Tag: livetsomfar

Syltetøj

Som med så mange andre ting i disse dage stiger familiens indtag af syltetøj. Eksponentielt. Vi er løbet tør. Ikke for gær. Så vi bager. Kan dog ikke få mig selv til at skrive til min mor og bede hende stille lidt af hendes hjemmelavede ud på trappestenen. Men mærker desperationen. Jeg håber derfor hun læser dette opslag....

Som med så mange andre ting i disse dage stiger familiens indtag af syltetøj. Eksponentielt. Vi er løbet tør. Ikke for gær. Så vi bager. Kan dog ikke få mig selv til at skrive til min mor og bede hende stille lidt af hendes hjemmelavede ud på trappestenen. Men mærker desperationen. Jeg håber derfor hun læser dette opslag…

Gør det nære. Værre.

Aftensmad. Måltidet der binder familien sammen i en ellers fortravlet hverdag. Nærvær. Antageligt. Herhjemme gør måltidet det nære. Værre. Gråd. Forhandling. Anerkendelse. Trussel. Ordre. Forsøger med noget nyt. Lakselasagne. Succesen er til at overse.

Aftensmad. Måltidet der binder familien sammen i en ellers fortravlet hverdag. Nærvær. Antageligt. Herhjemme gør måltidet det nære. Værre. Gråd. Forhandling. Anerkendelse. Trussel. Ordre. Forsøger med noget nyt. Lakselasagne. Succesen er til at overse. Lasagne i sig selv får den ældste til at græde. Sætter stemningen for resten af måltidet. Den yngste stemmer i. Kommer i tanker om at hun heller ikke kan lide maden. Pasta. Laks. Hver for sig. Fint. Men altså ikke lag. På lag. Jeg stempler ud. Ved at stemple ind. Lige meget hjælper det. Den hysteriske gråd intensiveres. Hver dag et nyt niveau. Jeg lukker øjnene. Spekulerer på om ungerne vil tænke tilbage på lige netop dette øjeblik. Den dag de selv bliver voksne. Reflektere over opvæksten på samme måde som deres far, der med rædsel mindes hans egen barndom. Forældre der aldrig serverede andet end stegt lever på en hverdagsaften. Gråd. Forhandling. Anerkendelse. Trussel. Ordre. Undtagen de dage hvor det var min far der stod for hovedretten. Hjemmelavet pizza med makrel. I tomat. Den eneste ret jeg har taget med mig ind i voksenlivet. Mine egne børn elsker den. Pizzaen. Makrellen. Nærværet vinder indpas. Jeg begynder at forstå min far på et dybere plan. Har på fornemmelsen at lakselasagnen med spinat går i glemmebogen. Med tiden. På samme måde som den stegte lever.

Tube uden låg

Håbet var at en lille måned i troperne ville lette dagligdagen. Ingen madpakker eller flyverdragter der overdøver morgenritualet. I stedet udsigt til klipklappere. Badeshort. Solbriller. Videre. Men det modsatte har vist sig. Møder i stedet dagen. Varmen. Med en allergisk reaktion. En økologisk solcreme sender mig til tælling. Faktor 30. Da hævelsen lægger sig hen af eftermiddagen må jeg til lægen. En tur i poolen har fjernet hørelsen. I øvrigt det tredje kontinent hvor øret kræver et lægebesøg. Sidst det skete var i Liberia. Hos en god ven bosiddende i Monrovia. Her placeres jeg på et stålbord. Vipper. Fanen skratter i baggrunden. Den lokale læge kigger opgivende på mig. Med en vis skepsis undrer jeg mig over at jeg skal have en lang, spids og brugt stålpind ind i øret. En udefinerbar, udtørret creme ligger på bordet. Tube uden låg. - Don’t worry. This is medicine made by the white man. Han griner. Lægen. Jager den spidse metalpind ind i øregangen på mig. Resterne af den udtørret creme følger samme vej. Seancen koster mig en formue. Men virker. Dag 2. Tilbringer dagen i sengen med opkast og dårlig mave. Jeg har boet næsten 10 år i troperne. Sammenlagt. Uden at det tilsyneladende har har gjort mig synderligt hårdfør. Skrøbelighed frem for alt. Dag 3. Solcreme. Øredråber. Mavepiller. Babypudder. Følsomme inderlår. Næsespray. Morgenritualet i troperne trækker ud. Resten af familien sidder tålmodigt og venter.

