vi ses.

På vippen

Der var engang jeg kunne træne intensivt. Fire dage i løbet af ugen - og derefter spille to fodboldkampe på en weekend. Uden at blinke med øjnene. Det mener jeg egentlig stadig at jeg kan. Alligevel sortner det for øjnene. Og anstrengelserne overvælder min lår. De tre minutter jeg indtil videre har vippet med mine unger i løbet af ferien...

Der var engang jeg kunne træne intensivt. Fire dage i løbet af ugen – og derefter spille to fodboldkampe på en weekend. Uden at blinke med øjnene. Det mener jeg egentlig stadig at jeg kan. Alligevel sortner det for øjnene. Og anstrengelserne overvælder min lår. De tre minutter jeg indtil videre har vippet med mine unger i løbet af ferien…   

Snevejr

Elsker den nyfaldne sne. Roen sænker sig med i takt med hver fnug der daler. Kælk. Røde kinder. En snebold der flyver. Rammer. Smelter ned i den lille åbning mellem hue og jakke. Et øjebliks gys i nakken. Grin. Leg. Varm kakao. Sneen falder så det er med at komme ud. Hurtigt. Rydde fortovet inden naboen. Det eneste tidspunkt på året, hvor jeg føler jeg kan være lidt foran på hus- og havevedligehold. Signalere et overskud der ikke er der. Desværre smelter sneen hurtigt. Og med den. Illusionen. Men for en kort stund elsker jeg den nyfaldne sne.

Elsker den nyfaldne sne. Roen sænker sig med i takt med hver fnug der daler. Kælk. Røde kinder. En snebold der flyver. Rammer. Smelter ned i den lille åbning mellem hue og jakke. Et øjebliks gys i nakken. Grin. Leg. Varm kakao. Sneen falder så det er med at komme ud. Hurtigt. Rydde fortovet inden naboen. Det eneste tidspunkt på året, hvor jeg føler jeg kan være lidt foran på hus- og havevedligehold. Signalere et overskud der ikke er der. Desværre smelter sneen hurtigt. Og med den. Illusionen. Men for en kort stund elsker jeg den nyfaldne sne.

Havregryn

Vil du have havregrød?
Hvad så med havregryn?
Grov- eller finhvalsede?
Hvad med müesli, måske?
Eller yoghurt? Uden noget?
Et stykke brød?
Eller en bolle med ost? Syltetøj?
Hvad så med et knækbrød? Banan?
Står tidligere og tidligere op.
For at have tid. Til morgenmaden.
Burde nok i stedet stramme lidt mere op.
Overfor mine børn.

Selvynk

Troede egentlig at nedlukning og aflysning ville give tid til tanker. Igangsættelse af nye projekter. Færdiggørelse af gamle. Men det er ikke tilfældet. Den står stadig på gråd. Grin. Oprydning. Rugbrødsmadder. Aftensmad. Tøjvask. Kamp om brusebad. Tøjvalg. Sengetid. Et glimt af lykke rundt om bålet. Snobrød. Skumfiduser. Kalaha. En ny dimension er dog kampen om skærmtid. Nu mellem forældrene. Afløser hinandens online-møder. Hjemmeskole. Til tider føles det som om hverdagen fylder mere end nogensinde. Måske fordi det er det eneste vi har for tiden. Hverdagen. Bladrer dagens Facebook-opslag igennem. Blandt profiler med madopskrifter og 5G konspirationsteorier falder jeg over en mand. Far. Kalder sig selv Barnlig. Gift. Og otte børn. Otte! Gisper ved tanken. Men de ser nu alligevel ud til at klare hverdagen i karantæneland. En barnligfar  med  overskud. Min dårlige samvittighed overdøver for en kort stund min selvynk. Hvordan klarer han det. Jeg kan dårligt overskue mine to. Indtil det slår mig at alle hans børn jo også er hjemsendt. På den måde slipper han jo faktisk for at smøre fire gange så mange madpakker som mig. Hver dag. Det løber jo ret hurtigt op. Relativt set. Sikke meget tid han lige pludselig har fået frigivet. Til sig selv. Min selvynk genvinder langsomt sit retmæssige overtag over den dårlige samvittighed…