Sidder med en følelse. At fremtiden vil få svært ved at slå den lomme vi befinder os i lige nu. Ferie. Nede i gear. Sommerhus. Strand. Udflugter. Som det plejer at være. På den måde har coronaen ingen indflydelse på årets sommerferie. Den ligner de foregående år. Eneste forskel er at jeg nu slæber rundt på en hel del mindre småbørnsudstyr. Det hjælper at ungerne er blevet fire. Seks. Den ældste starter i skole lige om lidt. Vi forsøger derfor at nyde de sidste dage inden en ny hverdag går løs. Faste mødetider. Uden undtagelse. Slut med morgener, hvor gardinet trækkes fra til synet af villavejens børn. Allerede på vej. I skole. Måske. Det kræver i hvert fald at jeg begynder at stå en time tidligere op. Fremadrettet. Men ungerne sprudler af liv. Glæde. Leger sammen. Hver for sig. Lige så meget som de skændes. Uanset hvor meget vi er over dem. Tænker det skal være sådan. Prøver at lære dem at søskende er ens allierede når det hele ramler. Mod forældre. Skole. Omverden. Vælger at tro vi har valgt den rette strategi. Tiden vil vise om vi har ramt rigtigt. Forældrene er underligt nok også nogenlunde i ro. Med sig selv. Og hinanden. Tror jeg. Har glemt at spørge. Konen. Og mig selv. Men det er ferie så der er ingen grund til at forstyrre freden. Lige nu sidder jeg bare og suger det hele ind. I bilen. På vej hjem fra sommerhus. Det tidspunkt hvor jeg virkelig kan mærke livet som familie. Trætte. Vindblæste. Sand mellem tæerne fra den sidste tur til stranden. Kører. Solen går ned undervejs. Hjemme. Mørkt. Selv på en sensommeraften. Næsten. Bærer ungerne ind fra bilen. En af gangen. Sovende. Lægger dem i seng. De vender sig og trækker selv den kolde dyne op over skulderen. Sover videre. Går en runde i haven. Vinden har lagt sig. Stille. Ligesom ungerne. Samler sandaler i dugvåde græs. Det bliver svært at slå den lomme vi befinder os i lige nu.