Håbet var at en lille måned i troperne ville lette dagligdagen. Ingen madpakker eller flyverdragter der dominerer morgenritualet. I stedet udsigt til klipklappere. Badeshort. Solbriller. Videre. Men det modsatte har vist sig. Møder i stedet dagen. Varmen. Med en allergisk reaktion. En økologisk solcreme sender mig til tælling. Faktor 30. Da hævelsen lægger sig hen ad eftermiddagen må jeg til lægen. En tur i poolen har fjernet hørelsen. I øvrigt det tredje kontinent hvor øret kræver et lægebesøg. Sidst det skete var i Liberia. Hos en god ven bosiddende i Monrovia. Her placeres jeg på et stålbord. Vipper. Fanen skratter i baggrunden. Den lokale læge kigger opgivende på mig. Med en vis skepsis undrer jeg mig over at jeg skal have en lang, spids og brugt stålpind ind i øret. En udefinerbar, udtørret creme ligger på bordet. Tube uden låg. – Don’t worry. This is medicine made by the white man. Han griner. Lægen. Jager den spidse metalpind ind i øregangen på mig. Resterne af den udtørret creme følger samme vej. Seancen koster mig en formue. Men virker. Dag 2. Tilbringer dagen i sengen med opkast og dårlig mave. Jeg har boet næsten 10 år i troperne. Sammenlagt. Uden at det tilsyneladende har har gjort mig synderligt hårdfør. Skrøbelighed frem for alt. Dag 3. Solcreme. Øredråber. Mavepiller. Babypudder. Følsomme inderlår. Næsespray. Morgenritualet i troperne trækker ud. Resten af familien sidder tålmodigt og venter.

Vindhastighed

På væggen står der at man ikke må smide papiret direkte i toilettet. Tropeøens kloaksystem kan ikke klare presset når Vesten kommer forbi. Og sætter sig. I stedet henvises der til skraldespanden. Det kræver sin mand for spanden står i modsatte hjørne. Med badeshorts om anklerne prøver jeg at samle tankerne. Solen bager ned på det lille blikskur. Sveden pibler. Løber. Salt i øjnene. Udenfor bruser bølgerne. To gekkoer standser et øjeblik deres dans efter myg. Loftet. Som om de afventer mit næste træk. Dansen om spanden. Fanen hakker. Cirkulerer varmen i det trange rum. Lugten. Bider i næsen. Vindhastighed 2. Det hele afhænger af hvad jeg gør nu. I dette øjeblik. Mange timer tilbragt. Alene. Med de tidlige versioner af iPhones. Paper Toss. Topscorer. Vis mig hvad du er lavet af….3...2...1….

På væggen står der at man ikke må smide papiret direkte i toilettet. Tropeøens kloaksystem kan ikke klare presset når Vesten kommer forbi. Og sætter sig. I stedet henvises der til skraldespanden. Det kræver sin mand for spanden står i modsatte hjørne. Med badeshorts om anklerne prøver jeg at samle tankerne. Solen bager ned på det lille blikskur. Sveden pibler. Løber. Salt i øjnene. Udenfor bruser bølgerne. To gekkoer standser et øjeblik deres dans efter myg. Loftet. Som om de afventer mit næste træk. Dansen om spanden. Fanen hakker. Cirkulerer varmen i det trange rum. Lugten. Bider i næsen. Vindhastighed 2. Det hele afhænger af hvad jeg gør nu. I dette øjeblik. Mange timer tilbragt. Alene. Med de tidlige versioner af iPhones. Paper Toss. Topscorer. Vis mig hvad du er lavet af….3…2…1….

Kun 388 sider tilbage

I dag formåede jeg at læse i min medbragte bog. Kan ikke huske hvornår det sidst er sket. Hele fem sider kun afbrudt af ledsaget toiletbesøg. Oppustning af badevinger. Konfliktmægling over strandlegetøj. Jagt efter muslingeskaller. Koralrester. Hentning af friskpresset juice til at dæmpe rastløsheden hos børn. Og voksne. Solkrem i rotation. Men jeg gjorde det!

I dag formåede jeg at læse i min medbragte bog. Kan ikke huske hvornår det sidst er sket. Hele fem sider kun afbrudt af ledsaget toiletbesøg. Oppustning af badevinger. Konfliktmægling over strandlegetøj. Jagt efter muslingeskaller. Koralrester. Hentning af friskpresset juice til at dæmpe rastløsheden hos børn. Og voksne. Solkrem i rotation. Men jeg gjorde det!